Efter mange års intenst had til Dansklærerforeningen og al dens væsen gør det ondt at måtte indrømme, at den fra gymnasietiden så afskyede forening faktisk indimellem udgiver noget meningsfyldt. Det gælder for eksempel bogen 'Avisreportagen - fra Cavling til Sabroe', hvor foreningen har udvalgt tyve klassiske danske avisreportager inden for forskellige genrer.

Her kan man stifte bekendtskab med såvel klassikere som Cavlings 'Eksplosionen' fra Dags-Avisen 20. maj 1882 som nyere perler i stil med Claes Kastholms blændende reportage til nærværende dagblad om urolighederne 18. maj 1993 på Nørrebro. Har man ikke læst artiklerne før, giver de et skægt billede af både de begivenheder, der skildres, og tiden, de blev skrevet i.

Tag f.eks. Cavlings 'Paschaen har Ordet' fra krigen mellem Grækenland og Osmannerriget i 1897, hvor de såkaldte 'insurgenter' får disse ord med på vejen: »Det er brunrøde, halvnøgne banditter, der ser ud til at kunne myrde ved desserten ... Vilde og lodne skyder de op af Jorden overalt mellem Thessaliens Bjærge«.


Men det er ikke kun sprogbrugen, der har skiftet karakter, også substansen i artiklerne afspejler på godt og ondt datidens samfund.

Her er beretningen om Jens Nielsens henrettelse i Horsens i 1892 et typeeksempel. Ud over at halshugningen understreger det tvetydige i den nuværende forargelse over denne type straffe i andre lande, illustrerer artiklen datidens helt utrolig formynderiske tankegang.

Nærmest i en bisætning nævnes således, at den dødsdømte Jens Nielsen flere gange har spurgt sine vogtere, om der er kommet brev fra hans søster i Jyderup. Hver gang er svaret nej, ikke så overraskende, eftersom det brev han skrev til hende året før ganske enkelt er blevet tilbageholdt af overinspektøren, fordi det »ikke indeholdt andet end de raaeste Skældsord mod Gud og mennesker«. Så Jens måtte dø alene.

Bogen indeholder også udmærkede, mere nutidige eksempler på reportager, fra Roskildekatastrofen til Peter Lundin, men det er helt ubetinget de gamle artikler, der er sjovest. Og så glemmer man næsten irritationen over de evindelige forklarende noter.