Filmen for de mange bygger jo i syv af ti tilfælde på en bog, kun de færreste kendte. På den facon kan fortællingen for de få opnå ny udbredelse, og her har vi f.eks. en bog, der allerede forud for filmens forventede massesucces kan brede ringe af kendskab ud til sagn og myter, der ellers var på vej i glemmebogen. Netop ringe. For filmen er jo den på forhånd sagnomspundne indspilning af 'Ringenes herre' med verdenspremiere i næste måned. Bogen bag dén film har ganske vist ikke reklame behov: J.R.R. Tolkiens beretning om verdens skabelse og truende undergang, kun afværget af det godes sejr over det onde, er siden udgivelsen 1954-55 blevet forgudet af alverdens læsere, illustreret af den danske dronning, forkætret og forkastet af en del højlitterære hoveder og efterabet indtil total udvanding i de fantasy-produkter, der næsten er blevet synonyme med hans verden. Men så er der fortællingerne bag mandens fortælling, og bag de uddybende sagn og beretninger i det efterladte værk 'Silmarillion'. For hvor fik han det fra? Hele denne sagnkreds om ringene og kampen om dem i et mægtigt univers med egne folkeslag og forhistorier, sprog og byer og fabelvæsener, tilblivelses- og tilintetgørelsesmyter - en skrøne af dimensioner og ambitioner som et helt folks eller en verdensdels samlede mytologiske testamente. Hvad det jo netop er.
Odin, Merlin eller Gandalf
Lyt til artiklen
