Aldrig før i sin tid som statsminister har Poul Nyrup Rasmussen befundet sig i så alvorlig og vanskelig en situation som netop nu. Det fik vi statsministerens egne ord for, da han tirsdag aften var gæst hos Kurt Strand i tv-programmet 'Profilen'. På den baggrund måtte man forvente, at statsministeren fik mulighed for at delagtiggøre Danmarks befolkning i sin politiske analyse af situationen, men sådan var udsendelsen ikke lagt op. Vi skulle i stedet høre om statsministerens følelser. Hvad følte statsministeren, da han så CNNs billeder af flyene, der rammer World Trade Center? Hvad følte statsministeren, da han i avisen så fotografiet af desperate mennesker, som i total afmagt kaster sig ud fra de brændende tårne? Hvad følte statsministeren, da han på Socialdemokratiets kongres sidste weekend lyttede til en emotionel stærk musikalsk fremførelse af hymnen 'Amazing Grace'? Nyrup redegjorde efter bedste evne for sit følelsesliv - på et tidspunkt sågar til de spirituelle toner fra kongressen som underlægningsmusik i studiet. Samme dag som statsministeren var i 'Profilen', udkom Jyllands-Posten med en forside, der var ryddet til fordel for en kæmpe billedmosaik af 'Terrorens ofre', som der stod med store bogstaver øverst på forsiden. Det forudgående døgns vigtigste nyhedsudvikling - situationen for den svækkede verdensøkonomi efter den længste pause på børserne siden 1929 - var henvist til forsidens notespalte. Jeg vil ikke gå så langt som til at kalde 'Profilen's interview med statsministeren og Jyllands-Postens forside for følelsesporno, for jeg er sikker på, at der ligger ædle hensigter bag begge redaktionelle dispositioner. Et ønske om at skabe direkte identifikation både med terrorens ofre og med vore egne politiske ledere. Ikke desto mindre synes jeg, at de to eksempler er illustrative for en bekymrende udvikling. En udvikling fra en forståelseskultur til en oplevelseskultur. Fra en rationel ordets kultur til en emotionel billedkultur.