Forleden var Carsten Jensen, kendt for sit fremragende essayistiske forfatterskab og sine ugentlige klummer her i avisen, i DR TV, for anden gang siden World Trade Center styrtede, gæst hos Steffen Kretz i DR TV's Søndagsmagasinet. Her gentog Jensen i rollen som '11. september-ekspert' det synspunkt, han fremførte i avisen omkring årsskiftet: Osama bin Laden havde kun ét skud i bøssen, der er ingen grund til frygt, verden er blevet normal igen. Carsten Jensens placering dér i tv-studiet afspejlede en situation, der med jævne mellemrum også opstår på avisredaktioner overalt i verden: behovet for at supplere den traditionelle nyheds- og baggrundsjournalistik med noget mere. Det sker typisk i forbindelse med (eller et stykke tid efter) historiske begivenheder eller hændelser, der på en eller anden måde opleves som afgørende: Murens fald, prinsesse Dianas død, bekendtgørelsen af en fatwa over en forfatter, opstandelsen over en amerikansk præsidents seksualliv etc. I sådanne situationer ønsker aviserne deres dækning suppleret med essayistik. Altså med den form for højttænkning på skrift, ofte af næsten artistisk tilsnit, der evner at sætte det skete i perspektiv på en måde, hvor analyse, eftertanke og personlig anfægtelse smelter sammen. Terrorhandlingerne i USA 11. september 2001 er et typisk eksempel på en sådan essayistikproducerende begivenhed. I Tiderne Skifters nye antologi, der rummer ikke færre end 28 støre og mindre essays og essayistiske kommentarer hentet i udlandet, er både styrkerne og svaghederne ved refleksions- og formidlingsformen meget tydelige. Svagheden består i, at de fleste af skribenterne - Salman Rushdie, Timothy Garton Ash, Susan Sontag, Zygmunt Bauman, Martin Amis, Jean Baudrillard, Umberto Eco, Hans Magnus Enzensberger, Paul Virilio m.fl. - er begyndt at skrive, næsten inden murbrokkerne fra World Trade Center nåede jorden, og at de ikke har en særlig 'faglig' indsigt i det, de skriver deres ikke efter-, men førtanker om.