0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Vesten fortæller historien

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
ingen
Foto: ingen
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

For den palæstinensisk fødte, amerikanske intellektuelle Edward Said er den måde, hvorpå 'vi' i Vesten ser 'dem' i Mellemøsten, formet af en lang tradition af imperialisme. Fra det 19. århundredes faktiske kolonialiseringer til nutidens mediedækning af konflikter i Mellemøsten er de arabiske muslimer blevet set og fremstillet som et mystisk, primitivt og farligt folkefærd.

Det er dette billedes entydighed, som Said har forsøgt at rykke ved i sine bøger om Vestens repræsentation af islam og Mellemøsten i såvel akademiske traktater som i de mere populære spalter. Hans bøger er ikke skrevet som et forsvar for islam, men snarere som en kritik af, hvad Vestens billeder dækker, og hvad de dækker over.

I 1979 udkom bogen 'Orientalism', som siden er blevet bibel for postkolonialismen (kritisk kulturstudie med øje for magtforhold mellem kulturer, red.). Det var egentlig ikke, fordi der her blev gjort noget nyt i teoretisk forstand, men det var Saids metodiske kombination af den franske teoretiker Michel Foucaults diskursanalyser og den caribisk-algeriske psykiater Frantz Fanons koloniale studier, der gjorde bogen til ledestjerne for litteraturinstitutterne landet over.

Hvad Said gjorde var med andre ord, at han satte forholdet mellem øst og vest på diskursens formel, hvilket ingen havde gjort før, men mange har gjort siden. På den måde kunne han afsløre forholdet mellem os og de andre som et forhold, der hviler på en konstruktion - en maskeret magtstruktur - som vel at mærke er forfattet her i Vesten.


Hvad det betyder, er for det første, at Vestens opdagelse af Østen (Mellemøsten inklusive) i virkeligheden var en opfindelse, der fra begyndelsen af var motiveret af økonomiske og politiske interesser.

Begyndelsen var slutningen af det 18. århundrede, hvor vestlige videnskabsmænd lagde Østen under lup for at grundlægge studiet af 'orientalisme', mens kunstnere valfartede til den eksotiske Orient for at opleve og senere skrive om livet i det fremmede, jf. Carsten Niebuhr og forsiden af denne sektion.

Det lyder jo uskyldigt nok, at de vestlige intellektuelle ville se og prøve noget nyt, men problemet var, at det gjorde de netop ikke, ifølge Said. Alene navnet - 'Østen' - indikerer, at den side af jordkloden udelukkende blev set i forhold til dens modsætning: 'Vesten'. Hvad sprogforskere og andre humanister mødte på deres vej i Østen var altså ikke noget nyt, men noget de allerede havde defineret hjemmefra: det Andet.

På den måde har Østen ikke haft et ord at skulle have sagt i Vestens opfattelse af den. Under videnskabens maske blev Østen kortlagt og fremstillet i et politisk bestemt hierarki, hvor østerlændinge fik tildelt rollen som de anderledes, de underudviklede og dem med hovederne fulde af røverhistorier.

Den rolle skulle de spille over for Vesten, der til gengæld indtog pladsen som civilisationshistoriens hovedrolleindhaver. At Østen blev skurken, og Vesten blev helten, har ifølge Saids analyser intet med sandhed og social retfærdighed at gøre. Nej, det handler udelukkende om magt, og som kolonisator var det Vesten, der havde magten, og derfor den vestlige stemme, som fortalte Historien.


Hvad Saids analyser også viser er, at de østerlandske 'andre' ikke er så fremmede for 'os' i Vesten, som vi gerne vil gøre dem til. For faktisk er det jo sådan, at uden 'dem', er der ingen 'os'. Det vil sige, at uden 'de onde' kunne Vesten ikke komme til syne som 'de gode', der retmæssigt havde tilkæmpet sig pladsen som verdens overhoved og som tronarving til dens ressourcer.

Det er én af Saids pointer, at Vestens omgang med de tidligere kolonier stadig er præget af orientalisme-diskursen. Det kan have noget at gøre med, at Vesten stadig har behov for at legitimere sin plads som verdens enevældige hersker.

Når amerikanske journalister rapporterer fra Afghanistan for eksempel, er rollerne stadig lige skarpt opdelte mellem de muslimske skurke og de amerikanske helte. Det betyder, at de fleste mennesker i Vesten sidder med et stereotypt billede af muslimeren som enøjet fundamentalist og potentiel terrorist, der alene ved sin tilstedeværelse truer med at bringe verden af lave.

Men det er netop disse stereotypiske billeders funktion at dække over en verden, som allerede er af lave ifølge Said og post-kolonialisterne, der de sidste 20 år har forsøgt at vende billedet om. Hvad deres historier viser er, at ethvert billede, der entydigt skelner mellem de gode og de onde, de kloge og de dumme, kun fortæller halvdelen af historien, og samtidig undertrykker den anden.