0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

En vital højreradikal

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
ingen
Foto: ingen
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

I løbet af det sidste år er tre markante skikkelser på 1930'ernes danske højrefløj blevet grundigt biograferet. Først kom Per Stig Møllers biografi af Kaj Munk og siden Henrik Lundbaks disputats om Dansk Samling, der langt hen ad vejen er en biografi af partiets centrale skikkelse Arne Sørensen. Og i morgen forsvares Hans Bondes disputats om gymnastikpædagogen og højskolemanden Niels Bukh.

Fælles for de tre er uviljen mod moderniteten, hvilket for Munks vedkommende udmøntedes i en civilisationskritik rettet mod de kræfter i det moderne samfund, som truede med at underminere traditionelle nationale og kristelige værdier, mens Arne Sørensen gjorde sig til talsmand for det såkaldte tredje standpunkt og tog afstand fra såvel socialisme som kapitalisme.

Munk og Arne Sørensen var i 1930'erne kritiske over for folkestyre og demokrati; det samme var Bukh, men hvor Munk under besættelsen blev national martyr, og Arne Sørensen fik placeret sig og sin bevægelse i en antifascistisk modstands-kamp, gav Bukh langt henne i besættelsestiden udtryk for synspunkter, der måtte tolkes som positive over for Tyskland og nazismen. Det bragte ham i miskredit og hans sidste fem leveår blev en kamp for oprejsning og for at sikre livsværket, gymnastikhøjskolen i Ollerup.


Hans Bonde kalder sit værk for en politisk-ideologisk biografi - interessant, fordi Bukh ikke var politiker. Og han var ikke ideologisk skribent og ræsonnør som Arne Sørensen. Ganske vist udtrykker han politisk-ideologiske synspunkter af højreradikal karakter i sine breve, men det er ikke tekstanalyser i snæver forstand, som ligger til grund for Bondes billede af Bukh.

Bonde kombinerer traditionel kildeanalyse med en form for kropslig semiotik, hvor kroppens bevægelser tolkes som udtryk for en bestemt æstetik, der bliver knyttet til særlige politiske og sociale idealer.

I analysen inddrages også Pierre Bourdieus habitus-begreb, dvs. den opfattelse at attituder udviklet og indlært på et område også manifesterede sig i andre sider af tilværelsen. Når man i fysisk forstand havde ranket ryggen som følge af gymnastiktræningen, gav det selvtillid og betød, at man var bedre skikket til at se verden i øjnene.

Bukh synes at have været overbevist om, at han gennem den æstetiske formning af elevernes kroppe også kunne udvikle bestemte karakteregenskaber. Resultatet af gymnastiktræningen i Ollerup blev præsenteret for offentligheden i form af store opvisninger, hvor den individuelle kunnen blev underordnet og indpasset kollektive udfoldelser.

Styrke, fællesskab og disciplin var det indtryk, Bukhs masseoptrin efterlod. Hans personlige baggrund var det grundtvigske højskolemiljø. Men hos ham blev 'det levende ord' erstattet af 'den levende bevægelse'. Handlingen erstatter ordet.

I den forstand kom Bukh til at stå som repræsentant for antiintellektuelle idealer, der var karakteristiske for fascismen og nazismen. Ganske vist var der optræden på Ollerup af kongelige skuespillere og verdensberømte kunstnere, men hensigten er at give stedet prestige og demonstrere, at idrætten var ligeværdig med traditionel finkultur.


Iscenesættelsen af de store gymnastikopvisninger, der fra begyndelsen af 1930'erne også indgik i store verdensomspændende turneer, giver let associationer i retning af fascismen og nazismens masseoptrin, og Bukh selv gav da regelmæssigt udtryk for synspunkter, der i hvert fald en overgang var så højreradikale, at nazisme er en nærliggende betegnelse.

På de internationale turneer kunne han gennemskue de russiske Potemkinkulisser, men ikke det nazistiske blændværk. Om Bukh var nazist afhænger, som Hans Bonde noget relativt anfører, af, hvilken nazismedefinition der bruges.

Men beundringen af Hitler varede længe, og det er karakteristisk, at Bukh et stykke inde i besættelsen mente, at kun et Europa under tysk ledelse kunne overleve og blomstre mellem en russisk og en angelsaksisk blok. Hans tanker om en dansk arbejdstjeneste efter tysk mønster og planer om en gigantisk iscenesat fredsfest på dansk grund, når Tyskland havde vundet krigen, gav ham et forklaringsproblem efter 1945.


I de senere år har det ofte vakt opsigt, når det bliver afsløret, at et aldrende respekteret koryfæ har haft nazistiske eller udtalt højreradikale synspunkter i 1930'erne og de første besættelsesår. Problemet er formentlig, at man i dag har svært ved at indse, hvor meget af tidens almindelige tankegods, man finder i nazismen og tilsvarende bevægelser.

Hans Bonde derimod har god forståelse for tingenes kompleksitet. Bukh er et godt eksempel på det modsætningsfyldte. Han kombinerede kristendom med Hitlerfascination uden at indse, at nazismen fundamentalt set var en antikristen ideologi. Til gengæld er der ingen tvivl om, at han troede, at en aktivistisk tyskvenlig politik ville forøge Danmarks muligheder for at overleve som nationalstat.

Når Bukh i modsætning til andre højreradikale i en vis forstand løb linen ud, var det formentlig, fordi han i modsætning til f.eks. kredsen omkring Dansk Samling aldrig fornemmede den forvandling, danskhedsbegrebet undergik i besættelsestiden. Besættelsen gjorde demokrati og folkestyre til en del af dansk identitet, hvad der ikke nødvendigvis var tilfældet før krigen.

Måske ligger noget af forklaringen på Bukhs blindhed netop i, at hans politiske og sociale forestillinger var bundet til en bestemt og på sin vis ekstremt maskulin æstetik. Bukh var stærkt præget af forestillinger, som man betegner som 'vitalistiske'.

Sundhed var ikke alene noget fysisk, den var også noget mentalt, men netop gennem idrætten blev sundheden overført til psyken - 'en sund sjæl i et sundt legeme' for nu at bruge en gammel floskel.


Bukhs dyrkelse af det ekstremt maskuline er interessant i betragtning af hans homoseksualitet, en disposition, som i samtiden netop blev anset for 'usund', og som i øvrigt var stærkt tabuiseret i de landbomiljøer, hvorfra en væsentlig del af hans elever kom.

Han formåede ikke at skjule alle spor, og homoseksualiteten var et ømt punkt, der kunne anvendes af hans modstandere. Bl.a. brugte socialdemokratiske kredse i 1933 homoseksualiteten som påskud til en aktion mod ham, selv om den egentlige årsag var hans udtalte begejstring for Hitler.

Historikerne er i stigende grad begyndt at interessere sig for kroppen, man taler ligefrem om 'body history'. Sociale og arbejdsmæssige vilkår vil i reglen afspejles i kropsudtrykket, men kroppen kan også bruges til iscenesættelse, ikke alene ved kostumering, men også gennem den fysiske udformning.

Æstetikken bliver samtidig set som udtryk for bestemte fysiske og karaktermæssige idealer. Bukhs gymnastik vakte stor interesse i Sydafrika, hvor en styrkelse af 'the white mans body' blev anset for at være af vital betydning for det hvide overherredømme.

Hans Bonde har skrevet en væsentlig bog baseret på interessante nye indfaldsvinkler. Dispositionen er selvfølgelig præget af, at det er en disputats, hvilket giver sig udtryk i et langt teoretisk indledningskapitel, der trods mange væsentlige betragtninger virker påklistret.

Mærkelig rigoristisk er den lange opremsning af nummererede teser, der skal bevises. Det giver bogen et irriterende skolastisk præg, selv om forfatteren, så snart han kommer til de konkrete afsnit og koncentrerer sig om sin historie, skriver aldeles udmærket, spændende og med mange gode pointer.