Hvorfor gik Krag af 3. oktober 1972, og hvorfor gik hans liv derefter i opløsning frem mod hans tidlige død små seks år senere? At det ikke altid er sjovt 'bagefter' for store mænd og kvinder, er indlysende. Den intensitet og bekræftelse, der knytter sig til magt og status, kan være svær for selv det bedst tilrettelagte otium at leve op til. Alligevel er det sjældent at tiden 'efter' kan aftvinge den store interesse i en politisk biografi. Man vil gerne have slutningen med, men den behøver ikke fylde så meget. Anderledes med Krag. Hans afgang kom som en fuldstændig overraskelse, og den kom efter hans største politiske sejr - jaet til EF. Ikke nok med det. Hans position i Socialdemokratiet var uantastet, og han kunne være fortsat som landets ledende politiker i et tiår eller mere. Takket være Lidegaards adgang til hans dagbog ved vi nu, at hans afgang ikke var resultatet af en pludselig indskydelse eller den foregående tids slitage. Den havde dybe rødder tilbage i tiden, ja, den havde faktisk været en overvejelse, nærmest en drøm for ham, næsten lige så længe som han havde været i politik. Og alligevel - eller måske netop derfor - gik det galt. Det viste sig, at han ikke vidste, hvad han skulle bruge friheden til. Tomrummet blev udfyldt med drikkeri, og han kom så tæt på en fuldstændig social déroute, som det vel er muligt for en forhenværende statsminister. Ansvaret for nedturen var hans eget. Selv om han måske var skuffet over ikke at blive taget mere med på råd, så blev han ikke dårligere behandlet på det punkt, end det altid er tilfældet (eller end han selv behandlede forgængeren Viggo Kampmann). Han fik gode tilbud - ved Aarhus Universitet og som EF-ambassadør i Washington, for blot at nævne de to, der blev til fuldtids-job. Men han formåede ikke for alvor at udfylde dem. Han var i krise og valgte at lade drikkeriet og al den deraf følgende elendighed tage overhånd.