Behovet for selvbekræftelse og trangen til at indgå i et større fællesskab er på den ene side modpoler og på den anden supplerende omstændigheder, både for den enkeltes identitet og et helt lands identitet. Det nationale er derfor mindst lige så kompliceret en størrelse som selvopfattelsen hos det enkelte individ. Tilhørsforholdet til et land betragtet som nation kan betragtes rationelt som i oplysningstidens tradition, og lad os så sige mindre rationelt som i romantikkens tradition. Begge traditioner lever, skønt de er henholdsvis mindst 200 og 150 år gamle. Til oplysningstænkerne hører en ikke særlig kendt dansk filosof, Tyge Rothe, som i 1757 udtrykte den rationalistiske opfattelse af, hvad det vil sige at være en loyal statsborger: »Fædrelandet er det folk, blandt hvilke mennesket lever som borger«. Når et land er et folk, kan mennesket være borger. Modsat romantikernes opfattelse af nationen som betinget af geografi, folkekarakter, stamme, sprog og ånd og den slags.
Inde fra guldalderen
Lyt til artiklen
