Hovedpersonen er den sorte skole i de tidlige 1960'ere, lige før den fik en lidt lysere kulør. Allerede i 1.g traf Nørregård-Nielsen her sin tilkommende hustru, som han hylder i et brus af skjulte citater og særprægede udsagnsord eller bøjninger som sin »godeste« ven. Det tog det værste af gymnasiet, men heldigvis ikke mere, end at det bedste bliver igen: et sylespidst portræt af en skole bestykket med en temmelig falleret flok lærere, der hævnede deres egne skuffede håb på en sagesløs landproletar. Hidtil er det hovedstadens gymnasier, der har måttet stå model for de litterære hævnakter. Ordrup Gymnasium for Sonja Hauberg i 'Syv år for Lea', og Metropolitanskolen for den berømteste latinskoleslagtning, 'Det forsømte forår'. Nu er det så provinsens tur. Ribe Katedralskole er - undskyld, var - lige så sadistisk, lige så upædagogisk, lige så blottet for menneskelighed som sine københavnske pendanter. Det var »et dannelsesgymnasium som de (lærerne, red .) ikke længere orkede at tilføre indhold og engagement«. Så selv om forfatteren ikke lufter større tiltro til den »discountudgave«, der fulgte, betragter han gymnasiets videre udvikling som nogenlunde så betydningsfuld som »dengang de sorte rotter blev fortrængt af de brune«. Hvilket endnu ikke var sket Ribe i 1960'erne, hvor tiden stadig stod stille, mens The Beatles buldrede forbi i det fjerne som et godstog om natten.
Den forsølvede sorte skole
Lyt til artiklen
