For den palæstinensisk fødte, amerikanske intellektuelle Edward Said er den måde, hvorpå 'vi' i Vesten ser 'dem' i Mellemøsten, formet af en lang tradition af imperialisme. Fra det 19. århundredes faktiske kolonialiseringer til nutidens mediedækning af konflikter i Mellemøsten er de arabiske muslimer blevet set og fremstillet som et mystisk, primitivt og farligt folkefærd. Det er dette billedes entydighed, som Said har forsøgt at rykke ved i sine bøger om Vestens repræsentation af islam og Mellemøsten i såvel akademiske traktater som i de mere populære spalter. Hans bøger er ikke skrevet som et forsvar for islam, men snarere som en kritik af, hvad Vestens billeder dækker, og hvad de dækker over. I 1979 udkom bogen 'Orientalism', som siden er blevet bibel for postkolonialismen (kritisk kulturstudie med øje for magtforhold mellem kulturer, red.). Det var egentlig ikke, fordi der her blev gjort noget nyt i teoretisk forstand, men det var Saids metodiske kombination af den franske teoretiker Michel Foucaults diskursanalyser og den caribisk-algeriske psykiater Frantz Fanons koloniale studier, der gjorde bogen til ledestjerne for litteraturinstitutterne landet over. Hvad Said gjorde var med andre ord, at han satte forholdet mellem øst og vest på diskursens formel, hvilket ingen havde gjort før, men mange har gjort siden. På den måde kunne han afsløre forholdet mellem os og de andre som et forhold, der hviler på en konstruktion - en maskeret magtstruktur - som vel at mærke er forfattet her i Vesten.
Vesten fortæller historien
Lyt til artiklen
