Hvor meget fylder en fluelort i universet? Man behøver ikke at være særlig kendt med astrofysikkens love for at svare korrekt: forsvindende lidt. Men hvis fluelorten er Vollsmose, og universet er medierne, vil det rigtige svar derimod lyde: foruroligende meget. Massevoldtægter, bandekriminalitet, politibetjente, som frygter at patruljere i området, og palæstinensere, der jubler over terrorangrebet 11. september - det er nogle af de indtryk, man som fjernsynsseer og avislæser får af den berygtede bydel. Vidste man ikke bedre, skulle man tro, at det drejede sig om Belfast eller Gaza. Heldigvis véd man bedre - ikke mindst takket være Jørgen Flindt Pedersens aktuelle bog 'Drengene fra Vollmose'. Her udfordrer den garvede journalist og tidligere direktør for TV 2 effektivt den medieskabte kliché om 'virkeligheden' i Vollsmose - et forehavende, som også rummer et element af kritisk selvransagelse. Projektet, som i disse dage også kan opleves i tre udsendelser på TV 2, tager afsæt i en 10.-klasse fra Humlehaveskolen, som Flindt Pedersen fulgte i tykt og tyndt fra foråret 2000 og et år frem. At det vitterlig går hårdt for sig, er der ingen tvivl om. Selv om Flindt Pedersen ikke undskylder de ofte besværlige unge med det naive argument om, at 'sådan er deres kultur jo', får han skildret årsagerne til de mange konflikter på en måde, så selv en Pia Kjærsgaard må få sine islamofobiske stereotyper galt i halsen.
Som abonnent får du 10% rabat i Boghallen samt rabat på et Saxo Premium-medlemskab. Læs mere her.




























