0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

En kvinde med magt

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
ingen
Foto: ingen
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Indien er kaldt et kontinent med sine omkring 1 milliard mennesker. Med et enormt skel mellem rig og fattig og med en af de laveste gennemsnitlige indkomster pr. indbygger i verden, uanset at der har været en kraftig økonomisk vækst i 90'erne udløst af ikke mindst væsentlige reformer, som gav erhvervslivet mulighed for at udvikle sig.

I de første mange år som uafhængig nation var Indien næsten alene styret af dynastiet Nehru, faren, den karismatiske Jawaharlal Nehru, og datteren Indira Gandhi, der blev en magtpolitiker i Margaret Thatcher-klassen.

Mens faren var premierminister, overtog Indira Gandhi morens rolle ved utallige officielle begivenheder, herunder rejser i udlandet. Hun havde ikke nogen egentlig politisk position, men man anede dog, at hun befandt sig et stykke til venstre for sin far.

Den amerikanske forfatter Katherine Franks velskrevne biografi skildrer den hurtige og dramatiske forvandling af en kvinde på 47 - fra en stilfærdig, på mange måder anonym tilværelse som et appendiks til sin prominente far til et udpræget magtmenneske i rollen som Indiens suveræne leder.

Hun blev premierminister to år efter farens død. Først og fremmest fordi hun var en Nehru, og fordi Kongrespartiets ledere var overbevist om, at de ville kunne styre hende. Men Indira Gandhi havde en ægte populist i sig og blev hurtigt en formidabel retoriker. Talegaverne gav hende en stærk folkelig placering og dermed uafhængighed af sit partis øvrige topfigurer.


Det varede ikke mange år, før hun kunne konstatere: »Indira er Indien, og Indien er Indira«. Denne magtfuldkommenhed var også hendes svaghed, for med tiden gjorde den hende blind ved valg af rådgivere.

Fra at have støttet sig til kompetente politikere og embedsmænd kom hun i de senere år i kløerne på mindre habile typer, herunder en af hendes egne sønner, Sanjay, der misbrugte sin position til personlig vinding, indtil han blev dræbt ved en flyulykke.

Selv førte hun et nærmest asketisk liv og undslog sig gang på gang fra at bruge magtens ydre symboler. Men den politiske magt - den beherskede og udnyttede hun til fulde. Ikke mindst da hun i midten af 70'erne satte Indien i undtagelsestilstand og suspenderede de demokratiske rettigheder og den demokratiske procedure.

Fighterviljen havde hun utvivlsomt udviklet i sin barndom, der var præget af megen sygdom. Som sin tidligt afdøde mor led hun i flere år af tuberkulose og var blandt andet på sanatorium i Schweiz - en tid, der forløb næsten som skildret i Thomas Manns roman 'Troldomsbjerget'.

Lægerne tilskyndede hende til ikke at få børn, men hun afviste dem og fik to sønner. Hendes mand, der også blev politiker, døde allerede i slutningen af 50'erne, men på det tidspunkt havde hun levet adskilt fra ham i flere år, dog uden at lade sig skille.


Katherine Frank konstaterer med rette, at Indira Gandhi trods sin magtfuldkommenhed ikke nåede at sætte sig varige spor, for hun havde tilsyneladende ingen sammenhængende strategi, politik eller vision.

I bogstaveligste forstand følte hun sig efterhånden overbevist om, at hun alene formåede at regere Indien, men retningen - her var hun usikker. På mange måder opgav hun også muligheden for at få sammenhæng i sit private liv. Måske fordi hun ikke havde den nødvendige indre ro.

Katherine Franks biografi har sin styrke i skildringen af Indira Ghandis udvikling i årene frem til farens død i 1964. De sidste 20 år af hendes liv, hvor hun var premierminister i langt de fleste, er svagere, bl.a. fordi Frank ikke synes at besidde de nødvendige analytiske egenskaber.

Derfor bliver for eksempel skildringen af Indira Gandhis økonomiske politik og udenrigspolitik med hældningen til Sovjetunionen svag, ja, næsten intetsigende. Hvorfor var for eksempel Sovjetunionen for hende en så naturlig samarbejdspartner, og hvorfor var den sovjetiske plan- og kommandoøkonomi tiltrækkende for hende og hendes rådgivere?

Men imponerende var denne kvinde - og ikke så lidt skræmmende.

Politiken.dk i 3 måneder - kun 299 kr.

Læs hele artiklen nu

Køb abonnement

Annonce