0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Breve fra den sidste romantiker

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
ingen
Foto: ingen
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

For nylig stod der i det fremragende New York Review of Books en anmeldelse af en ny oversættelse til engelsk af samtlige islandske sagaer. Her blev disse hovedværkers sælsomme blanding af nøgterne kendsgerninger, lyriske naturbeskrivelser og pludselig vold såmænd sammenlignet med stilen hos ingen ringere end Raymond Chandler.

Sagaernes utilpassede og heroiske enere med gode og dårlige karaktertræk, Gunnar, Gisle og Egil, mindede anmelderen om Chandlers detektiver og gangstere i 1940'ernes Sydcalifornien. 'A place gone wrong' og ligesom på Island år 1000 stedt i vadestedet mellem en gammel, ærefuld og maskulin westernkultur og en ny dobbeltmoralsk og erotisk moderne virkelighed.

I USA plejer man ellers at inddrage Hemingway som parallel i så henseende. Men Chandler er faktisk mere nærliggende, i og med at Hemingway aldrig skildrer en samfundsmæssig helhed og har en lakonisk stil, der langt mindre tager sig tid til hvem der er hvem i historien.

Og det er jo ofte denne 'telefonbogs-opremsning' af slægt og navne, der keder mange ved sagaernes episke design. Chandlers personer bliver derimod altid præsenteret med et længere visitkort end Hemingways hurtige skitse.


I disse år oplever Raymond Chandler i USA både en reel kanonisering som en 'rigtig' forfatter og en renæssance som en af de helt store sprogfornyere og stilsættere udi litteratur.

Kanske Sherlock Holmes har en langt større fanskare end Philip Marlowe. Men Marlowes er til gengæld langt mere kulturel og intellektuel. Så forskellige moderne forfattere, som japaneren Murakami, den angloparkistanske Kureshi, briten Martin Amis og amerikaneren Paul Auster er alle litterære børnebørn af Chandler, hvis ensomme snushane er blevet flere generationers amerikanske rollemodel.

Nu er han repræsenteret i Kongressens bibliotek for nationallitteratur, Chandler er med i samme serie som Mark Twain og Herman Melville. Og en mere seriøs interesse for Chandlers liv og værk er stigende på de amerikanske universiteter.


De to Chandlerspecialister med hver sin biografi, Tom Hiney og Frank MacShane, har samlet en fremragende bog fuld af Chandlers papirer, fra når han ikke skrev om Philip Marlowe eller drak igennem sammen med en flaske whisky.

Chandler var måske sin tids mest rodløse forfatter. Født i Chicago som søn af en irsk-amerikansk kvækerfamilie i 1888, blev han som skilsmissebarn kastet rundt af sin enlige mor i henholdsvis England, Irland, Canada og USA. Alle steder var han en anden og fremmed. En fattig protestant i det katolske Irland, en amerikaner i London og på den fine kostskole, hans onkel bekostede, en social paria.

Han fik et studieophold i Frankrig og Tyskland, og begge sprog beherskede han så godt, at han korresponderer med sine læsere i de respektive lande på deres modersmål. Han deltog i Første Verdenskrig som canadisk soldat, overlevede med udmærkelse mens resten af hans deling blev dræbt.

Boede med sin mor til dennes død, blev så gift med en smuk, men moden kvinde, gammel nok til at være hans nye mor. Så druk og hor i 1920'ernes Californien, fyret som oliedirektør på grund af skandale, alkoholiseret og arbejdsløs i begyndelsen af 1930'erne og så begynder det forfatterskab, som skulle gøre ham anerkendt først i Frankrig og siden i England, men ikke mens han levede i fædrelandet, USA.


Bogen er en delvis ny samling breve. Der findes allerede to samlinger, hvoraf en kom ud på dansk for en del år siden på forlaget Pinkerton med forord af en anden beundrer, Dan Turèll. I 'The Raymond Chandler Papers' får man bekræftet det indtryk, som allerede ligger i hans romaner.

At Chandler var en uhyre belæst og intellektuel forfatter, som læste sin tids moderne litteratur med nysgerrighed og interesse. Han beundrede Marcel Proust, T.S. Eliot og Hemingway. Men stik imod gængs opfattelse var hans erfaringshorisont mere i samklang med de to første end den sidste.

Chandlers civilisationskritik var kristen-konservativ som Eliots, men langt mere demokratisk, og politisk valgte han side med McCarthys venstreorienterede ofre den gang i 1950'erne. Dog ikke så meget, at han råbte heftigt op, da man smed hans beundrede læremester, Dashiell Hammett i fængsel for ikke at ville sladre om andre.

Chandlers stil fornægter sig ikke i brevene. Han er på en gang en senromantisk billedmager, især omkring kvinder og kærlighed. Og så samtidig en poetisk begavelse - han skrev digte i sin ungdom - med rim og rytme på den ironiske smerte, den rappe replik, den skæve sammenligning og så den hyperboliske metafor, den grænseoverskridende overdrivelse, han gjorde til sin helt egen og stadigvæk uoversættelige specialitet.


Chandler var et gennemført ensomt menneske. Ingen venner ud over fyldte flasker og slet ingen børn og efter konens død, ingen ny kæreste. Derimod pinlige drukture med bl.a. Ian Fleming i et London, som til sidst beder ham om at sove branderten ud hjemme i USA.

Efterfulgt af en endnu mere pinlig 60-årigs forsøg på at score alle de raffinerede duller, som egentlig kun findes i hans egen fantastiske fiktion. Men det blev ikke til meget kærlighed, eller det som ligner, for en mand, som kun i de sidste to en kvart roman gav sin antihelt et par engangsknald og et problematisk ægteskab.

I sine breve jamrer han, men med maner, trods alt bar han sin skæbne som malplaceret og frændeløs anglofil amerikaner med en hårdkogt mine, plaster over et åbent sår og syet op på et guddommeligt sprog.

Og det er vel det, som er hans modernistiske adelsmærke i forfatterskabet: neden under de smarte bemærkninger, plottets spændende labyrint og myten om den moderne helt at skildre modernitetens omkostninger for den sidste romantiker.

Sjælens ubodelige ensomhed i blød hat og slidt trench coat, som i forventning om et sidste inderligt kys, kun får et knojern i kæften.