0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Essayisten som mestertænker

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
ingne
Foto: ingne
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Forleden var Carsten Jensen, kendt for sit fremragende essayistiske forfatterskab og sine ugentlige klummer her i avisen, i DR TV, for anden gang siden World Trade Center styrtede, gæst hos Steffen Kretz i DR TV's Søndagsmagasinet. Her gentog Jensen i rollen som '11. september-ekspert' det synspunkt, han fremførte i avisen omkring årsskiftet: Osama bin Laden havde kun ét skud i bøssen, der er ingen grund til frygt, verden er blevet normal igen.

Carsten Jensens placering dér i tv-studiet afspejlede en situation, der med jævne mellemrum også opstår på avisredaktioner overalt i verden: behovet for at supplere den traditionelle nyheds- og baggrundsjournalistik med noget mere. Det sker typisk i forbindelse med (eller et stykke tid efter) historiske begivenheder eller hændelser, der på en eller anden måde opleves som afgørende: Murens fald, prinsesse Dianas død, bekendtgørelsen af en fatwa over en forfatter, opstandelsen over en amerikansk præsidents seksualliv etc.

I sådanne situationer ønsker aviserne deres dækning suppleret med essayistik. Altså med den form for højttænkning på skrift, ofte af næsten artistisk tilsnit, der evner at sætte det skete i perspektiv på en måde, hvor analyse, eftertanke og personlig anfægtelse smelter sammen.

Terrorhandlingerne i USA 11. september 2001 er et typisk eksempel på en sådan essayistikproducerende begivenhed. I Tiderne Skifters nye antologi, der rummer ikke færre end 28 støre og mindre essays og essayistiske kommentarer hentet i udlandet, er både styrkerne og svaghederne ved refleksions- og formidlingsformen meget tydelige.

Svagheden består i, at de fleste af skribenterne - Salman Rushdie, Timothy Garton Ash, Susan Sontag, Zygmunt Bauman, Martin Amis, Jean Baudrillard, Umberto Eco, Hans Magnus Enzensberger, Paul Virilio m.fl. - er begyndt at skrive, næsten inden murbrokkerne fra World Trade Center nåede jorden, og at de ikke har en særlig 'faglig' indsigt i det, de skriver deres ikke efter-, men førtanker om.


Det er et gennemgående træk ved mange af teksterne, som netop ikke er skrevet af fagfolk med særlig viden om sikkerhedspolitik, terrorisme, konfliktløsning etc., at de rummer et (kort) forbehold, fordi de skrivende rent faktisk ikke aner, hvem gerningsmændene er, eller hvordan USA vil reagere, endsige har andre kendsgerninger end dem, alle andre er i besiddelse af, at forholde sig til.

Selvom den skrivende i en vis forstand altså intet ved, er det samtidig styrken ved flere af teksterne, der, som det ses, er skrevet af the usual suspects, at de netop er blevet til på baggrund af den chokoplevelse, som alle andre tv-vidner i verden var del af. Essayisten ved sit fjernsyn bliver, tusinder af kilometer borte fra den faktiske begivenhed, i tv-alderen repræsentant for den eftertanke, der så at sige er mulig på borgerniveau - med den tilføjelse, at folk, som de ovenfor nævnte, er gode tænkere og fremragende formidlere og derfor kan tilføre den fælles oplevelse noget mere.

Af de 28 bidragydere i antologien om den globalt anfægtende begivenhed er der kun to kvinder og kun en lille håndfuld skribenter fra den islamiske verden, folk der typisk er bosat i London eller Paris. Resten af skribenterne er vesterlændinge, amerikanere, englændere, franskmænd, tyskere, spaniere. Mange af dem skriver på forskellig vis om nøjagtigt det samme: den åbne vestlige livsforms sårbarhed og behovet for amerikansk selvransagelse (hvorfor hader de os så meget), nødvendigheden af at folk på tværs af kulturer og religion lærer hinanden at kende og så videre.

De fleste rider velkendte kæpheste: Franskmændene, med Baudrillard som den værste, byder på ordrige, associativt springende tekster med en pointeophobning - miltbrand, medier, terrorismen som virus, apokalypse, fascination - som den kendes fra postmodernismens håndbøger, englænderne (Robert Fisk og Martin Amis blandt andre) er nøgterne og konkrete, tyskerne (Peter Schneider, Ulrich Beck, Enzensberger) er analytiske, mens amerikanerne ikke sådan er til at sætte under én hat. Feministen Sontag vender helt efter bogen skytset mod sine landsmænd, det er dem, der er de feje, mens de fleste andre, alle sammen venstreorienterde, raser over præsident Bush af den ene eller anden grund.


Mest relevant er Ulrich Becks betragtninger om en ny fase i det globale risikosamfund og behovet for at gøre Europa til et eksperiment i kosmopolitisk statsdannelse. Mest tredjeverdens-indigneret er Arundhati Roy, forfatteren til 'De små tings gud'. I en stærk, meget faktuel tekst, anskuer hun begivenhederne i USA, i lyset af al den død og ødelæggelse USA og dets allierede har afstedkommet andre steder i verden.

Lige efter hende kommer Salman Rushdie, også inder, med et synspunkt, der kunne være møntet på Roy: »Lad mig gøre det klart, hvorfor de selvretfærdige og rettroende antiamerikanere forekommer mig så inderligt stupide. Terrorisme er mord på uskyldige - og i dette tilfælde et massemord. At retfærdiggøre den slags eksorbitante grusomheder med et angreb på den amerikanske regerings politik svarer til at fornægte grundlaget for al moral, nemlig at individer selv er ansvarlige for deres handlinger. Med andre ord er terrorisme ikke forfølgelse af legitime mål med illegitime midler«.

Efter at have kæmpet sig igennem flokken af (lidt for) velkendte mestertænkere, bliver man slået af, hvor lille logen af internationale opinionsdannere af essayist-tilsnit egentlig er. Og at det ville have lyst op med eftertanker fra mange flere egne af kloden. Den amerikanske forfatter Denis Johnsons overlader det til læseren selv at bruge hovedet, derfor skal han have det sidste ord:

»Vinden er skiftet, og en sur elektrisk røg bevæger sig op gennem kløfterne mellem de høje bygninger, mens jeg skriver dette i New York City, hvor jeg tilfældigvis befandt mig, da angrebet fandt sted. Jeg har nu oplevet to dages krig i Amerikas største by. Men forestil jer en række af sådanne dage, en række dage der bliver til år. År hvor eksplosioner lægger alle store bygninger ned, indtil de sidste er styrtet sammen, eller det er spild af ammunition at bombe den sidste væk. Forestil jer mennesker, som allerede har oplevet, hvordan sådanne år er blevet til årtier - forestil jer deres korte liv, som udelukkende består af dage som dem, vi netop har oplevet i New York«.