0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Den Danske Pimpernel?

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
ingen
Foto: ingen
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

They seek him here - they seek him there, the Frenchmen seek him everywhere. Is he in heaven or in hell? The damned elusive Pimpernel!«.

Dette lille digt om Den Røde Pimpernel, der forklædt redder stakkels aristokrater ud af revolutionens Paris i 1790erne, diverterer den meget dekadente sir Percy sin gode ven prinsen af Wales med.

Men selv er han jo skjult den engelske agent, der som en 1700-tals James Bond gang på gang narrer de fanatiske franskmænd. Første gang i den fattigfine ungarsk fødte, fransk opdragede, men engelsk gifte baronesse Emma Orczys første roman om den listige Pimpernel fra 1905.

Og den blev en succes med det samme, hurtigt dramatiseret til både teatret og filmen. Egentlig skrevet på en stærk fascination ved både engelsk og fransk kultur - heltinden er jo trods alt sir Percys forsømte kone, den lidenskabelige skuespillerinde Margaret Saint Just - blev Den Røde Pimpernel det meste beundrede og mest berømte sindbillede på den flegmatiske brite med stiv overlæbe og tungen lige i munden.

Måske ikke en ilter gallisk elsker i sengen, til gengæld godhjertet og koldhjernet, klar til sammen med sine raske mænd at redde folk fanget af revolutionens politi.

Mest mindeværdig på film i 1935 i skikkelse af en anden født ungarer, nemlig den lidt læspende Leslie Howard. Siden også spillet af 'ægte' britere, David Niven, Anthony Andrews og Richard E. Grant, sidstnævnte i den nyeste og yderste glimrende tv-serie.


Men var der i virkelighedens verdenshistorie en sådan rød Pimpernel? En aktiv spion som smuttede ind og ud af den franske republik med en lethed som en skødesløs deltager i et spil kroket?

Faghistorikeren, Elizabeth Sparrow, er ikke i tvivl med sin meget tørre og dog underholdende afhandling om engelsk efterretningsvæsen i en fjern fortid.

Ja - der var forbilleder i virkeligheden til fiktionens helteroller. Eventyrlige mænd og kvinder, der forklædt i diverse gevandter opererede med fare for liv og lemmer bag fjendens linier.

Hendes historiske redegørelse 'Secret Service. British Agents In France 1792-1815' er en faglig og saglig gennemgang af engelsk spionage og sabotage i datidens storpolitiske teater, hvor Frankrig for sidste gang spillede supermagt.

Trods det akademiske anslag mærker man også historikerens fascination ved Orczys fremragende romaner. Og som Sparrow skriver det i sin indledning, så var den ungarske baronesse ikke så langt fra den virkelige historie.

Der var et net af agenter i engelsk sold spredt ud over hele Frankrig og omegn, som kom til at præge både revolutionens og Napoleons gang.

General Wellingtons militære sejre i Spanien og siden ved Waterloo beror på mænd med skæg og blå briller til at fortælle, hvor de franske tropper lå.

Og når de spanske tropper pludseligt forlader Danmark i 1808, skyldes det, at hemmelige agenter kunne fortælle, at nu lå Spanien i krig med naboen Frankrig.

Men til sagen om, hvem den røde Pimpernel kunne være. Og her kommer det interessante. Hvis der er en virkelig oplagt kandidat til titlen, peger Sparrow på en dansker! Nemlig Richard Cadman Etches. En dansk fribytter og muligvis dobbeltagent. Oprindelig i russisk tjeneste og en lyssky person der uden besvær kunne færdes fra land til land.

Han befriede således fængslede engelske agenter, som ventede på deres dom i det berygtede Templefængsel i Paris. Ansat af den engelske efterretningsmand, Evan Nepean, var han politisk og militær ekspert udi europæiske forhold.

Men vi ville nok også kalde ham for en landsforræder. Etches udleverede nemlig også hemmelige søkort over vore sunde og bælter, så den engelske flåde lettere kunne komme og smadre vores i 1801!


Etches er langt fra den eneste kandidat til at bære signetringen med den røde Pimpernel. Fra og med 1792, ofte fra det endnu neutrale Schweiz, landsatte det engelske udenrigministerium et hav af hemmelige agenter, der især skulle støtte og uddanne Frankrigs royalistiske, antirevolutionære kræfter.

England pustede koldblodigt i årevis til de borgerkrigsagtige tilstande, som især prægede det sydvestlige og indre Frankrig. De satte tropper i land i Bretagne og Normandiet og var bagmænd for mindst ti kupforsøg, først mod republikken, siden kejserdømmet.

Deres våben var imidlertid først og fremmest engelsk guld i det forarmede fattige land. Spionkrigen mellem England og Frankrig er den første virkelig moderne af sin art. Ganske vist havde der været agenter før, motiveret af penge, prestige og religion.

Men denne hemmelige krig var sat i relief af et ideologisk opgør. Et opgør, der ikke blot stod mellem et halvdemokratisk kongedømme og en republikansk stat.

Men mellem nuancerede politiske opfattelser, styret af diverse økonomiske interesser og flettet ind i en moderne statsraison, hvor det ideologiske blev accentueret med en helt og aldeles ny energi.


Sparrow skriver, at nok havde englænderne de fleste ressourcer med hensyn til penge og professionel know how. Men Frankrig havde, i hvert fald indtil Napoleon lader sig udråbe til kejser, den romantiske ungdom på sin side.

Sympatien for den kæmpende - og i begyndelsen borgerlige republik - var udbredt i hele Europa og England. Franskmændene kunne som under vor egen kolde krig kapre idealistiske 'muldvarpe' i universitetsbyerne Oxford og Cambridge. Og England var ikke 'bare' et sympatisk demokrati i konfrontation med et usympatisk diktatur!

Man græder ofte over de mange tusinder som blev henrettet under terroren i Frankrig. Mens man glemmer de titusinder af irske katolikker og fritænkere, som i årene 1797-99 blev udryddet med et skær af etnisk folkemord.

Nok skete det på baggrund af landsatte franske agenter og soldater, men også på den grund af gamle drøm om irsk selvstændighed.

Sparrow er nøgtern i sin historiske redegørelse. Den franske republik led af to store svagheder i spionkrigen. Den var gennemført korrupt, og st