0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Den intellektuelles storhed og fald

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
ingen
Foto: ingen
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Siden debuten i tresserne har Susan Sontag indtaget en noget kompleks rolle på den intellektuelle scene. For 'de radikale' var hun ikke radikal nok, for akademikerne var hun ikke akademisk nok, og for feministerne var hun ikke feministisk nok.

Men for Susan Sontag er dét at være intellektuel lig med en plads uden for ikke bare det gode selskab, men selskab af enhver slags.

Sontag kom til den intellektuelle verden i 1966, da hendes essaysamling 'Against Interpretation' blev kulttekst for samtidens kunstnere og kritikere. Den markerede et brud med den kreds af New York-intellektuelle, der som Lionel Trilling mente, at kunsten var til vort eget bedste, og at følgelig kun dét var kunst, som virkede moralsk fremmende på betragteren.

Men for Sontag, som lod sig inspirere af halvtredsernes kunstnere - Robert Rauschenberg, John Cage, William Burroughs - lod kunsten sig ikke fortolke ud fra et sæt håndfaste kriterier, ligesom den ikke lod sig stede til hvile blandt moralske kategorier.

Det er denne kunstens 'nye sensibilitet', som Sontag mente, at også kritikken skulle lade sig inspirere af. I stedet for som de gammeldags humanister at fortolke kunstværket ud fra et dybdeperspektiv, hvor sandheden af værket søges bag ved eller under overfladen, opfordrede Sontag sine kollegaer til at tage værket netop på overfladen og bedømme det ud fra egne, æstetiske præmisser.

Når de moralske, underliggende værdier skrider ud af kunsten, er der kun overflader tilbage, og det betyder for Sontag - og hele den postmoderne tradition, som fulgte i hendes fodspor - at der ikke længere er forskel på god og dårlig, på høj og lav.

Som en af de første intellektuelle tog Sontag sig derfor seriøst af film og andre af massekulturens visuelle udtryksformer. For seriøs og intellektuel er hun, ingen tvivl om det, og hun har siden halvfjerdserne kæmpet imod postmodernisternes favntag og hævdet politisk engagement og etisk ansvarsbevidsthed.

Denne ambivalens mellem overflade og alvor hos Sontag kan spores helt tilbage til et af hendes første essays, 'Notes on Camp', hvor hun på en og samme tid hyldede og tog afstand fra den ironiske smag for det usmagelige.


Det er ikke svært at se, hvorfor et fænomen som camp volder hende besvær. For på den ene side støtter camp netop undermineringen af skellet mellem høj- og massekultur, som Sontag fra starten havde plæderet for.

På den anden side gør denne nedbrydning af hierarkierne det umuligt for kritikeren at finde et sikkert helle udenfor, hvorfra hun med kritisk distance kan evaluere kulturens former.

Og denne plads 'udenfor' er netop den vigtigste præmis for Sontags definition af den intellektuelle som hende, der uden tilhørsforhold til nogen institution kan kritisere fra et eget, dissentierende punkt.

Siden 1980 har dette punkt rykket sig fra kritikken til fiktionen, hvor Sontag har gjort sig - mere eller mindre vellykket - inden for romangenren. Stor var derfor forventningen, da Sontags forlag kunne meddele, at en ny essaysamling var på vej.

'Where The Stress Falls' hedder den, men i modsætning til Sontags tidligere essaysamlinger mangler denne samling enhver form for eftertryk eller overordnet argumentation.

Bogen er et sammensurium af de lejlighedskritikker - forord, katalogskrifter, interviews - som Sontag har skrevet ved siden af sit hovederhverv som forfatter: i alt 41 korte tekster om billeder, teater, og bøger samt nogle refleksioner over hendes egne tekster og gøren og laden som intellektuel.

I et essay, oprindeligt skrevet som forord til en 1995-udgave af 'Against Interpretation', genlæser Sontag således sine første essays og reflekterer melankolsk over den ironi, der ligger i forholdet mellem samlingens oprindelige intention og eftertidens reception af den.

For det første føler hun sig utryg ved den glidning, hendes essays har foretaget fra margen til centrum i og med hendes pointer, formuleret provokerende op imod den etablerede kritik, blev en af grundteksterne i etableringen af en ny tidsånd: postmodernismen.

Hvad værre er, denne dekadente tidsånd står i skarp kontrast til hendes egen entusiasme og engagement, skriver hun, som kalder nutiden 'nihilistisk' og 'barbarisk'.


Nihilistisk og barbarisk er også situationen hos Vestens intellektuelle, ifølge Sontag. I hele tre essays, der beskriver hendes oplevelser i Sarajevo under belejringen, harcelerer Sontag over den ligegyldighed, de intellektuelle har vist over for den serbiske fascisme, der fik lov at florere midt i det civiliserede Europa.

Sontag, derimod, tog aktivt del i kampen og opførte sammen med en multietnisk teatergruppe Becketts 'Venter på Godot' midt i hungersnød og kugleregn i den belejrede by.

Det er uden tvivl essays som disse - samt hendes seneste upatriotiske indslag i The New Yorkers 11. septembernummer - som har vakt afsmag for Sontags position blandt intellektuelle.

Man mener, at hun på sine gamle dage indhyller sig selv i en aura af selvforherligelse og martyrium, når hun gør den intellektuelle til vidne og kritikken til vidnesbyrd. Den dom har dog mindre med Sontag at gøre end med den tidsånd, hun hjalp til verden, hvor alt er ligegyldigt, og ethvert forsøg på humanistisk virke fremstår latterligt og indbildsk.

Hvis Sontags første essays gjorde hende til intellektuel berømthed på offentlighedens scene, var de således også hendes fald, og hendes seneste skrivelser vidner først og fremmest om denne kamp mod egen skygge.