Plat - var det ikke noget, Michael Carøe var sammen med sine drengerøvsvenner dengang i begyndelsen af 90'erne? Jo da, men nu er forfatteren til bogen 'Plat. Al magt til den dårlige smag' - en essayistisk analyse af alt det, vi elsker at hade - heller ikke ude efter de absolut nyeste trends. Informations debatredaktør og hele Danmarks symbolfortolker, Asger Liebst, har fat i rædsler og glansbilleder fra kort- og langtidshukommelsen, spædet op med det ny årtusinds efterdønninger af camp, kitsch og alt, hvad der er i omløb af jævn og hamrende dårlig smag. Fra den stakkels udskældte havenisse over Big Brother og Politikens reklamekampagner til den 'kitschede' PH-lampe trækker Liebst en satirisk tråd. Men ret beset er PH-lampen ikke 'barnlig, skør og farverig', som Liebsts definition på kitschet design lyder, snarere er den vel et udtømt symbol for den gode smag og dermed kønsløs og kedelig?
Som abonnent får du 10% rabat i Boghallen samt rabat på et Saxo Premium-medlemskab. Læs mere her.




























