0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Lal og litteratur

Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Lad os lægge for med et retorisk spørgsmål forklædt som et reaktionært kongeræb - skal eleverne i dansk i folkeskolen ikke først og fremmest lære at læse og skrive - og stave?

Selvfølgelig, men de skal også kunne forholde sig kritisk til de tekster, de møder. Nyde litteraturens kunstneriske facetter, blive dannede og øvede i at læse sig til en større livskvalitet og synkront blive kritiske samfundsborgere. Og derfor opdrages metodisk til at afsløre buldrende tomme tønder i trivielle tekster, både de levende og de døde i massemedier og på tv-skærmen. Sådan set også i biffen under og efter reklamerne.

Og for læreren er det immervæk mere interessant at indføre i bogens verden end at terpe staveord og rette stile.

Men for at lære elever at læse med bevidstgjort maner kræves en eller flere metoder. Norske Anne-Kari Skardhamar har skrevet en bog om nogle metoder til en sådan undervisning udi den litterære geografi.

'Litteraturundervisning - teori og praksis' hedder den, og den er der såmænd meget godt at sige om. Skardhamar introducerer med formidlingens lette hånd svære litteraturvidenskabelige skoler - strukturalisme, poststrukturalisme, dekonstruktion, reader-response-reception (hvorledes opfattes teksten individuelt hos læseren), og endog de gamle skoledrenge fra min gymnasietid, amerikansk nykritik, marxistisk metode og biografisk fortolkning.

Man kan ikke bebrejde hende, at de større problematiske felter, aspekter og videnskabsteoretiske diskussioner i så henseende forbigås med en velskreven hurtighed. Bogen er positivt skrevet til folkeskolelærere, ikke til Kloge Åge og hans søster på Institut for litteraturvidenskab.


Men bogen er i mine øjne også problematisk på væsentlige punkter i sit eget sigte. F.eks. er dekonstruktion ikke bare en destruktiv ophævelse af al mening i en given tekst, men OGSÅ kun en ekstrem form for nærlæsning, der hele tiden stryger teksten mod hårene og fremlæser andre intentioner end de oplagte og vedtagne.

Endvidere tager Skardhamar f.eks. fat på Jacques Derridas omdiskuterede begreb - logocentrisme. Hvilket meget kort sagt vil sige, at siden Platon har det talte ord altid haft forrang for det skrevne. I og med at man har bestemt dette som mere autentisk, oprindeligt og ægte.

Faktisk lever vi i et land, hvor Grundtvig har gjort en sådan opfattelse til en særlig nationaldogmatisk specialitet. Udtrykt i devisen det levende ord - hvor den negativt morbide modsætning latent er - den døde skrift! Derridas teori er langt mere indviklet og omfattende end min nedkogte Maggiterning. Og Skardhamars.

Men at antyde sådan en opfattelse synes problematisk i en folkeskoleklasse, som trods alt også skal lære at formulere sig på skrift og altså samtidig sættes ind i en kompliceret teoridannelse om forholdet mellem at tale og at skrive i Vestens kultur. Er det ikke for meget, for tidligt og for forvirrende?


Ironisk lever Skardhamar selv på flere måder op til Derridas kritik af talens logocentriske tyranni. Det kan og skal forsvares at prioritere samtalen over en tekst mellem lærer og elev, det kalder Skardhamar for analysesamtaler, og det er evident en betydningsfuld del af den pædagogiske interaktion i enhver time. Men på lige fod, læreren er jo professionel, eleven en amatør?

Skardhamar synes med visse danske pædagoger at opskrive en slags lallende ligeværdighed, hvor lærer og elever møder hinanden i et herredømmefrit rum. En slags værdirelativismens fortolkningsrum, klasseværelset som en litterær café, hvor melodien er 'anything goes'. Eleven kommer med sin faglighed og læreren med sin, og man hygger sig med hver sit bud på Benny Andersen.

Læg mærke til modeordet faglighed, som stille og listigt i dag dæmonisk træder i stedet for fag. Det fag, læreren rent faktisk er uddannet i og reelt får penge for at bruge. På den måde opstår der det naive paradis, at alle fortolkninger af en tekst sådan set er lige gode, så længe de er opstået i en samtale.

Hvis eleven går videre i gymnasiet eller på hf har hun med i skoletasken, at alt kan siges om et digt, bare jeg har sagt det sammen med en anden eller andre.

Til gengæld kan man så sige, at hun nu og da bliver lige så forfærdeligt konfronteret med en enøjet lærer, som despotisk har en og kun en analysemodel, gerne groft skåret efter Freud, Jung, Marx eller Aage Henriksen. Hvor enhver flagstang er en fallos, enhver folkepensionist en arketype, enhver mand med slips en kapitalist og enhver tur til Legoland en dannelsesrejse.


Der er som sagt godt at sige/skrive om bogen. Men dens kerne er diskutabelt interessant. Anne-Kari Shardhamar forsøger snildt at parre litteraturpædagogik med litteraturvidenskab. Det gør hun med en række nyttige og praktiske eksempler i anden halvdel af bogen.

Men samlejet er ikke gennemført vellykket. Der mangler kærlighed til andet end det oplagte favntag. Til litteratur som andet end analytisk (samtale)emne og en vej til tidens mest vederstyggelige modebegreb - læring. Så noget helstøbt barn er der i hvert fald endnu ikke kommet ud af elskoven. Selv med en sympatisk jordemor som Skardhamar.

PS Til trøst - dette er skrevet af en vantro, som mener, at al litteratur, der er værd at læse, også er totalt upædagogisk. Og stort set er skrevet for at forføre amoralsk, give euforisk forvirring, sætte spørgsmålstegn ved din sandhed og gøre verden et bedre kaotisk sted at være. Kort sagt gøre sin læser til et fragmenteret helstøbt menneske!

Prøv Politiken i 30 dage for kun 1 kr.

Få adgang til hele Politikens digitale univers, og læs artikler, lyt til podcasts og løs krydsord.

Prøv Politiken nu

Annonce