Efter renæssancen fik kulturlivet anoreksi, individets krop blev mindre, mens sjælen voksede, dog kun så meget, som vor (mangel på) fantasi tillader. Skellet mellem det indre og det ydre blev til en kløft. Derinde er vi frie, men des mere ensomme, derude står alt til forhandling. Tænk blot på HKs slogan om at være solidarisk med sig selv. Max Bæhring påstår nu, det var ironisk ment, men det forstod folk nu ikke. (Ligesom Woody Allen, der i sin nyeste film ikke fatter, at han som småforbryder bar et tilnavn, 'hjernen', der var sarkastisk ment). Biskop Jan Lindhardt er med sin nye bog i kirkepolitisk topform, på én gang lærd idéhistoriker og dreven retoriker. Retorisk filosofi, der tænker i eksempler, forklarer hans frugtbare galskab. Og til alt held ser det ud til, at den sanselige virkelighed vender tilbage, nutiden på retur til middelalderen. Kroppen bliver større, nu identisk med sjæl. Det ydre, fælles rum vokser, f.eks. den medieskabte virkelighed, hvor fakta flyder sammen med fiktion, mens sproget er mere sanseligt, madglæden stor - den fælles overfladiskhed leve! Alle de kulturelle kropsøvelser bringer os sammen igen.
Kirkepolitisk topform
Lyt til artiklen
