Fra jeg var syv til omkring ni år gammel, var der stort set kun en bog i mit liv: Guinness Rekordbog, som jeg til mine omgivelsers store irritation havde lært næsten udenad og ved enhver lejlighed forsøgte at eksaminere andre i. Dengang var bogen lille og tyk, med et billede af verdens største og mindste mand på forsiden. Meget er sket siden da; i dag er bogen i farver, i et langt større og mere blæret format, og med masser af weblinks og muligheder for downloadning af SMS-ikoner og smarte ringetoner. En ting er dog uforandret: Verdens højeste mand gennem tiderne, den stakkels amerikaner Robert Wadlow, der kort før sin død i 1940 var 272 centimeter høj, og vejede omkring 200 kilo. Hvad skal man bruge det til, kunne man fristes til at spørge, og jeg ville være svar skyldig. Men der er noget helt elementært underholdende ved at sidde og bladre rundt mellem alle de forunderlige, og for det meste helt overflødige oplysninger.
Som abonnent får du 10% rabat i Boghallen samt rabat på et Saxo Premium-medlemskab. Læs mere her.




























