Forklaringen på, at den nye kirkeminister Tove Fergo så uantastet kan virke som en havkat i et hyttefad, får vi indirekte i Jens Rasmussens nye bog. Enevældens statskirke gled jo nogenlunde intakt over i demokratiets folkekirke, som per definition er en kirke med centralt statsligt styre. Manden, som sikrede enevælden i folkekirken, var Sjællands biskop 1834-54, J.P. Mynster, der dyrkede tanken om en rummelig statskirke med plads til alle, en kirke med fælles lære og styreform, garanteret af en kirkeminister med ret så stor formel magt. Rasmussens nye, lille skrift er et tillæg til hans fine bog fra 1999 om J.P. Mynster, statens teologiske rådgiver, som sammen med juristen A.S. Ørsted, virkede som en slags mægler mellem vækkelsens 'pietister', N.F.S. Grundtvig og J.C. Lindberg på den ene side og på den anden side især biskoppen over Fyn, N. Faber og universitets mand, H.N. Clausen. Udskældt af Grundtvig og gennemheglet af Kierkegaard var Mynster sammen med Faber og Clausen de toneangivende overgangsteologer i tiden 1800-50, en gråzone mellem oplysningstid og grundtvigianisme. Rasmussen vil rehabilitere overgangens mænd og deres syn på ritualer, statens forhold til kirken m.m., eftersom nutidens folkekirke står helt i gæld til dem, mest dog til Mynster. Hans ideal om rummelighed materialiserede sig i en kirke, der er tolerant over for forskellige trosopfattelser (den lille mands tro imod trosaristokratiet), en kirke med en fælles luthersk-evangelisk lære og et ensartet kirkestyre.
Enevælden i folkekirken
Lyt til artiklen
