Da den britiske avis The Independent for nylig bragte et portræt af den ene af flykaprerne bag terrorangrebet på World Trade Center, lød overskriften: »Hadets ansigt«. Fotografiet, der ledsagede artiklen, viste en mut udseende yngre mand. Der var ikke noget synderlig hadefuldt over mandens fremtoning. Slet ikke hvis man forbinder had med raseri og aggressivitet. Men det skal man heller ikke nødvendigvis. Had er nemlig langtfra altid en synlig følelse, der manifesterer sig i voldelige handlinger. Had er snarere - eller også - en dybtstikkende holdning til hele eller dele af samfundet, hvis ydre udtryk meget vel kan holdes skjult fra omverdenen. De materielle rammer har ikke altid indflydelse på, om man kaster sit had på en eller anden gruppe, enten det er flygtninge, muslimer, jøder, kristne, bøsser, sorte, hjemløse, intellektuelle eller handicappede. I BBC-journalisten Nicholas Frasers bog om det moderne hads stemmer i Vesten er det først og fremmest den ekstreme højrefløj, der er genstand for opmærksomhed, men vi ser også som et sideblik historien om, hvordan eksempelvis en ung andengenerationsindvandrer i Frankrig udviklede sig til at blive muslimsk fundamentalistisk terrorist af den dødbringende slags.
Flammeblik og svovltale
Lyt til artiklen
