Lad os lægge for med et retorisk spørgsmål forklædt som et reaktionært kongeræb - skal eleverne i dansk i folkeskolen ikke først og fremmest lære at læse og skrive - og stave? Selvfølgelig, men de skal også kunne forholde sig kritisk til de tekster, de møder. Nyde litteraturens kunstneriske facetter, blive dannede og øvede i at læse sig til en større livskvalitet og synkront blive kritiske samfundsborgere. Og derfor opdrages metodisk til at afsløre buldrende tomme tønder i trivielle tekster, både de levende og de døde i massemedier og på tv-skærmen. Sådan set også i biffen under og efter reklamerne. Og for læreren er det immervæk mere interessant at indføre i bogens verden end at terpe staveord og rette stile. Men for at lære elever at læse med bevidstgjort maner kræves en eller flere metoder. Norske Anne-Kari Skardhamar har skrevet en bog om nogle metoder til en sådan undervisning udi den litterære geografi. 'Litteraturundervisning - teori og praksis' hedder den, og den er der såmænd meget godt at sige om. Skardhamar introducerer med formidlingens lette hånd svære litteraturvidenskabelige skoler - strukturalisme, poststrukturalisme, dekonstruktion, reader-response-reception (hvorledes opfattes teksten individuelt hos læseren), og endog de gamle skoledrenge fra min gymnasietid, amerikansk nykritik, marxistisk metode og biografisk fortolkning. Man kan ikke bebrejde hende, at de større problematiske felter, aspekter og videnskabsteoretiske diskussioner i så henseende forbigås med en velskreven hurtighed. Bogen er positivt skrevet til folkeskolelærere, ikke til Kloge Åge og hans søster på Institut for litteraturvidenskab.