Knap var World Trade Centers to tårne styrtet i grus 11. september, før alverdens bogforlag sendte deres overvågningsfly på vingerne. Alle litterære agenter tændte for det infrarøde sporingsudstyr. Opgaven var simpel. Hvor er bogen, der kan fortælle os om terrorismens mystiske hovedfigur, Osama bin Laden, og hans forbindelse til Afghanistans ekstreme Talebanstyre? Hvor er forfatteren, der kan den historie? Det første bip på de litterære overvågningsskærme kom fra Frankrig, hvor Roland Jacquard netop havde udgivet en bog 'I Osama bin Ladens navn' fire dage inden flyene smadrede ind i skyskraberne i New York og Pentagon i Washington. Den blev lynhurtig trukket tilbage og genudgivet, udstyret med et nyt omslag, der fortalte, at her havde man hele baggrunden for bin Laden, Taleban og den globale terrorisme i islams hellige navn. Jacquard er ikke hvem som helst. Han er konsulent og rådgiver for FN's Sikkerhedsråd og Europarådet i spørgsmål om terrorisme og dens bekæmpelse, leder af det franske institut Observatoire International du Terrorisme og et forfatterskab på 15 bøger om terrorisme, spionage, militærhistorie og politik bag sig. For tre år siden udgav han den mest autoritative bog om 1970'ernes store terrorist Carlos, der sidder fængslet på livstid i Frankrig. Dokumentation Forfatteren har en omfattende dokumentation bag sin bog. Han har tydeligt adgang til fortrolige oplysninger, dels samlet i FN, men ikke mindst fra den franske efterretningstjeneste, der traditionelt har gode kilder i den arabiske verden. Det fører et par gange til, at man som læser kniber det ene øje i og lurer på, om det nu er en faktuel oplysning eller en svøbt i trikolorens blå- hvid-røde farver, der afleveres med stor skråsikkerhed. I dag udkommer så bogen, der lynhurtigt er blevet oversat af ikke mindre end fire forskellige. Karsten Fledelius har i et efterskrift trukket linjerne op efter terrorangrebene i New York og Washington. Hans efterskrift er dateret 27. november, så man kan ikke sige andet, end at de har haft travlt på forlaget. For det er lidt af en mursten: 384 sider med kilder, dokumentation, illustrationer og registre. Vi får hele historien om Osama, en af de yngste af 25 sønner, som hans far Sheik Mohammed bin Oud bin Laden får med ikke mindre end 11 kvinder. Faren kommer til Saudi-Arabien i 1932 fra Yemen, etablerer en bygge- og entreprenørvirksomhed, bliver gode venner med kongefamilien og får lukrative kontrakter om bygning af moskeer, kongelige paladser og store vejanlæg. Bin Laden Corporation bliver efterhånden et globalt finansimperium, der samarbejder med og investerer i store banker og virksomheder over hele kloden, men specielt i Mellemøsten, USA og Schweiz. Osama uddannes som ingeniør og får sit lille hjørne af familiekoncernen at bestyre. Hans religiøse interesse viser sig i den interesse han har for at bygge smukke moskeer. Men han viser sig også som en dygtig og initiativrig forretningsmand. Her begynder billedet at blive diffust. På den ene side den lidt vege, religiøse puritaner, på den anden side den snu og skånselsløse erhvervsleder, der sikrer sig den ene givtige kontrakt efter den anden og udbygger et netværk af kontakter til de tunge drenge blandt Mellemøstens og Østafrikas økonomiske og politiske ledere. Missionen Efter Sovjetunionens invasion af Afghanistan i 1979 får han så en ny mission i livet. Han sendes til Peshawar i Pakistan for at organisere hjælpen til den afghanske mujahedinbevægelse, der kæmper mod de gudløse kommunister. Med stor støtte fra rige landsmænd og senere også fra USA og Pakistan opbygger han en infrastruktur med skoler, lægeklinikker, flygtningelejre og moskeer til de mange flygtninge og til de kæmpenes familier inde i Afghanistan. Da han senere kommer ind i landet, er han drivkraften bag bygningen af tunnelsystemer i bjergene, der kan beskytte de kæmpende mod sovjetiske bombeangreb. Det er i det hulesystem ved Tora Bora, han i disse dage menes at udkæmpe sin sidste kamp. Da Sovjet trækker sig ud af Afghanistan i 1989 efter en blodig krig, opgiver USA og Saudi-Arabien deres økonomiske støtte til mujahedinerne. Bin Laden vender tilbage, hvor han modtages som en folkehelt. Men han føler, at hans våbenfæller i Afghanistan blev svigtet. Han bliver også mere og mere kritisk indstillet over for det saudiske regime med dets korruption og vilde luksus for eliten. Jacquard dokumenterer overbevisende, hvordan bin Laden med støtte fra radikale islamister fra Egypten, Sudan, Syrien, Algeriet og Libanon opbygger sit Broderskabets Netværk, der bliver til al-Qaeda. Og hvordan de metodisk udvikler deres strategier til bekæmpelse af kristne og jøder og 'forræderne' i den muslimske verden, først og fremmest det saudiske kongehus. Kræver kongens afgang Det store jordskælv i hans tilværelse kommer, da USA rykker ind med tropper i Saudi-Arabien som optakt til Operation Storm, krigen mod Irak i 1990. Tilstedeværelsen af 'vantro' soldater på hellig islamisk jord oprører unge bin Laden, specielt da de ikke trækkes ud af landet igen efter krigen, men bliver fast stationeret på baser i den nordlige del af landet. 3. august 1995 udsender bin Laden et kommuniké i form af et åbent brev til den saudiske kong Fahd: »Dit kongedømme er intet andet end et amerikansk protektorat, og hvad dig selv angår, er du Washingtons støvlehæl«, skriver han og kræver, at kongen går af. Det er så stærke ord, at han får frataget sit statsborgerskab. Det mest spændende ved bogen er den minutiøse gennemgang af de formelle og uformelle bånd, der eksisterer mellem de radikale muslimske organisationer og al-Qaeda. Der er forbindelser til FIS, den algeriske terrorbevægelse, til det andet algeriske oppositionsparti GIA, til Hamas og Islamisk Jihad i Palæstina og til organisationen af samme navn i Egypten. Og først og sidst hans symbiotiske forhold til Taleban og dens enøjede leder mullah Omar. Selvmordsbomber Jacquard nedfælder ikke blot de mange attentater, selvmordsbomber og andre aktioner, vi har været vidne til gennem de sidste 10-15 år, men fortæller også om flere, hvor politiet fik bremset bombemændene i tide. Det australske politi afslørede op til OL 2000 i Sydney, at en afghansk gruppe havde planer om et attentat på den australske atomreaktor ved Lucas Heights. Der bor omkring 15.000 af afghansk oprindelse i Australien og i dette miljø opererede bombemændene. Optrevlingen førte til, at Afghanistans sportsfolk blev udelukket fra legene. De australske myndigheder fastholder, at bin Laden var involveret i dette attentatforsøg. Det er ikke blot USA, der ser den skæggede islamist bag alle terrorhandlinger. Jaquard gennemgår også det omfattende materiale, der viser i hvor stor udstrækning al-Qaeda har arbejdet på at skaffe sig kemiske, bakteriologiske og nukleare våben. I den aktuelle situation er det værd at notere, at bin Laden har haft besøg af to gamle Stasi-agenter fra det tidligere Østtyskland, der er eksperter i at placere kemiske og bakteriologiske giftstoffer i granater. De skal have opholdt sig i otte måneder i lejrene omkring Tora Bora. Her skal man have lavet forsøg, hvor flere forsøgspersoner omkom. Er det korrekt, kan det måske forklare, hvorfor fremrykningen i disse dage går så langsomt. Russiske kilder har også erklæret, at bin Laden har hyret tidligere russiske Spetsnaz-elitesoldater, der er uddannet til sabotageaktioner. De skulle også opholde sig i området. Afmagten Roland Jacquard har samlet nok materiale til mange og lange studier i den islamiske terrorisme og dens baggrund. Man får et godt indtryk af den fornedrelse, den følelse af afmagt over for tabte muligheder, der får unge muslimer fra vidt forskellig baggrund til at slutte sig til al-Qaeda og lignende ekstreme grupper. Det er bogens værdifulde bidrag til debatten. I den danske oversættelse må man så affinde sig med en noget hakkende og tungt læselig tekst indimellem. Og trods et omfattende net af kildehenvisninger bliver den omstændelig at finde rundt i for den læge læser. Bogen står og falder med, om man tør tro på forfatteren. Hans akkreditiver er i orden. Men som sagt så sniger der sig nogle oplysninger fra franske kilder ind, som man kan frygte er vægtede på gallisk facon. Og et godt råd: Efterretningsrapporter, selv med det tungeste hemmelige stempel på forsiden, er stadig skrevet af mænd og kvinder, der kan fejle. Så selv om bogen kun kan anbefales for alle, der vil søge forståelse for, hvad livet efter 11. september indebærer, så er det anbefalelsesværdigt at tage mere end et par gran salt med i læsekrogen.
Som abonnent får du 10% rabat i Boghallen samt rabat på et Saxo Premium-medlemskab. Læs mere her.




























