På en top-ti liste over de seneste års mest ophidsede offentlige debatter må den om os og dem - danskerne og de fremmede - høre til i den øvre ende. Selv i hjem med vægtilvæg-tæpper og rigtige reproduktioner i glas og ramme kan der falde knubbede ord, når talen falder på hvem og hvad, der gemmer sig bag de to kategorier. Er det udseendet? Sproget? De kulturelle traditioner? Religionen? Eller maden? De spørgsmål har længe været oppe at vende. Meget længe endda. Som kulturforskeren Morten Thing viser i sin nye samling af essays, kan man trække tråde helt tilbage til slutningen af 1840'erne, hvor Grundtvig og forfatteren og redaktøren Meïr Aron Goldschmidt førte en begavet, men heftig pennefejde om indholdet af det nationale. Kunne jøderne, som i Grundtvigs betragtning var et hårdt og rastløst stammefolk på evig vandring, lære at tænke og føle som 'rigtige' danskere? Naturligvis, lød Goldschmidts svar, hverken sproget eller tilegnelsen af litteraturen volder os jo nogen kvaler. Den gamle salmedigter indrømmede, at jøderne som et bogens folk var i stand til erhverve sig slige åndelige kundskaber, men - og dette lille men markerede den alt afgørende forskel - de kunne ikke føle sig som danskere. Som »gæster og fremmede« kunne jøderne ikke for alvor blive en del af den danske ånd. Hvor hårdt de end stræbte efter det, vil deres forsøg forblive en billig imitation af den ægte, dvs. folkelige, danskhed. De jøder som klarede sig godt i samfundet og nød omgivelsernes respekt, var blot ekstra dygtige til at 'abe efter'.
Jødeaber og rigtige danskere
Lyt til artiklen
