0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Flammeblik og svovltale

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
ingen
Foto: ingen
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Da den britiske avis The Independent for nylig bragte et portræt af den ene af flykaprerne bag terrorangrebet på World Trade Center, lød overskriften: »Hadets ansigt«.

Fotografiet, der ledsagede artiklen, viste en mut udseende yngre mand. Der var ikke noget synderlig hadefuldt over mandens fremtoning. Slet ikke hvis man forbinder had med raseri og aggressivitet. Men det skal man heller ikke nødvendigvis.

Had er nemlig langtfra altid en synlig følelse, der manifesterer sig i voldelige handlinger. Had er snarere - eller også - en dybtstikkende holdning til hele eller dele af samfundet, hvis ydre udtryk meget vel kan holdes skjult fra omverdenen.

De materielle rammer har ikke altid indflydelse på, om man kaster sit had på en eller anden gruppe, enten det er flygtninge, muslimer, jøder, kristne, bøsser, sorte, hjemløse, intellektuelle eller handicappede.

I BBC-journalisten Nicholas Frasers bog om det moderne hads stemmer i Vesten er det først og fremmest den ekstreme højrefløj, der er genstand for opmærksomhed, men vi ser også som et sideblik historien om, hvordan eksempelvis en ung andengenerationsindvandrer i Frankrig udviklede sig til at blive muslimsk fundamentalistisk terrorist af den dødbringende slags.


Gennem personlige iagttagelser fra byer rundt om i Europa, forsøger Fraser at tegne en skitse af de forskellige mekaniser, der betinger skabelsen af had.

Som nævnt er bogens fokus overvejende rettet mod højreradikale af enhver slags, fra vandkæmmede og slipseklædte parlamentarikere til kronragede og støvletrampende nynazister.

Bevæbnet med båndoptager og britisk charme er det lykkedes Fraser at komme tæt ind på livet af bl.a. en tysk nynazistisk drabsmand og en sleben repræsentant for det belgiske parti Vlaams Blok, der med dreven stemmeføring afviser at være racist, men »du ved, negerne og muslimerne er altså ikke helt som os!«.

Fælles for nynazisten, der har myrdet en politimand og forsøgt at skyde hovedet af en autonom, og den aimable lokalpolitiker samt talrige andre af de folk, Fraser har talt med eller beretter om, herunder den muslimske terrorist, er at de tilhører middelklassen.

Budskabet er enkelt og maner til et opgør med den sociologiske vanetænkning: Det er langt fra kun på den nederste tredjedel af den sociale rangstige at had formes og trives. Det er med andre ord en grundlæggende misforståelse at tro, at alle socialt fornedrede mennesker er potientielle emner for hadpolitik.

Fraser er dog ikke blind for, at der også er et socialt aspekt: Alt andet lige er den unge mand fra det sociale boligbyggeris betonhelvede et potentielt lettere mål for mobilisering til grupper, der prædiker et religiøst eller politisk had, end advokatsønnen fra de velfriserede forstæder.

Men det er ikke sikkert, at hadet hænger længere ved hos den, der dybest set betragter hadet som en social udfrielse frem for den, der smider guldskeen og rækker ud efter maskinpistolen. Måske tværtimod.


Det had, som indkredses i Frasers bog, kan bedst oversættes med en fundamental uvilje mod den eller de befolkningsgrupper, man anser for at udgøre en trussel mod værdierne i ens politiske, religiøse og kulturelle univers.

De hadefulde er langtfra onde mennesker i patologisk forstand. Fraser viser tværtimod - som også disse dages beretninger om flykaprernes baggrund hvordan de hadefulde kan være både vidende, charmerende og omgængelige at være i selskab med.

Men de er samtidig komplet uforsonlige i forhold til den eller de grupper i samfundet, de regner for fjenden.

Had handler derfor i høj grad om graden af overbevisning; dér går skillelinien. Derfor bliver man også nødt til at indse - hvor vanskeligt det ellers måtte forekomme i et notorisk behandlersamfund som vores - at der er mennesker, som har kappet båndene eftertrykkeligt og som derfor ikke kan bringes tilbage til den liberaldemokratiske fold (hvis de ellers nogensinde har befundet sig der).

Fraser lægger op til, at man tager folk alvorligt, når de med flammeblik erklærer »Jeg hader«. Det er ikke sikkert, at det blot er en forkvaklet måde at sige »Giv mig kærlighed«. Det kunne tænkes, at de mener, hvad de siger.

I det perspektiv står hverken den ideologiske nynazist (til forskel fra den almindelige køllesvingende skinhead) eller muslimen, der støtter Osama bin Laden, til at redde for en demokratisk tankegang.

For at være ægte demokrat må man nemlig være let udbrændt, som den nu afdøde fransk-rumænske filosof E. M. Cioran engang skrev. De hadefulde er præcist det modsatte: De er stærkt antændte.