Filosoffen Slavoj Zizek anmelder jeg mest, fordi han er fra Slovenien. Ironisk nok antyder han selv hvorfor, når han fortæller om Vestens projektioner på Balkans barbarer som den sidste legale racisme - legale da de jo er hvide og for så vidt vore egne. Zizek skriver, at vi tiltror og misunder barbarerne et 'privilegeret forhold til objektet' - altså et oprindeligt, ureflekteret forhold til deres begær. Zizek har selv et 'privilegeret forhold' til vestlige avantgardeguruer som Lacan, Derrida og andre, der excellerer i ukontrolleret tågetale og herunder opfatter sig som mestertænkere, der alkymistisk afdækker Sandheden - en også indenlands velkendt karriere for unge mænd, der er kommet med firetoget til hovedstaden via Paris for at dupere og kuppe det hjemlige borgerskab. For tungetale er næsten umulig at kritisere, mens det er ulige sværere at tænke en tanke så klart, at den bliver alment eje allerede inden tryksværten er tør. Zizek slynger om sig med lacanske udtryk som 'Den store anden', 'mestersignifiant', 'den negative andethed', 'fraværets nærvær', 'sandhedens usandhed' osv., der aldrig oversættes, og som ofte blot er ubehjælpsomme, men endnu oftere rent vrøvl, som man kun kan tilegne sig sympatisk eftersnakkende ved at lade sig inficere af denne virus, der forvandler ens hjerne til et parodisk tekstprogram. Myriader af skinkonstruktioner, som hver især kun med største anstrengelse lader sig fastholde mentalt, kædes sammen, ganske som når den drømmende ifølge Freud spinder et ved første øjekast nogenlunde troværdigt handlingsforløb sammen for at dække over de kryptiske drømmetanker. Alt hvad der på nogen vis kan minde Zizek om noget andet, der igen minder ham om noget tredje osv., gøres til lige så mange illustrationer af noget helt syvende, som slet intet ligner. Oveni overser han som Lacan m.fl. helt spørgsmålet: Kan vi levere skygge af bevis for noget af dette?