Han fisker ikke efter private vaner eller religiøse anskuelser, og han prøver heller ikke at tegne afrundede psykologiske profiler på menneskene bag sangene, hvad journalister ellers ofte gør i interview. I sin bog 'Sangskriver' går journalisten Jens Larsen helt anderledes konkret og fagligt i kødet på en række tekstforfattere, der skriver musik på dansk. Hans 11 samtaler med sangskrivere handler først og fremmest om at skrive sange, og klap herfra for det. For ved at koncentrere sig om det emne kommer Jens Larsen ganske vidt omkring i de enkeltes metoder, ideer, inspirationer og resultater og får faktisk også derigennem skildret sider af de medvirkendes personlighed. Samtalerne afbrydes ikke af passager, hvor forfatteren perspektiverer eller konkluderer. Man fornemmer, at journalisten har spurgt til for eksempel skriveredskaber (Bic-pennen forekommer hyppigere end computeren) og personlig motivation. Men det er sangskriverne selv, som har ordet, og de fleste af dem taler lige så præcist om deres arbejde, som en landmand ville tale om afgrøder og avlsdyr. For eksempel får Olesen-Olesen, Jokeren fra Den Gale Pose, Allan Olsen, Poul Krebs, Tobias Trier og Steffen Brandt jordnært formuleret deres stilling i sproget, musikken og tiden. Det er Steffen Brandt, der definerer et godt digt som en tekst, der sætter noget på spil og får læseren »fanget på det forkerte ben«. Den udtalelse kunne også gælde for en del forløb i Jens Larsens interview, når det lykkes at få samtalerne til at korrespondere indbyrdes. Mens man læser, træder navne som Bob Dylan, Peter Laugesen, Dan Turèll, C.V. Jørgensen og Gasolin frem som referencer, mange sangskrivere har tilfælles på tværs af generationer og traditioner. Ærgeligt nok er hverken C.V. Jørgensen eller Kim Larsen med i bogen, som næsten har fravalgt kvindelige sangskrivere. Underligt nok er den eneste medvirkende kvinde Henriette Sennenvaldt fra gruppen Under byen. Det begrænser den ellers rummelige og musikalske bog.