0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Underlig frugt

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
ingen
Foto: ingen
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

I bund og grund er det blot en sang. 3 minutter og 23 sekunder af toner og ord. En melodi, der ikke er overvældende iørefaldende, og en tekst, som ved første ørekast bare handler om frugter på træerne i de amerikanske sydstater. Men Strange Fruit er meget mere end blot en populær sang.

Den blev nærmest en signatur for jazzens måske største sangerinde, Billie Holiday, der med sangen så småt åbnede for det opgør om borgerret, der først rigtig begyndte 16 år senere, i 1955, da en sort dame ved navn Rosa Parks nægtede at flytte sig fra de hvides pladser i bussen.

Strange Fruit stak fingrene i et fænomen, der red ethvert sort menneske i de amerikanske sydstater som en mare. De mærkelige frugter, der dingler i sydstaternes poppeltræer i Strange Fruit, er simpelthen sorte mænd, der er blevet lynchet og i enkelte tilfælde brændt af, hvilket var en særlig form for improviseret gadefest i de amerikanske sydstater i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af forrige århundrede.

Havde en efterkommer af de afrikanske slaver forulempet sine hvide naboer, risikerede han at blive klynget op i det nærmeste træ til udbredt underholdning for byens hvide voksne og børn. Flere af tilskuerne iførte sig endda deres pæneste tøj for at gå til lynchning.

Argumenterne for at lynche en nigger var mange, helt ned til at en hvid kvinde havde fornemmet en sort mands lystne blik på sig. Officielle tal siger, at 3833 mennesker blev lynchet mellem 1889 og 1940 - heraf var 4 ud af 5 sorte. Uofficelt er tallet utvivlsomt langt højere.


Lynchningerne var en torn i øjet på nordstaternes intellektuelle, bl.a. den jødiske sangskriver, forfatter og skolelærer Abel Meeropol, der var en del af det kommunistiske miljø i New York.

Historiebøgerne husker ham bedst som manden, der adopterede de to børn, som de kommunistiske spioner Ethel og Julius Rosenberg efterlod sig efter deres henrettelse i 1953, men det var også ham, der omsatte sin harme til en poetisk tekst om sydstaternes sære frugter.

Når ingen i dag forbinder Meeropols navn med Strange Fruit, er det ikke kun, fordi han brugte et kunstner-alias, Lewis Allan, men også fordi han opsøgte Billie Holiday og opfordrede hende til at synge den.

Holiday gjorde sangen til sin egen i sådan en grad, at kun få andre har haft mod til at kaste sig over den. I sin selvbiografi, 'Lady Sings the Blues', hævdede hun endda, at hun selv havde skrevet den, hvilket formentlig er en svipser forårsaget af det årelange heroin- og alkoholmisbrug, der til sidst slog Holiday ihjel.

I det hele taget har Strange Fruit en så farverig og særpræget historie, at journalisten David Margolick ikke har det mindste problem med at fylde en hel bog om den.

Det er ganske vist ikke nogen tyk bog - mest af alt er det en meget lang artikel - men det er dog et grundigt dokument over en magisk, mytologisk sang.


Centrum for historien er det særprægede menneske, Holiday, som ingen rigtig følte sig klog på. Flere vidner hævder, at hun slet ikke forstod, hvad teksten handlede om, og at hun kun gik med til at synge den, fordi hendes nærmeste pressede hende til det.

Meeropol huskede f.eks., at Holiday blot sagde, »hvad betyder pastoral?«, da han præsenterede sangen for hende i 1939.

Helt så tykhovedet har Holiday nu nok ikke været. I hvert fald er Margolicks bog, der ligeledes bærer titlen Strange Fruit, fuld af anekdoter om de stærke følelser, nummeret satte i gang hos Holiday og hendes publikum.

Ofte var der andægtig tavshed på tilskuerrækkerne, når Holiday havde sunget Strange Fruit, og hun sang den altid til sidst i sine koncerter, ganske enkelt fordi alt andet lød ligegyldigt efter den.

Flere vidner fortæller, at Holiday ofte sang nummeret med så stor indlevelse, at det lød som om, hun lige havde overværet en lynchning.

Sådan vrimler Margolicks bog med veldokumenterede og sobert sorterede anekdoter - helt ned til den oplysning, at Mickey Rourke af uvisse årsager sætter Strange Fruit på pladespilleren for at forføre Kim Basinger i filmen, 9½ uge.

Heldigvis indeholder bogen også en cd-single med 'Strange Fruit'. Det eneste man har lyst til, mens man læser bogen, er nemlig at høre nummeret, det hele handler om.

Prøv Politiken i 30 dage for kun 1 kr.

Få adgang til Politikens digitale univers, og læs artikler, lyt til podcasts og løs krydsord.

Prøv Politiken nu

Annonce