Den aften var alle hans drømme gået i opfyldelse. Han var blevet nummer et på den amerikanske hitliste med det skelsættende album 'Nevermind', som stødte selve popkongen Michael Jackson fra tronen. Han havde med succes medvirket i sit yndlingsprogram i 'Saturday Night Live'. En hel generation forgudede ham. Og i sengen i hans værelse på luksushotellet i New York lå den kvinde, han elskede højere end alt andet og snart skulle have barn med. Selv lå 24-årige Kurt Cobain på gulvet. Han var faldet ud af sengen og lå nu med ansigtet begravet i en dynge beskidt tøj. Hans hud var blågrøn, og han trak ikke vejret. Det var tidligt søndag morgen 12. januar 1992 på Hotel Omni i New York, og Kurt Cobain - rockens største antihelt nogensinde og halvfemsernes vigtigste sangskriver - havde sit første alvorlige stævnemøde død, som han flirtede med gennem hele sit korte liv. For første gang ud af de mange, der fulgte i de næste to år, måtte hans kone, sangeren og skuespilleren Courtney Love, redde ham fra en overdosis heroin. Vand i ansigtet, hjertemassage og kunstigt åndedræt. I realiteten var Kurt Cobain død i nogle minutter den aften, hvor hans karriere nåede nye svimlende højdepunkter. En af de mange modsætninger i en tilværelse, der rummede så mange af dem, at livet formede sig som et regulært sammenstød for Kurt Cobain. En evig kamp mellem tårnhøje ambitioner og total modvilje mod at indfri dem. Eksempelvis hadede Kurt Cobain officielt MTV; men han klagede konstant til sin manager, hvis ikke Nirvanas videoer blev spillet nok. En evig strid mellem den totale anerkendelse og et brændende begær efter at blive respekteret blandt sine egne. Et håbløst forsøg på at forblive underhund, selv om man er nummer et. Og især en livslang kamp med indre dæmoner og et vaklende helbred. En kamp, Kurt Cobain, tilsyneladende vidste, at han ville tabe før eller siden. Hvad han sendte signaler om til sine nærmeste omgivelser konstant. Blandt andet gennem de 20(!) potentielt dødelige overdoser af hovedsageligt heroin, han havde i sine sidste to leveår. 20 overdoser Derfor var de, der kendte Cobain, ikke så chokerede som resten af (rock)verdenen, da en elektriker fandt Kurt Cobains lig i et udhus i haven ved sangerens hus i Seattle 8. april 1994. Ved siden af liget lå det Remington-gevær, som Cobain bogstavelig talt havde skudt hovedet af sig med. Selvlede, trøstesløshed og den totale mangel på håb springer ud af linierne i Kurt Cobains kladdehæfter. Som de skrig af ensomhed, angst og desperation, der lød fra hans rå stemme i Nirvanas sange. Men det var - også - en tilstand, Kurt Cobain selv opsøgte og dyrkede, mens hans misbrug af især heroin eskalerede. Han ville være taber og gjorde sit liv værre, end det var. Selv om det var slemt nok. De mange konspirationsteorier om at Courtney Love stod bag mordet på sin mand fik i høj grad næring gennem den britiske BBC-journalist Nick Broomfields kontroversielle dokumentarfilm 'Kurt & Courtney' fra 1998. Selv om filmen på ingen måde beviste teorien om, at den »iskolde enke« havde virkelig dunkle motiver, var dens bizarre galleri af dopevrag fra kredsen omkring rockparret med til at kaste paranoia og mistanke ind i noget, der til forveksling ligner en moderne, mediebåret heksejagt mod Courtney Love. Med andre ord havde Courtney Love god grund til at give forfatteren og journalisten Charles R. Cross adgang til de 28 kladdehæfter med Kurt Cobains egne skriblerier og notater fra sit liv, hun havde liggende i en sportstaske i Seattle. Med dem som ofte hjerteskærende dokumentation viser Cross vejen gennem det psykiske og ensomme vildnis, der endte med selvmordet i sin nye og fremragende biografi, 'Heavier Than Heaven'. Under titlen, der er taget fra en turne med Nirvana og de tunge kolleger i Tad, giver Charles R. Cross det første sammenhængende indblik i en forkætret og forgudet persons triste tilværelse. Hjælp mig! »Please! God damn, Jesus Fucking Christ Almighty, elsk mig, elsk mig, vi kunne gå ud sammen som venner, please! Jeg er ligeglad med, om vi er uden for indercirklen, jeg savner bare en gruppe, en bande, en grund til at smile. Jeg tager det tøj på, du vil have please, er der nogen derude? Gud hjælp mig, please, jeg bliver nødt til at blive accepteret ... Jeg er så træt af at græde og drømme, jeg er så alene. Er der virkelig ikke nogen derude? Please, hjælp mig, HJÆLP MIG!«, skrev Kurt Cobain i et af sine kladdehæfter fra efteråret 1993, et halvt år før selvmordet. Et selvmord, der var så svært at forstå for de mange af Cobains disciple, som stadig holder 'mindegudstjenester' på internettet, fordi Kurt Cobain netop var det (ind)lysende symbol på, at det kunne lade sig gøre at blive til noget, selv om man var white trash, underhund fra Guds eget dysfunktionelle skilsmisseland. Men læser man i Kurt Cobains egne skrifter, der er en underlig blanding af stor selvindsigt, viden om rockens mytologi og barnlige, nærmest umodne fabuleringer, står det klart, at sangeren aldrig slap af med de ar, barndommen havde givet ham. Nogle år efter, at han forlod fødebyen Aberdeen beskrev Kurt Cobain selv sin opvækst i en af sine kladdehæfter: »Hver gang jeg tager tilbage, oplever jeg det samme deja-vu: minder, der får det til at løbe koldt ned ad ryggen på mig: total depression, totalt had, modvilje og nag, der ville vare måneder ad gangen, det der minder mig om mine værdiløse teenageår, er at løbe fingeren over loftet på mit gamle værelse og føle den klistrede rest af røg fra pot og cigaretter«. En glad dreng Kurt Cobain blev født i 1967, ungdomsoprørets store år, hvor netop familieværdierne stod for skud. Det mærkede man formentlig ikke meget til i skovhuggerbyen Aberdeen i USAs nordvestlige hjørne. I den unge arbejderfamilie hos Wendy og Donald Cobain var livet også traditionelt og derfor lykkeligt for drengen Kurt med de blå øjne og det lyse hår, der var glad, nærmest overvældende fysisk aktiv, kreativ og musikalsk. Eneste problem var, at drengen led af smerter i maven og derfor blev behandlet med meget stærk og vanedannende medicin, samt at den 2-årige Kurt opfandt en usynlig ven ved navn Boddah, som han ofte kommunikerede igennem. Det bekymrede forældrene en del, men ingen kunne vide, at Kurt Cobains tilknytning til fantasifiguren var så stærk, at han endte sine dage med at adressere sit afskedsbrev til Boddah. Da ægteskabet mellem forældrene begynde at knage, var Kurt ni år gammel. Den truende splittelse af familien og de meget hadefulde skænderier, han overværede, var traumatiske for drengen På væggen over sin seng skrev Kurt Cobain: I hate Mom, I hate Dad. Dad hates Mom, Mom hates Dad. It simply makes you want to be so bad. Jeg hader mor, jeg hader far. Far hader mor, mor hader far. Man får bare lyst til at være så slem. Efter skilsmissen voksede Kurt på skift op hos sine forældre og deres nye partnere. Tilsyneladende var tilværelsen ikke så meget værre for den lyslokkede og langlemmede knægt end for så mange andre børn af fraskilte forældre, men Kurt Cobain gjorde sit liv og sine oplevelser langt værre end virkeligheden, når han senere fortalte om dem i jagt på medlidenhed og forståelse. Hans forældre var ikke ludfattige, som Kurt hævdede, de tilhørte middelklassen og så ukærlige, som sønnen gjorde dem til, var de ingenlunde. Kul til jul Han yndede at fortælle, at hans forældre gav ham kul i julegave (selv om det var en joke, Don Cobain en enkelt gang havde brugt som trussel mod sin søn), at han købte sin første guitar for penge, han fik ved at bytte sin stedfars våben, som hans mor havde smidt i Wishkah-floden og at han boede under Young Street-broen over samme flod, da han som 17-årig blev smidt ud hjemmefra. Men det er sandt, at Kurt Cobain som 14-årig begyndte at ryge hash i voldsomt omfang og samme år indspillede en smalfilm med titlen 'Kurt commits bloody suicide' og sagde til en kammerat: »Jeg vil være rockstjerne, slå mig selv ihjel og gå ud i berømmelsens flamme!«. Inspirationen til de tanker kom muligvis fra en oldefar og to onkler i slægten Cobain, som valgte at dø for egen hånd. Det er også sandt, at Kurt var hjemløs i flere omgange efter at være smidt ud fra hjemmet som 17-årig efter et af de talrige opgør med moderen. I de kommende år flakkede Kurt Cobain rundt hos venner, i sine egne svinske lejligheder og hos de få kvinder, han nåede at kende i sit liv. Selv efter at Nirvana havde fået succes boede han i perioder i sin bil og havde bizarre småjob. Nirvana Da han i marts 1987 fik samlet det, der endte med at blive Nirvana, var Kurt Cobain allerede en meget personlig sangskriver. Han brugte sin sarkasme og livslede til at skrive smertelige og uafrystelige sange. Rå, intense, men melodiøse lunser af råt kød, som man kunne høre på debutpladen 'Bleach'. Ganske sigende for sin holdning til omgivelserne ville Cobain have kaldt den 'Too Many Humans'. Med udgivelsen af den i 1989 begyndte roserne og populariteten at vælte ind over Kurt Cobain, gruppens ubestridte leder, sangskriver, sanger, guitarist og idemand. Da 'Nevermind', indspillet på bare 12 dage for et latterligt lille budget, udkom i 1991, eksploderede berømmelsen. Han blev ophøjet til skaber af grunge-rock og talsmand for sin (skilsmisse)generation. Titler, den meget private Kurt Cobain naturligvis hverken ønskede eller følte, at han kunne leve op til. Sangeren, der yndede at udfolde sit store satiriske talent i sine kladdehæfter med drenget humor, ville hellere tage pis på berømmelsen. Han planlagde at kalde Nirvanas andet album 'Sheep' og digtede en falsk annonce for det, hvor han kaldte bandet »3 gange granny-vinder, nummer 1 på Billbored hitlisten i 36 uger i træk og to gange på forsiden af Bowling Stoned«. Som regel var det dog langt mindre muntre tanker, Kurt Cobain skrev ned i sine hæfter. Ofte kredsede de om narkomisbruget og den mavelidelse, han havde haft fra drengeårene. I lange perioder havde sangeren konstant svien og en brændende fornemmelse i maven, han kastede ofte op - også blod. En mulig forklaring på hans konstante og bratte humørskift. Årsagen eller den rette behandling til sygdommen blev aldrig fundet, selv hævdede Kurt Cobain igen og igen, at den eneste grund til hans stofmisbrug var, at det lettede smerterne i maven. Alt taler dog for, at stofferne gjorde ondt værre. I hvert fald i det omfang, Kurt Cobain indtog dem. I 1993 fortalte han en ven, at han hver dag brugte 3.500 kroner på den heroin, han tog i så store doser, at mange andre ville være død af en overdosis meget hurtigt 'Cobains Disease' Hvor andre ville forfalde til selvmedlidenhed af mavesmerterne, var de med til at give Kurt Cobain en morbid humor. Han skrev i et hæfte: »Og titlen på vores nye dobbeltalbum bliver: 'Cobains Disease'. En rockopera om at kaste mavesaft op, være en grunge-dreng fra Auschwitz på grænsen til anoreksi, leveret med en ledsagende hjemmevideo fra et endoskop (et apparat, der kan filme mavens indre, red.)«. Af Kurt Cobains kladehæfter og breve til familie og venner kan man fornemme det skræmmende klarsyn og det selvbedrag, der prægede hans tanker. Alligevel kan ingen påstå, at vi nu har forklaringen på, hvorfor Kurt Cobain valgte at forlade sin tilsyneladende succes. Var det, som han selv skrev i sit velkendte selvmordsbrev, manglende lyst eller evne til at indfri forventninger, presset udefra, vanvid som følge af narko, den livslange depression eller det lige så vedholdende maveonde? Det mest præcise svar gav han måske i en af de sidste sange, han skrev: 'I Hate Myself And I Wanna Die'. En titel, han ville have givet Nirvanas sidste album. Det kom kun til at hedde 'In Utero', fordi bassist Krist Novoselic fik Cobain overbevist om, at den anden titel ville medføre retssager på grund af opfordringen til selvmord! Hymnen til selvhadet blev derfor kun indspillet på et soundtrack. Selv om mange betragtede Kurt Cobains evige flirten med selvmord som en joke, var det blodig alvor. Første seriøse forsøg var i Rom 3. marts 1994 på Hotel Excelsior, hvor Courtney Love igen var redningskvinden. Cobain tog en overdosis og skrev et afskedsbrev, hvori han skrev: »som Hamlet må jeg vælge mellem liv og død. Jeg vælger døden«. Efterfølgende blev selvmordsforsøget holdt hemmeligt. Politiet blev i de kommende uger tilkaldt to gange til familiens hjem i Seattle, fordi Kurt Cobain truede med selvmord med nogle af sine mange våben. I sine sidste uger forekom Kurt Cobain ifølge sine venner mere og mere desperat, på grænsen til vanvid. På et tidspunkt troppede hans familie og venner op i huset i samlet flok for at overtale ham til afvænning, hvad han pure afviste. Til sidst indvilgede Kurt Cobain dog i at flyve til Los Angeles, hvor Courtney Love allerede befandt sig. 30. marts 1994 lod han sig indskrive på en klinik til en behandling, der skulle vare en måned. Planlagt død Allerede på det tidspunkt havde Kurt Cobain købt et Remington-gevær og gemt det hjemme i Seattle. Han var meget langt i sin planlægning af selvmordet og skrev et af sine selvmordsbreve på klinikken i Los Angeles. Efter blot to dage stak han af og tog et fly til Seattle. Han blev set rundt om i byen, men virkede desperat og indelukket. 5. april var Kurt Cobain atter hjemme. Han vågnede tidligt om morgenen, tog geværet, en kolossal mængde heroin i en cigarkasse, en root beer og sine to afskedsbreve - et til Courtney og et til Boddah samt to håndklæder - så man let kunne tørre blod og hjernemasse op. Efter at have taget en sprøjte med heroin, der formentlig alene ville have kunnet slå ham ihjel, satte han geværet for munden og skød sig. Senere er mange spekulationer opstået, fordi man ikke kunne finde Kurt Cobains fingeraftryk på geværet. Men i sin obduktionsrapport skrev doktor Nikolas Hartshorne: »Jeg ved, at hans fingeraftryk sad på det, for han holdt det i hånden, der var absolut intet, som antydede andet end selvmord«. Et selvmord, der om ikke andet gjorde Kurt Cobain til den martyr, han så gerne ville være. Fordi det var for absurd at være Kurt.