0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Voltaire i fuld overstørrelse

Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Myterne yngler omkring genier af Voltaires kaliber. Min yndlingsanekdote er den om hans dødsleje i 1778. En tilkaldt præst skal give den 84-årige den sidste olie og opfordrer ham til at forsage djævelen. »Mon Père«, svarer Voltaire, »dette er ikke tidspunktet til at skabe sig nye fjender«.

Men fjenderne blev ved at komme myldrende, også efter hans død, og da oplysningen blev afløst af romantikken, fik han ry som djævelens advokat. Ikke mindst hertillands har han siden haft en påfaldende dårlig presse, især som filosof og samfundskritiker. Hans afsæbning af fordomme og hans ironisk-frivole stil forargede Højskoledanmark, og det blev ikke just bedre, da han blev ledestjerne for Georg Brandes' moderne gennembrud.

Den bedste bog om ham på dansk er stadig Brandes' store monografi fra 1916-17. Den er diskutabel, men skrevet med den gamles mest ungdommelige ildhu. På den baggrund er det en litterær begivenhed, at vi nu får vores første Voltairebiografi i 84 år - jeg ser bort fra dr.phil. K.F. Plesners trykte radioforedrag fra 1965.


Hvis man vil konkurrere med Brandes, skal man stå tidligt op. Leif Nedergaard var snarere manden, der arbejdede til sent. Som formidler når han ikke Brandes til knæbukserne, men han var en stor kender af 1700-tallets litteratur- og idéhistorie og en energisk oversætter af både Diderot, Rousseau og Voltaire, og han har tilsyneladende arbejdet på bogen op til sin død i 1995.

Det viser brugen af nyere biografier og kildeudgaver. Kronvidnet, selve lovens tavler for Nedergaard, er den britiske litteraturforsker Theodore Besterman, grundlæggeren af Institut et Musée Voltaire på dennes gamle ejendom Les Délices i Genève.

Nedergaards bog er, ligesom Brandes', et portræt i - om jeg så må sige - fuld overstørrelse med Liv & Værker behandlet under én synsvinkel, i den angelsaksiske Life and Letters-tradition.

Nedergaard beretter om hans ydre liv: uddannelse, rejser, økonomi, hans litterære projekter og polemikker, teatertriumfer og -nederlag, hans konflikter med forlæggere, censorer og myndigheder - som kontroversen med den skidtvigtige junker Rohan, der sendte ham i Bastillen og videre til England 1726-28.

Eksilet blev afgørende for formningen af de liberale ideer i hans 'Filosofiske breve om englænderne' (1734) - og for det, der næsten var det mest kontroversielle ved den: den direkte stil med journalistisk bid, der gjorde samfundskritik spiselig for et farligt stort publikum.


Nedergaard skitserer Voltaires baggrund i Ludvig XIV's og Ludvig XV's tid, lige reaktionære og bigotte regimer, hans tilknytning til det frisindede adels-miljø af libertinske epikuræere, hans venskaber og fjendskaber i de store familier, på godserne, i palæerne og salonerne og lejlighedsvis ved hoffet - hele det miljø, hvor han boltrede sig som en delfin i sit rette element.

Vi hører om mandens sygdomme, inklusive de indbildte, for ligesom Holberg og andre følsomme intelligenser var Voltaire en megahypokonder. »Ved sin fødsel medbragte han kun et åndepust af liv«, skrev han i en selvbiografi. Han var et svageligt barn, men overlevede de fleste af sine fjender - til det sidste, triumfen på Comédie-Francaise i 1778, spændt som en stålfjeder af ambition og opfindsom frækhed.

Nedergaard gør meget ud af Voltaires kærlighedsliv. Både den han ikke fik i sin isafkølede barn- og ungdom og på jesuitterkollegiet, hvor munkene 'sodomiserede' ham, og den han siden fik, om end tit i frustreret form.

Meget i første fase inviterer til psykoanalytisk tolkning, f.eks. som baggrund for hans senere indædte kirkekamp. Den slags afskyer den vrisne rationalist Nedergaard, men han tegner en nuanceret psykologisk profil af Voltaire og af det personlige brændstof i flere af hans værker.


Et hovednummer også i denne biografi er Voltaires dramatiske forhold til den 12 år yngre Marquise du Châtelet, der efter at have aftjent sin ægteskabelige pligt - to børn med marquis'en - kastede sig åbent ud i sine lidenskaber: opera, filosofi, naturvidenskab, hasardspil og mænd. Helst berømte mænd.

Det sidste blev hendes - og Voltaires - skæbne, for hun blev gravid med den ti år yngre officer og skønånd Saint-Lambert og døde i barselseng, 43 år gammel.

Voltaires amour var kendt i hele Europas litterære republik - herhjemme bragte 'Nye Tidender om lærde Sager' hans sørgedigt over markisen i oktober 1749, seks uger efter dødsfaldet.

Feminister af begge køn har hyldet den lærde dame som intellektuel pioner. Nedergaard er i totalidentifikationen med sit idol iskold over for »den ham meget utro markise«. Hun tegnes som en doven, spille- og elskovssyg amatør, der skrev en komisk afhandling om 'Ildens natur' og selv legede med ilden.

Saint-Lambert kaldes »en hul charmør«, der senere stjal Rousseaus elskede, og Nedergaard ser med hovdrystende overbærenhed på Voltaire, der dækkede markisens gæld, anmeldte hendes forvirrede skrifter og dansede efter hendes luner, men dog - heldigvis - diskret trøstede sig med sin niece.


Selv bildte Voltaire sig ind, at de 16 års kærligheds- og arbejdsfællesskab med markisen var et højdepunkt i hans liv - og hendes utroskab og død Det Store Fald. For den kontrære Nedergaard er dødsfaldet snarere en lykke. Befriet for hendes pylren og »restriktive overvågen« kunne hans spiritualitet, produktivitet og intellektuelle mod for alvor blomstre op.

Der er lidt om snakken. Bogens anden halvdel er historien om Voltaires dramatiske, men frugtbare ophold hos Frederik II ved hoffet i Potsdam 1750-53, de store kulturhistoriske værker, medarbejderskabet ved d'Alemberts og Diderots encyklopædi, polemikken med Rousseau, de geniale filosofiske fortællinger fra 'Candide' til 'Den troskyldige', hvor han tager livtag med tidens eksistentielle spørgsmål om Forsynets eksistens og livets mening, provokeret af jordskælvet i Lissabon 1755 med dets 25.000 ofre som klodens indlæg i den løbende livsanskuelsesdebat.

Op mod disse vindstød af pessimisme mobiliserer Voltaire en ny type intellektuel aktivisme, da han fra 1762 går i aktion for de reformerte familier Calas og Sirven, der er ofre for katolsk dogmatisme og barbariske justitsmord. Voltaires kampagner, der efter års tovtrækkeri ændrede fransk retspraksis, skabte begrebet 'den offentlige mening'.

Hans oprørske ideer bredte sig bl.a. gennem polemiske skrifter som de to genistreger 'Afhandling om tolerance' (1763) om religiøs fanatisme op gennem historien og 'Filosofisk håndleksikon' (1764) - et lomme-opslagsværk med 73 nøgleord, ordnet alfabetisk fra abbed til tortur og tyranni som resumé af hans filosofi og som modgift til fanatisme, fordomme og overgreb.

Voltaires poetisk-politiske raptus fik udtryk i en kanonade af afhandlinger, satirer, pamfletter, bibelkritik og fortællinger, hvor han legede med sine påtagne identiteter, spillede kispus med myndighederne, der chikanerede ham og brændte hans skrifter, bekrigede forlæggere, der piraterede hans bøger, og modstandere, der stjal og forvanskede hans manuskripter for at skade ham.

Alt af ham gik som varme hveder i piratudgave og blev spredt illegalt Europa rundt, men han var også den praktiske farmer, fabrikant og forretningsmand, der tjente så godt, at han 1758-59 kunne købe godserne Tournay og Ferney - nær ved den schweiziske grænse, hvor han i nødsfald kunne slippe i helle - og yde lån til godsejere og kurfyrster med lommesmerter.


Nedergaard har det meste med, selv om bog