Hør den lille stær

Lyt til artiklen

11. januar 1906 besøgte tegneren og amatørbiologen Edith Holden en lille skov ved en kanal i nærheden af Warwickshire, hvor hun boede det meste af sit liv. Da hun flyttede på det visne løv under træerne, fandt hun en vild ingefærplante, »der stak sit hvide hylster op af jorden«, som hun skrev med dannet håndskrift i sin dagbog. Hele året 1906 skrev Edith Holden (1871-1920) om sine iagttagelser i naturen i en dagbog, som hun tilmed illustrerede med sirlige, nøjagtige tegninger af oplevelserne - fra januars musvitter og taks til decembers gærdesmutter og mistelten. Ved siden af sine egne prosaiske optegnelser afskrev hun i dagbogen nogle af de store engelske lyrikeres beåndede naturpoesi. I 70 år lå dagbogen på et loft, før den blev vist til en engelsk forlægger, som fluks udgav den og nok ikke fortrød. For 'Naturdagbog af en engelsk dame år 1906' blev en verdenssucces. I den aktuelle genudgivelse er der ikke sparet på papirkvalitet (groft, råhvidt), og efter knap 100 år er dagbogen stadig aktuel - ja, ligefrem inspirerende. Verden er måske nok en anden nu i mange henseender. Men den båndklædte vandnymfe og den plettede gøgeurt kan man stadig tage på udkik efter. Faktisk kan man dårligt lade være, når man har været i selskab med Edith Holden.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her