Henry Kissingers røst blandede sig forleden med den strøm af harmfulde kommentarer, der siden terrorangrebene mod USA har truet med at oversvømme verdenspresse. »Terroristerne, der står bag, skal rammes med samme kraft, som de ramte USA«, sagde Kissinger til avisen LA Times. Den kommentar vender vi tilbage til. Henry Kissinger, tidligere udenrigsminister under to republikanske præsidenter, mesterstrateg, Nobelprismodtager og en af verdens absolut ledende sikkerhedspolitiske tænkere, har efterhånden skrevet en snes bøger af mere eller mindre opsigtsvækkende karakter. Som én koldkrigsekspert forleden bemærkede: »Det er altid sådan nogle store, tykke bøger han skriver«. Og det kan man give ham ret i. Men med en provokerende titel, som 'Har Amerika brug for en udenrigspolitik?' kan han ikke gå helt galt i byen. Og da slet ikke, når gale terrorister, formentlig muslimske fundamentalister, få måneder senere jorder flere tons højeksplosivt flybrændstof ind i midten af New York og dræber, hvad der svarer til en større landsbybefolkning. Så ligger svaret, så at sige, ligesom i luften. »En mere følsom amerikansk politik er essentiel. Ligesom en mindre doktrinær europæisk politik. For alle lederes opgave er vel at bringe deres samfund fra, hvor de har været, til hvor de aldrig har været«, skriver han. Nu skal kommentaren, i lyset af Kissingers senere reaktion til terrorhandlingerne, forstås bredere end som så. Men alligevel, når selv dén mand maner til følsomhed, så må der være noget om sagen. Alliancen med EU Kissinger er lige så ambitiøs, som han er arrogant. I syv kapitler tegner han et komplekst bud på en fremtidens udenrigspolitik, ikke bare for USA, men også for den NATO-alliance, der er omdrejningspunkt for en stor del af bogen. »De europæiske nationer opfatter ikke længere hinanden som strategiske trusler; trusler udefra er blevet modgået ved alliancen med Amerika«, ræsonnerer han blandt andet. For siden Sovjetunionens sammenbrud i 1991 er alliancen blevet svækket. Regeringer i EU, samt USAs egen administration, har vendt sig indad og bruger, i det voksende sikkerhedspolitiske vakuum, deres udenrigspolitik som indenrigspolitisk instrument. Desuden lider alliancen under et generationsskifte: Fra dem, der husker Anden Verdenskrig og deltog i genopbygningen af Europa, til dem, der i 1968 krævede USAs afgang fra Vietnam. Hvor de første, herunder Kissinger selv forstås, anså alliancen for et atlantisk samarbejde, bruger de sidste alliancen som et sikkerhedsnet - med USA som garant. Det europæiske forsvarssamarbejde er ifølge Kissinger et positivt projekt, men tanken om at Europa militært vil kunne stå på egne ben forkastes - ikke overraskende - med slet skjult nedladenhed: Blandt argumenterne er nationalstaternes forskelligartede interessesfærer, udvidelsen mod øst, spørgsmålet om de nye medlemskabers forskellige tilknytning, blandt andet til alliancen og til EUs eget forsvarssamarbejde. Altså, intet nyt dér. Til gengæld foreslår han, at en styrkelse af NATO kunne ske indirekte via en handelsmæssig tilnærmelse: En frihandelsaftale mellem USA/NAFTA og EU, en såkaldt trans-atlantisk frihandelsaftale (TAFTA). Statsterroristen Kissinger lægger ikke fingre imellem, når han i dag skriver om terrorangrebene mod USA. »Hvad sagde jeg«, kan man næsten høre ham tænke. Terroristerne og de lande, der huser dem, skal rammes hårdt. Moderation, skriver han mandag 17. september, er noget man bruger, når man har et alternativ. Statsterrorisme, derimod, forholder han sig noget mere pragmatisk til. Det viser hans livsværk, som blandt andet det respekterede amerikanske nyhedsprogram '60 Minutes' ondsdag aften mindede os om, da de interviewede et af ofrene: Det eneste jeg føler over for Kissinger er, at han er en stakkels gammel mand, sagde en søn af en Allende-venlig general, der blev dræbt under et kidnapningsforsøg få dage før kuppet 11. september 1973. Kidnapningen var sanktioneret af Kissinger - selvom han nægter sig skyldig og skyder skylden over på den daværende ambassadør, der, som han sagde, jo er demokrat. Sønnen har nu lagt sag an, og hvor det er mislykkedes andre regeringer at få udleveret Henry Kissinger, spås det chilenske udleveringskrav derimod gode chancer. Dokumentationen for Kissingers medvirken og tilskyndelse til kuppet mod Chiles socialistiske Allende-regering er indiskutabel. Et kup, der har kostet tusindvis af mennesker livet og sendt endnu flere på flugt, så langt som til Danmark. Hans rolle i Indonesiens invasion af Østtimor 7. december 1975, har ligeledes kostet hundreder, hvis ikke tusinder mennesker livet. Han var i Jakarta, dagen før det skete, han kunne have standset, hvad der med tiden skulle udvikle sig til et folkemord, men valgte at se den anden vej. Tiananmen-massakren i juni 1989 kan man ikke klandre ham for, men man kan næppe overse hans undskyldninger på Beijings vegne. »Man kan ikke dømme i én tid, på grundlag af en anden tids normer«, har Kissinger sagt. Men det had, som er opstået mod vesten og som har ført til angrebet mod USA, er ikke opstået på en enkelt dag. Og kunne man bebrejde et enkelt individ, så står Henry Kissinger forrest i køen.