Til trods for indgroede danske fordomme har Norge faktisk en smuk tradition for kvalificeret og lydhør seksuallitteratur: fra Eilert Sundts klassiske sædeligheds-sociologi, over mellemkrigstidens Reich-influerede kulturradikalisme (med ild-sjæle som Elise Ottesen-Jensen, Nic & Sigurd Hoel, Ola Raknes og Karl Evang) frem til moderne tid, hvor skikkelser som Thore Langfeldt og Esben Esther Pirelli Benestad faktisk sætter seksualpolitiske dagsordner, hvis radikalitet langt overgår godmodige søslag i den hjemlige andedam. Nu er det vel ikke fair at måle dagens erotiske selvhjælpslitteratur - norsk som unorsk - langs denne fornemme alen, men når nu sammenligningen er antydet, kan jeg lige så godt sige det, som det er: Der er langt mellem de seksualoplysende hovedværker for tiden, og midt i damebladsskribenternes sympatiske jubel-optimisme (sex er bare så godt og så sundt og så sandt), savner man ved gud et blik for senmodernitetens mere tricky sider - en lydhørhed over for verden, som den nu engang tager sig ud fra den ene ende af et nyt årtusinde, hvor kønnet og seksualiteten har fået nye vilkår, nye modsætningsfyldte fjæs. I stedet spises man af med dette evigt kværnende livsstilsdiktatur, denne opslidende blanding af pseudopornografi, lalleglad reduktionisme og klæg erotisk hjemstavnspoesi: Hvor var alting dog meningsfuldt og enkelt, før verden gik af lave - da 'virkeligheden' endnu var virkelig, og man fandt rygrad i køn, kernefamilie og klippefaste seksuelle kategorier.
Sex - jo såmænd!
Lyt til artiklen
