0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Tid til status

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Cirka hvert 10. år viser der sig et behov for at gøre status over ligestillingssituationen i Danmark.

Sidste gang det skete var i slutningen af 1980'erne, da dekonstruktionen og postfeminismen skyllede ind over landet og erstattede rødstrømpebevægelsens offerhistorie og kampretorik med powerfeminisme og dialog mellem kønnene.

At tiden nu igen er moden for status, viser antologien 'De røde sko - feminisme nu', som er sat i verden af en ny generation kvinder. De trækker på postfeminismen, men gør det samtidig klart, at de vil noget mere med deres ligestillingsstatus, nemlig genindføre det politiske element, som postfeminismen tabte op gennem 90'erne.

Udgivelsen er en sværvægter, som det er vanskeligt ikke at have sympati for. Ikke kun på grund af timingen, der - hvis man tager den nye regerings ligestillingsforståelse i betragtning - er smertelig præcis. Men også fordi den stiller et imponerende korps af viden til rådighed for sin læser og mere fungerer som erkendelsesmæssig øjenåbner end snæver debatbog.

Og det er ikke nogen tilfældighed. Redaktør og initiativtager Leonora Christina Skov har nemlig udskiftet den personlige optik, som har kendetegnet de senere års kønsdebatbøger, med en bredt anlagt kulturanalytik. Grebet er velgørende. Det giver bogens analyser tyngde og argumenterne legitimitet.


Gennem 29 artikler hudflettes kønsrelationen, ligestillingssituationen og de kulturskabte kønsbilleder på områder som arbejdsmarkedet, familien, massemedierne, seksualiteten og det multikulturelle samfund. Samtlige indlæg er ude i et kønsteoretisk frontalangreb på forestillingen om køn som noget, vi er grundet den biologi, vi har fået tildelt.

Køn - hævdes det modsat - er noget, vi gør i overensstemmelse med tid og kultur - og ikke mindst i overensstemmelse med de betydninger, kulturen har tillagt vores biologi. Pointen med denne kønsteoretiske tilgang er, at vi i princippet kan være mænd og kvinder på et hav af forskellige måder, samt at fremstillingen af køn kan varieres i det uendelige.

Men sådan fungerer verden bare ikke. Antologiens analyser peger igen og igen på, at mangfoldigheden og forandringerne er til at overse. For eksempel hakker Winnie Sørensen en pæl gennem den barnetro, at internettet ophæver kønsforskellene.

Hendes analyser af dialogen i forskellige chatrooms viser, at kønsidentificering er altafgørende for dialogen. Og at den kønskonstruktion, der finder sted, når man skal identificere sig selv og de andre i chatrummet, følger tidens normative skabelon. Den frihed, nettet kunne give, bliver altså ikke brugt til noget!

Det samme viser Pia Reistrup i sin nedslående analyse af tv's børneudsendelser. Selv i 2002 får danske børn proppet i halsen, at mænd/drenge handler, mens kvinder/piger er.

I et andet mere kuriøst indlæg afdækker Malou Juelskjær de kønsopfattelser, antropomorfiseringen i tv's dyreprogrammer opererer med. Arketyperne og heteronormativiteten florerer: Hannerne kæmper og bedækker, hunnerne venter og modtager. Og selvom virkelighedens wildlife kunne tyde på eksistensen af homodyr, slår programmerne knuder på sig selv for at indskrive dyrenes adfærd i en heteroseksuel forståelse.


Ifølge antologien bestormes vi altså af stereotype kønsbilleder i vores dagligdag. Kønsbilleder, der influerer på vores kønsidentitet, sætter sig igennem bag om ryggen og begrænser vores daglige ageren. Af den grund lever vi p.t. med en gigantisk diskrepans mellem teori og praksis. En diskrepans, som antologiens forfattere mener, kan overvindes via politisering.

Men desværre flyder udgivelsen ikke over med bud på, hvordan det skal foregå, men forbliver en opfordring mere end en konkret handlingsanvisning. Antologien skal derfor mest læses for sin overflod af begavede kulturdiagnoser og for sin vilje til at stille skarpt på dilemmaerne i tidens kønsspørgsmål.

I mit stille sind håber jeg, at mediefolk, politikere, skoleelever, forældre og arbejdsmarkedets parter vil følge denne opfordring.

Politiken.dk i 3 måneder - kun 299 kr.

Læs hele artiklen nu

Køb abonnement