Siden debuten i tresserne har Susan Sontag indtaget en noget kompleks rolle på den intellektuelle scene. For 'de radikale' var hun ikke radikal nok, for akademikerne var hun ikke akademisk nok, og for feministerne var hun ikke feministisk nok. Men for Susan Sontag er dét at være intellektuel lig med en plads uden for ikke bare det gode selskab, men selskab af enhver slags. Sontag kom til den intellektuelle verden i 1966, da hendes essaysamling 'Against Interpretation' blev kulttekst for samtidens kunstnere og kritikere. Den markerede et brud med den kreds af New York-intellektuelle, der som Lionel Trilling mente, at kunsten var til vort eget bedste, og at følgelig kun dét var kunst, som virkede moralsk fremmende på betragteren. Men for Sontag, som lod sig inspirere af halvtredsernes kunstnere - Robert Rauschenberg, John Cage, William Burroughs - lod kunsten sig ikke fortolke ud fra et sæt håndfaste kriterier, ligesom den ikke lod sig stede til hvile blandt moralske kategorier. Det er denne kunstens 'nye sensibilitet', som Sontag mente, at også kritikken skulle lade sig inspirere af. I stedet for som de gammeldags humanister at fortolke kunstværket ud fra et dybdeperspektiv, hvor sandheden af værket søges bag ved eller under overfladen, opfordrede Sontag sine kollegaer til at tage værket netop på overfladen og bedømme det ud fra egne, æstetiske præmisser. Når de moralske, underliggende værdier skrider ud af kunsten, er der kun overflader tilbage, og det betyder for Sontag - og hele den postmoderne tradition, som fulgte i hendes fodspor - at der ikke længere er forskel på god og dårlig, på høj og lav. Som en af de første intellektuelle tog Sontag sig derfor seriøst af film og andre af massekulturens visuelle udtryksformer. For seriøs og intellektuel er hun, ingen tvivl om det, og hun har siden halvfjerdserne kæmpet imod postmodernisternes favntag og hævdet politisk engagement og etisk ansvarsbevidsthed. Denne ambivalens mellem overflade og alvor hos Sontag kan spores helt tilbage til et af hendes første essays, 'Notes on Camp', hvor hun på en og samme tid hyldede og tog afstand fra den ironiske smag for det usmagelige.