0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Statsmandens livsløgn

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
ingen
Foto: ingen
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Hvorfor gik Krag af 3. oktober 1972, og hvorfor gik hans liv derefter i opløsning frem mod hans tidlige død små seks år senere?

At det ikke altid er sjovt 'bagefter' for store mænd og kvinder, er indlysende. Den intensitet og bekræftelse, der knytter sig til magt og status, kan være svær for selv det bedst tilrettelagte otium at leve op til.

Alligevel er det sjældent at tiden 'efter' kan aftvinge den store interesse i en politisk biografi. Man vil gerne have slutningen med, men den behøver ikke fylde så meget.

Anderledes med Krag.

Hans afgang kom som en fuldstændig overraskelse, og den kom efter hans største politiske sejr - jaet til EF. Ikke nok med det. Hans position i Socialdemokratiet var uantastet, og han kunne være fortsat som landets ledende politiker i et tiår eller mere.

Takket være Lidegaards adgang til hans dagbog ved vi nu, at hans afgang ikke var resultatet af en pludselig indskydelse eller den foregående tids slitage. Den havde dybe rødder tilbage i tiden, ja, den havde faktisk været en overvejelse, nærmest en drøm for ham, næsten lige så længe som han havde været i politik.

Og alligevel - eller måske netop derfor - gik det galt. Det viste sig, at han ikke vidste, hvad han skulle bruge friheden til. Tomrummet blev udfyldt med drikkeri, og han kom så tæt på en fuldstændig social déroute, som det vel er muligt for en forhenværende statsminister.

Ansvaret for nedturen var hans eget. Selv om han måske var skuffet over ikke at blive taget mere med på råd, så blev han ikke dårligere behandlet på det punkt, end det altid er tilfældet (eller end han selv behandlede forgængeren Viggo Kampmann).

Han fik gode tilbud - ved Aarhus Universitet og som EF-ambassadør i Washington, for blot at nævne de to, der blev til fuldtids-job. Men han formåede ikke for alvor at udfylde dem. Han var i krise og valgte at lade drikkeriet og al den deraf følgende elendighed tage overhånd.


Nedturen sætter mysteriet Krag på spidsen. Hvem var denne mærkelige mand, der regerede landet med stor effekt, men alligevel var eksistentielt utilfreds? Hvem var denne mand, der levede på vulkaner, men alligevel ofte sad ensom tilbage, hvis andre ikke henvendte sig? Hvem var denne mand, der kunne forføre utallige damer, men ikke for alvor få et ægteskab til at blive lykkeligt og varigt?

Bo Lidegaards svar er, at han først og fremmest var en stor politiker, ja, faktisk det nærmeste Danmark i hans tid var på en statsmand. Det skyldes ikke bare resultaterne - velfærdsstaten og EF-medlemskabet - men også metoden; evnen til at forstå den økonomiske substans, fortolke den politisk og opnå resultater på de givne vilkår: bevægelsens og mindretalsparlamentarismens.

Lidegaard fremhæver ikke mindst Krags grundlæggende, diskret gode forhold til fagbevægelsen og hans så at sige i overlegen intelligens begrundede greb om Socialdemokratiet.

Som udenrigspolitiker er Krag noget nær Lidegaards ideal. Han havde sans for sagens kerne, orienterede Danmark rigtigt i forhold til de atlantiske og europæiske realiteter, og spillede sine kort dygtigt uden at lade sig dupere af de store.

I Europa-politikken havde han fat i, hvad der viste sig at være en meget lang ende. Han var den første ledende socialdemokrat, der for alvor så nødvendigheden og perspektivet i EF-medlemskabet, og han holdt fast hele vejen op igennem 1960'erne, da vejen af grunde, der havde meget lidt med Danmark at gøre, viste sig at blive meget længere end forudset.


Bogen rummer dog også præmisserne for en anden konklusion. Fra slutningen af 1960'erne var Krag i realiteten på en politisk chancesejlads, som kun EF-orienteringen gav ballast og mening. Det var faktisk Krag, der mistede de radikales mangeårige opbakning uden at formå at erstatte dem med et andet borgerligt parti.

Det strategiske nederlag, som Krag ikke formåede at afværge, kom Socialdemokratiet og vel også Danmark til at betale en høj pris for. Især fordi det viste sig, at VKR-regeringen i 1968-71 ikke blev et reelt alternativ, men blot videreførte den ekstremt hastige udbygning af velfærdsstaten.

Det svigt medførte, at 1970'erne ikke bare blev et økonomisk, men også et politisk kaos, fordi det eksploderende skattetryk førte til Glistrup.

I lyset af de resultatskabende evner både hjemme og ude, som Lidegaard så overbevisende dokumenterer, får det personlige mysterium yderligere dybde. For det er svært at tro, at Krag ikke ville have været bedre end sin efterfølger til at håndtere de økonomiske udfordringer, som plagede os i 1970'erne og begyndelsen af 1980'erne, og som først Schlüter-regeringen, og senere Nyrup for alvor fik ryddet op i.

Lidegaard gør gældende, at valget af Anker Jørgensen måske ikke var helt så excentrisk, som det så ud. Men man kommer ikke uden om, at Anker, trods sine fine menneskelige egenskaber, ikke rådede over en brøkdel af de lederevner, den handlekraft og det politisk-økonomiske overblik, som Krag repræsenterede.

Lidegaard nævner, at en del af inderkredsen - også blandt embedsmændene - følte sig svigtede, da Krag gik. Men på dette som på andre punkter går han ikke rigtig til biddet. Krag får i sidste ende tilgivelse for både sine menneskelige og sine politiske fejl.

Det skyldes formentlig dels respekt for udenrigspolitikeren og pragmatikeren Krag. Men måske skyldes det også, at Bo Lidegaard via dagbogen er bragt i en position, hvor Krags bombe den 3. oktober slet ikke er nogen bombe, men den uundgåelige og dermed forståelige følge af Krags indre, nedskrevne liv.


Efterhånden som det lange - også for lange - værk, skrider frem, er det som om, vi får mere og mere Krag, og mindre og mindre Lidegaard. Det er dagbogen, der kaster sin lange skygge. Dens fragmentariske, registrerende form smitter selve bogens stil.

I stedet for lange sammenhængende ræsonnementer og kildenære tolkninger - som Lidegaard ellers er suveræn til - får vi mere og mere en kollage. Mange citater, hurtige sceneskift, for få samlede vurderinger. I passager bliver det næsten journalistisk - og det er ikke nogen kompliment, når man ved, hvad historikeren og analytik