Han må være glad for katte, den tyske fotograf Hans Silvester, der har samlet godt 400 af sine farvebilleder af de kære dyr i en kilotung bog med den definitive titel 'Kattene'. Og desuden må han være glad for stilren billedkunst. Hans fotos er taget dels på de græske øer, dels i landsbyerne på den italienske Adriaterhavskyst, hvor kattene lever deres eget herreløse liv, og stemningen af sommervarme og tidslommelangsomhed går igen over det hele. Der er få mennesker, kun én bil (på hvis forrude en kat har lagt sig velbehageligt til at sove) og absolut ingen turister. Men især de græske billeder er ofte de rene raffinerede kubistiske studier af trapper og hvidkalkede mure med et hav dybt i baggrunden - og en, to, mange katte i centrum. Solen skinner hele tiden, og der er ingen våde, syge og døde katte. Men der er masser af kåde, myge og søde katte. En feelgood-bog, en rigtig sofabordsidyl, der et øjeblik får min indre kulturradikaler til at rette sig op i sofaen og råbe noget utydeligt om sandhed og socialrealisme ... indtil et overbærende blik fra husets egen kat får ham kaldt til orden. For Hans Silvester siger åbent i det korte forord, der er bogens eneste tekst, at han ikke fortæller hele sandheden om (katte)livet på øerne: »Jeg har skabt mit Katteparadis, som kun findes her i bogen«. Og det er trods alt ikke forbudt for en kunstner at søge skønhed. Burde Thorvaldsen have lavet statuer med åreknuder? Skulle David Hockney hellere male skraldespande i Bronx end svømmebassiner i Californien? Må en kat ikke se dekorativ ud, når den nu gør det? Hvis husets kat ellers gad se på billederne i stedet for bare at snuse til papiret, ville den være tilfreds med alle disse udtryk for kattens værdighed. Den genfindes både i den magelige slummer, i den spindende killingelykke og i de intense øjeblikke med en mus mellem poterne eller en flosset fugl i munden. Det er godt nok. Og al denne herlighed koster mindre end fem kilo kattemad.