0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

I følelsernes vold

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
ingen
Foto: ingen
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Aldrig før i sin tid som statsminister har Poul Nyrup Rasmussen befundet sig i så alvorlig og vanskelig en situation som netop nu.

Det fik vi statsministerens egne ord for, da han tirsdag aften var gæst hos Kurt Strand i tv-programmet 'Profilen'.

På den baggrund måtte man forvente, at statsministeren fik mulighed for at delagtiggøre Danmarks befolkning i sin politiske analyse af situationen, men sådan var udsendelsen ikke lagt op.

Vi skulle i stedet høre om statsministerens følelser.

Hvad følte statsministeren, da han så CNNs billeder af flyene, der rammer World Trade Center?

Hvad følte statsministeren, da han i avisen så fotografiet af desperate mennesker, som i total afmagt kaster sig ud fra de brændende tårne?

Hvad følte statsministeren, da han på Socialdemokratiets kongres sidste weekend lyttede til en emotionel stærk musikalsk fremførelse af hymnen 'Amazing Grace'?

Nyrup redegjorde efter bedste evne for sit følelsesliv - på et tidspunkt sågar til de spirituelle toner fra kongressen som underlægningsmusik i studiet.

Samme dag som statsministeren var i 'Profilen', udkom Jyllands-Posten med en forside, der var ryddet til fordel for en kæmpe billedmosaik af 'Terrorens ofre', som der stod med store bogstaver øverst på forsiden.

Det forudgående døgns vigtigste nyhedsudvikling - situationen for den svækkede verdensøkonomi efter den længste pause på børserne siden 1929 - var henvist til forsidens notespalte.

Jeg vil ikke gå så langt som til at kalde 'Profilen's interview med statsministeren og Jyllands-Postens forside for følelsesporno, for jeg er sikker på, at der ligger ædle hensigter bag begge redaktionelle dispositioner. Et ønske om at skabe direkte identifikation både med terrorens ofre og med vore egne politiske ledere.

Ikke desto mindre synes jeg, at de to eksempler er illustrative for en bekymrende udvikling. En udvikling fra en forståelseskultur til en oplevelseskultur. Fra en rationel ordets kultur til en emotionel billedkultur.


I sin bog 'Tanker om Journalistik', udgivet på dansk i denne uge, gør den svenske journalist og forfatter Göran Rosenberg sig nogle interessante betragtninger om netop denne udvikling.

Tænk på terrorangrebets mange forfærdende billeder, og lyt så til, hvad Göran Rosenberg skrev, længe før det fandt sted:

»Billeder fortæller os noget andet om verden end ord. De behøver ikke nødvendigvis forenkle verden for os, de kan skabe dybt komplicerede visioner af tilværelsen, men virkningen af dem er intuitiv og uformidlet. De efterlader ikke ligesom det skrevne ord nøgler til deres egen fortolkning og analyse. Billeder påvirker direkte og uigenkaldeligt vores følelsesliv som de først og fremmest har indflydelse på«.

Nu skal man selvfølgelig undgå at overfortolke synspunktet. Jeg synes selv, at billedbårne globale medier som CNN og BBC World er langt bedre end deres omdømme, når det gælder information, indsigt og analyse.

Göran Rosenberg skriver alligevel meget bastant, at »nyhedsjournalistikken langsomt men sikkert tilegner sig billedernes følelsesbetonede måde at opfatte verden på«.

Han frygter et informationssamfund, som er fattigt på viden og i stedet næsten udelukkende kommunikerer via følelser og instinkter.

Overdrivelse fremmer forståelsen, men jeg synes alligevel, Göran Rosenberg forsimpler tingene, når han skriver:

»Det er kun i det skrevne ords kultur, at mange mennesker kan kommunikere komplicerede ting og sammenhænge til hinanden, lære af hinandens ideer, undersøge facts og påstande.

(...) Det skrevne ord træner vores tænkeevne, fordi vi må tænke, når vi læser.

(...) Det giver os mulighed for at opdage løgne og uklarheder og gennemskue mangler i logik.

(...) Det skrevne ord er det mest menneskelige af alle udtryksformer, fordi kun mennesket har et skriftsprog. Billederne forener os med de fleste dyr. Ordet adskiller os fra dem alle«.

Nu kunne det selvfølgelig som avisredaktør være fristende at tage så pompøs en programerklæring til sig: Hørt, hørt! Læs, læs!

Men både dette kapitel om ordets magt og flere andre afsnit i bogen viser, at Göran Rosenbergs velanbragte mediekritik har en anden og mere problematisk side.

Han er en journalistisk romantiker. Han mener, at alting var bedre i gamle dage. Citat: »Til venstre for indgangen fra korridoren stod et lille sofabord hvor der velgørende ofte var et s