0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

En svag toer

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
ingnei
Foto: ingnei
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

For 10 år siden udgav religionshistorikeren Mikael Rothstein bogen 'Gud er blå' om de nye religiøse bevægelser. Den faldt virkelig på et tørt sted.

Nu vil Rothstein så gentage succesen med 'Gud er (stadig) blå'. Det havde han ikke behøvet. Den causerende form, som var god for uforberedte danskere i 1991, virker nu, hvor vi har været udsat for lidt af hvert fra både new age, Scientology og folkekirken, snarere som varm luft.

Vi får dog lange konkrete beskrivelser af bl.a. den danske Orgasmens Madonnas Kirke, den italienske Damanhur og deres 'Menneskehedens tempel' og Rael-religionens 'Ambassade' - det sidste et konkret bygningsværk som Kaa'baen i Mekka.

Denne læser forekommer det dog, at Rothstein ved at forholde sig så (påtaget) loyalt til virkelig forskruede hjemmebrændte sekter får kastet et latterlighedens skær over al religiøsitet.


Rothsteins hovedpointe er stadig, at den ene religion er lige så god (læs: åndssvag) som den anden, og derfor skal ingen af dem have særbehandling, blot fordi de er tusind år gamle og har flere millioner/milliarder tilhængere. Også kristendommen og islam er jo begyndt som marginale sekter.

At man undrer sig over, at nogen gider gøre karriere på noget, de tydeligvis har så lidt gehør for, er anmelderens problem, ikke Rothsteins. Hans synspunkt er fuldstændig legitimt og sandsynligvis videnskabeligt frugtbart.

Rothstein får bare ikke meget videnskab ud af det. Hverken overblik over eller kategorisering af religionerne, deres rekruttering, sociologisk/sociale og kulturelle mønstre eller en diskussion af, hvem der har ret til at definere, om noget er en religion.

Hvis alt dette stod i den første bog, undskylder jeg på forhånd. Men hvad skal vi så med den anden? For selv om Rothsteins i bedste fald voltaire'ske synspunkter - (groft sagt) 1: jeg vil forsvare din ret til at være forkert på den, og 2: kirken er undertrykkende hokuspokus - er evigt gyldige, og selv om hans dengang forfriskende kult-relativisme fik vanekristnes væsker (også mine) i kog for 10 år siden, kan den ikke blive ved at provokere.

Hvad der provokerer, nej: irriterer i Rothsteins nye bog er derimod, at han først overdriver og dernæst advarer mod flertallets fjendebilleder af de nye religioner, hvorefter han gentagne gange anbefaler sig selv og sine fagfæller som heltene, der kan redde de vestlige samfund fra misforståelser, kløfter og sågar sammenstød mellem de nye religioner og deres modstandere.

Samtidig dæmoniserer han selv ganske primitivt (og unødvendigt) de nye religioners aktive modstandere (f.eks. i skikkelse af Johannes Aagaard og Dialogcentret). Og han generer sig ikke for at sammenligne europæeres fordomme mod marginale fællesskaber med Kinas autoritære forfølgelse af Falun Gong-tilhængere.


I en nøgtern skildring af alle sekter og religioner uden alders anseelse - hvilket er eksistensberettigelsen for hele Rothsteins projekt - er det om ikke andet metodisk betænkeligt, at han bidrager til latterliggørelsen og undergraver den tilstræbte videnskabelighed med smarthed og ironi.

Hermed ikke være sagt, at de sekter, han beskriver, ikke er latterlige - nogle har da også kun et par hundrede tilhængere på verdensplan - men hvorfor så være helligt forarget over flertallets skepsis?

Bogen trætter ved sine truismer og udsagn, der kunne være sagt med det halve antal ord. Inden en omhyggelig beskrivelse af Princess Di-kulten i England (der virkelig sætter forfatterens relativisme på spidsen) får vi at vide, at:

»Menneskers evne til at ophøje et individ har altså ikke nødvendigvis noget med dette individs egne ambitioner at gøre. I det hele taget synes det, som om mennesker trives bedst med at konstruere deres guder i menneskelig skikkelse. Det er i hvert fald overordentlig almindeligt at fremstille de guddommelige væsener antropomorft, dvs. i menneskelig form. Det kan ske i form af gudebilleder eller malerier (...)«, osv. osv.

Udsagnets manglende præcision er typisk for bogen, hvis analyser ikke kommer ud over markeringer og spilfægteri.

Det kan langtfra udelukkes, at Mikael Rothstein kan arbejde videnskabeligt. Og forskere skal - naturligvis! - ikke være forkyndere. Men hvis Mikael Rothsteins beskrivelser af det religiøse landskab skal have værdi for andet end hans egen værkliste, må han forlade sin drengede begejstring over at blande skæg og snot i omtalen af en religiøsitet, han er stolt af ikke at forstå. Det virker primitivt ved gentagelser.

Bliv en del af fællesskabet på Politiken

Det koster kun 1 kr., og de hurtigste er i gang på under 34 sekunder.

Prøv nu