For nylig stod der i det fremragende New York Review of Books en anmeldelse af en ny oversættelse til engelsk af samtlige islandske sagaer. Her blev disse hovedværkers sælsomme blanding af nøgterne kendsgerninger, lyriske naturbeskrivelser og pludselig vold såmænd sammenlignet med stilen hos ingen ringere end Raymond Chandler. Sagaernes utilpassede og heroiske enere med gode og dårlige karaktertræk, Gunnar, Gisle og Egil, mindede anmelderen om Chandlers detektiver og gangstere i 1940'ernes Sydcalifornien. 'A place gone wrong' og ligesom på Island år 1000 stedt i vadestedet mellem en gammel, ærefuld og maskulin westernkultur og en ny dobbeltmoralsk og erotisk moderne virkelighed. I USA plejer man ellers at inddrage Hemingway som parallel i så henseende. Men Chandler er faktisk mere nærliggende, i og med at Hemingway aldrig skildrer en samfundsmæssig helhed og har en lakonisk stil, der langt mindre tager sig tid til hvem der er hvem i historien. Og det er jo ofte denne 'telefonbogs-opremsning' af slægt og navne, der keder mange ved sagaernes episke design. Chandlers personer bliver derimod altid præsenteret med et længere visitkort end Hemingways hurtige skitse.
Breve fra den sidste romantiker
Lyt til artiklen
