Hvordan forholder de yngste børn i vore daginstitutioner sig til hinanden i etiske henseende? Hvad oplever de som positivt, godt, rigtigt eller som negativt, ondt forkert, når det drejer sig om deres egne og andres handlinger? Gør de sig overvejelser om deres adfærd over for andre, og tager de ansvaret for hinandens velbefindende? Disse spørgsmål satte Eva Johansson, der er lektor og fil.dr. i pædagogik ved Göteborgs universitet, sig for at undersøge. Med et videokamera i hånden tog hun ophold i en daginstitution, hvor hun i længere tid fulgte en snes børn i alderen et år og to måneder til tre år og seks måneder, og den erhvervede viden er nu blevet til bogen 'Små børns etik'. Den er rig på beskrivelser af børnenes samspil i situationer om rettigheder, omsorg og konflikter med mere, med hvilke Eva Johansson ønsker at få pædagoger og andre voksne til at reflektere over deres måde at forholde sig til små børn på. Det er nemlig hendes indtryk, at børnenes bestræbelser på at være lydhøre over for eller udøve magt over hinanden langtfra altid opfattes. Voksne kommer tit så sent ind i situationerne, at de ikke opfatter børnenes hensigter, men blot vurderer resultatet af deres samspil. »At børn er engageret i hinandens verdener er ikke til at tage fejl af, men hvis voksne ikke opmuntrer dette, kan vigtige lejligheder til læring gå tabt«, fastslår forskeren, der også giver et bud på, hvordan man konkret kan arbejde med at udvikle små børns lydhørhed. Det er blandt andet vigtigt at være bevidst om, at småbørnenes etik i høj grad udtrykkes kropsligt.