Yassir Arafat sidder ved midnat i møde med samtlige sine ministre og nære medarbejdere i Gaza. Pludselig ringer telefonen. »Yassir, Yassir«, råber Suha Arafat, »skynd dig at komme hjem, der er tyve i vores hus«. »Nej, Suha, det kan ikke passe«, beroliger den palæstinensiske landsfader sin unge kone, alle tyvene sidder her med mig«. Ovenstående er en ud af 200 palæstinensiske anekdoter og vittigheder, som en palæstinensisk professor i etnologi Sharif Kanaana og en schweizisk journalist Pierre Heumann, i de sidste fire år har samlet og for nylig udgivet i bogform under titlen 'Wo ist der Frieden? Wo ist die Demokratie?' på det schweiziske forlag Chronos. Bogen er ikke en vittighedsbog i ordets bogstaveligste forstand, men en letlæst seriøs bog, der sætter vittighederne ind i den politiske og kulturelle sammenhæng, der har frembragt vittighederne. Således er den ovenstående anekdote tidstypisk for perioden omkring oprettelsen af det palæstinensiske selvstyre. En periode der begyndte med optimisme men hurtigt blev afløst af dyb mistro. Til samme periode hører anekdoten om en norsk delegation bestående af en hund, en papegøje og et æsel, der er blevet sendt på fact finding mission til det nyoprettede palæstinensiske selvstyre. Efter to måneder vender de tilbage til Oslo. »Det var godt vi endelig skulle hjem«, siger hunden, »selvom jeg har styrtet rundt som en gal, er det ikke lykkedes mig at finde et eneste stykke kød i al den tid«. Papegøjen var også glad for at være kommet tilbage: »Det var ulideligt hele tiden, at skulle høre gentaget »vi vil have en uafhængig palæstinensisk stat med Jerusalem som hovedstad, en uafhængig stat med Jerusalem som hovedstad««. Æslet derimod beklager at være blevet kaldt hjem fra Gaza: »Var jeg blot blevet to måneder til, var jeg helt sikkert blevet udnævnt til minister«. Intifada og golfkrig Når tiderne er svære, bliver vittighederne bedre, siger en gammel tommelfingerregel. Og når man læser den imponerende samling i bogen, bliver man overbevist om, at intet er så befordrende for den folkelige ofte meget sorte humor som krig, korruption og dårlige tider. Vittigheder fra den første intifada, der begyndte i 1987 og varede helt frem til 1993, afspejler selvbevidsthed og optimisme. Som historien om to kvinder, der begge skal føde, en egypter og en palæstinenser. Den egyptiske kvinde ligger roligt og tager veerne uden et kny, den palæstinensiske kvinde skriger konstant af smerte. »Se den egyptiske kvinde, hun skriger slet ikke«, formaner lægen den palæstinensiske kvinde, hvortil den palæstinensiske kvinde svarer: »Det er også langt lettere at bringe en mavedanserinde til verden end at føde en palæstinensisk dreng - der kæmper«. Eller følgende bittersøde anekdote: Det israelske militær river et palæstinensisk hus ned, fordi sønnen har smidt sten på soldaterne, men i stedet for at jamre, jubler moderen. Hvorfor jubler du, spørger den undrende israelske officer kvinden. »Fordi nu, hvor huset er smadret, har vi mange flere sten«. Under Golfkrigen, hvor Yassir Arafat modsat alle andre arabiske ledere støttede Saddam Hussein, blomstrede anekdoterne om de forskræmte israelere: Et Scudmissil nærmede sig Vestbredbyen Nablus, kort før den landede råbte byens indbyggere: »Vi er arabere, Vi er arabere«. Raketten forstod, undskyldte sig og satte kurs imod Tel Aviv. Palæstinenserne holder med deres sorte humor ikke hånden over de øvrige arabiske ledere. Således fortæller en anden Golfkrig-anekdote, at Egyptens præsident Mubarak var på besøg i USA, hvor han så, at der på alle døre stod PUSH. Idet arabere traditionelt læser P som B, beordrede Mubarak straks ved tilbagekomsten til Egypten alle døre i landet påskrevet MUBARAK. Håbløshed Umiddelbart havde den palæstinensiske befolkning ikke megen tiltro til deres forhandlere ved de mange israelsk-palæstinensiske fredsforhandlinger. En af de syrligste vittigheder fra denne periode handler om den jubelfest, der skal holdes på Vestbredden, når Arafat vender hjem fra Washington efter det historiske håndtryk med Yitzhak Rabin: Faissal Husseini forbereder en æresgarde og en salut med 21 skud. En betjent fra Hebron - der i de palæstinensiske anekdoter, svarer til Mols - spørger: »Og hvad skal jeg med de øvrige 20 skud, efter Arafat er blevet ramt af det første«. Bogens to forfattere mødtes for fire år siden, da Pierre Heumann, der er mellemøstenkorrespondent for den schweiziske ugeavis Die Welwoche hørte professor Sharif Kanaana, der til daglig underviser på det palæstinensiske Birzeit universitet, gæsteforelæse på Tel Aviv universitet om palæstinensiske vittigheder og anekdoter. De havde oprindeligt håbet at skrive en optimistisk bog om udviklingen af den palæstinensiske vittighed fra intifada til fred. Men virkeligheden blev en anden, og de har derfor måttet tilføje et kapitel om det sidste års intifada, der mere end nogen anden periode behandlet i bogen afspejler håbløshed. Hvorfor sender folk i Hebron deres børn til vejspærringerne for at kæmpe mod de israelske soldater og blive dræbt, spørges i en vittighed. Svaret er, »at det er bedre, at børnene er fugle i himmelen end æsler på jorden«. I denne periode kommer galden over den udbredte utilfredshed med de palæstinensere, der kom til Gaza og Vestbredden fra Tunis sammen med Arafat og som holder høje poster i selvstyret, tydeligere frem end nogensinde. Som når det fortælles, at selvstyreledelsens børn bliver holdt fra at deltage i kampene mod Israel af dyrt betalte personlige livvagter, eller når man referer, at ministeriet for statistik har lavet en undersøgelse over den palæstinensiske mands sexvaner: »60 procent af alle palæstinensiske læger drikker et glas mælk bagefter, 70 procent af sagførerne ryger en cigaret, mens 80 procent af de såkaldte palæstinensiske tilbagevendere rejser tilbage til udlandet, når de er færdige«.