Det mest interessante af de ni interview i 'Mod uret' er det med Mogens 'Nivå' Pedersen, der har tilbragt 20 år af sit liv i fængsel. Det abstrakte tidsbegreb får en helt anden hård og konkret karakter, når man er spærret inde. Et træk, amerikanerne har fanget med udtrykket 'doing time', der måske skal oversættes 'at tide'. Der er ikke tale om at slå tiden ihjel men det modsatte: at leve den. Mogens Pedersens stilfærdige overvejelser er lammende læsning. Det er slemt nok at høre om, hvordan man bærer sig ad med at sidde sine år af ved at dele tiden op. Da Mogens Pedersen kom tilbage fra sin sidste springtur, havde han tre et halvt år tilbage. Det er toogfyrre måneder. Af dem tager man først de to måneder, der skal 'ædes'. Så deler man resten op i fire gange ti. Når man er nede på et år og otte måneder deler man op igen, »de næste otte måneder, dem æder vi lige. Så er der et år tilbage, og så er hver dag den sidste af slagsen«. Men det virkelig rystende er, at Mogens Pedersen som et begavet menneske er fuldt ud klar over, at det værste er, at han er den samme, som den han var, da han kom i fængsel for 20 år siden. Hans biologiske tid er gået, han er blevet ældre. Men har ingen erfaringer fået. Han er ikke er blevet modnet, fordi han ikke har haft det ansvar og de udfordringer, man udvikler sig af som menneske. Fængslet er i den forstand ikke først og fremmest en indespærring. Det er en tidsmaskine, hvor ikke tiden, men den fængslede sættes i stå. Det er en hård straf. Og hans triste beretning er hele den lille bog værd.
At æde tid
Lyt til artiklen
