Da James Hilton lader fem romanpersoner ramle ned i Shangri-La, dybt inde i Himalayas massiver, finder de en underskøn dal, fuld af lykke, sundhed og evigt liv. Klassikeren 'Tabte horisonter' er beskrivelsen af et paradis. Nutidens Shangri-La'er er snarere det modsatte, usunde tidslommer, hvor fattigdom, isolation og bristede drømme humper af sted uden nærmere kontakt med omverdenen og dermed uden chancer for et bedre liv. Den italienske CNN-journalist Riccardo Orizio har opsøgt flere af den slags samfund, bestående af hvide med europæisk baggrund, der lever i deres helt egne personlige tidszoner rundt omkring i verden, fra det tidligere Ceylon (Sri Lanka) til Jamaica, Namibia og Brazilien. Fælles for dem alle er en manglende vilje til eller ønske om integration eller sameksistens. Fælles for dem er også en manglende fremgang, både åndelig og økonomisk, og en form for fortvivlet stædighed, der ingen vegne fører hen. 'Lost White Tribes - Journeys among the Forgotten' er en både sørgelig og underholdende reportagebog, skrevet af en opdagelsesrejsende af den slags, som der ikke findes så mange af mere. Det er svært at komme væk fra alfarvej, der med rygsækturismen nu også omfatter den mindste sidevej. Det er dog lykkes Orizio at smutte ind i nogle miljøer, som sjældent byder fremmede velkommen. De består af de sidste rester af tidligere kolonistyrer, både efterkommere af overklassen og dem, der kun var lidt over slaveniveau. Hvor mange vidste f.eks., at der den dag i dag lever en gruppe fortabte og ludfattige polakker i Haiti, efterkommere af soldater udsendt af Napoleons svoger, general Leclerc, i begyndelsen af det nittende århundrede for at nedkæmpe en slaveopstand. Hvilket de i øvrigt nægtede. Eller at der findes efterkommere af arbejdere, der blev sendt til Jamaica, fordi man mente, at de kunne overtage arbejdet efter de forbudte slaver? For ikke at tale om de forbitrede og desillusionerede bastere i Namibia, en blanding af sydafrikanske hollandske indvandrere og hottentotter, der drog nordpå, fordi landet der tilhørte dem, ifølge biblen? Ikke mange bliver inviteret til kaffe hos de uvenlige franske fiskere, de såkaldte Blancs Matignon på Guadeloupe. Orizio var heller ikke just velkommen, men det lykkedes ham dog at løfte en flig af sløret for deres pinagtige hemmeligheder om indavl, nødvendiggjort af en manglende lyst til at blande blod med andre i omegnen. Blandingsprodukt Riccardo Orizio var i mange år udenrigskorrespondent for det store italienske dagblad Corriere della Sera. Nu bor han i Atlanta som redaktør for CNN Italia. Det var under en reportagerejse langt ude på landet i Sri Lanka, han første gang stødte på et væsen, han ikke kunne få til at passe ind i billedet: en ung tjener, en hvid mand med meget langt hår og sarong, der opførte sig og klædte sig som en indfødt. Tydeligvis ikke en overvintret hippie, men noget andet. En hollandsk burgher, et udtryk, der dækker over efterkommere af et blandingsprodukt af to kolonitider, den portugisiske og den hollandske. Engang var de toppen af samfundet, nu er de nærmest bunden. Som Orizio skriver: »Det var sådan, jeg fandt min første Fortabte Stamme: ved siden af en tropisk vej, mere eksotisk end det eksotiske omkring mig. Som andre stammer, jeg skulle møde de næste par år, gik de på en knivsæg mellem privilegium og diskrimination. Fattige. 'Fortabte' fordi de var blevet reduceret til et historisk fossil, til ikke meget andet end en genetisk anormalitet, som ingen vil påtage sig faderskabet af. For hvide for nogle. For indfødte for andre. Deres samfund er et lukket, incestuøst mikrokosmos«. Minisamfund Der er mængder af den slags minisamfund spredt ud over jordkloden. Orizio remser nogle af dem op: de portugisiske enklaver i Melaka i Malaysia, franskmænd i Pondicherry i Indien som har været der siden 1664. Der er de tyske mennonitter (pacifistiske baptister) i Belize, der er klædt som Amish-folket i Pennsylvania. Der er de græske efterkommere af Alexander Den Store i Afghanistan. Der er de ekstremt sært udseende efterkommere af skotske og italienske søfolk fra Tristan da Cuncha og mange flere. Så er der underafdelinger såsom hereroerne, et sort folk fra Namibia, der stadig uforklarligt går klædt i deres tidligere undertrykkeres dragter. De foldrige kjoler og kysehatte syes den dag i dag efter en mode, dikteret af den lutheranske missionær Hugo Hahns kone, Frau Emma, i 1844, omkring 20 år før hereroerne blev forsøgt udryddet, hvilket næsten lykkedes. Nogle af dem er nu flyttet tilbage til Namibia, andre lever stadig i landflygtighed i Botswana i deres kyske store tyske kjoler. Man kunne også nævne inderne på Mauritius og mange andre, hvis forfædre engang blev sendt på en meget, meget lang rejse for at arbejde. Den italienske journalist var ude på nogle strabadserende rejser, også psykisk, for at komme ind i de små samfund, der lukker sig om sig selv. Efterkommere for størsteparten af fattige, der drog ud for at søge lykken for mange hundrede år siden og kun fandt mere fattigdom under fremmede himmelstrøg. »Irrelevante?«, spørger Orizio og svarer selv: »Måske. Men vi tilhører alle, under vores tilsyneladende normalitet, en fortabt stamme. Vi kan alle blive minoriteter. Vi er alle potentielt irrelevante. De hvide som bor mellem bananplantagerne i Jamaica er ikke basalt anderledes end de jamaicanske immigranter, som bor i udkanten af Vestens byer. Begge slags er ofte tabere. Begge har den 'forkerte' hudfarve. De er anderledes«. Fortabte Måske er det netop derfor, man som hvid europæer rystes lidt over beskrivelsen af de mange efterkommere af tidligere tiders udvandrere, der lever som strandede på alverdens kyster. Ikke fordi de er fattige, men fordi de er så fortabte i deres manglende evne til at vågne op og se, hvem de egentlig er, og hvor de er. De er ikke engang underklassen, men en mærkelig klasse for sig. De har ikke pengene til at tage 'hjem', og de har i øvrigt aldrig været der. Tydeligvis lever de i en drømmeverden, hvor mindet om tidligere tiders storhed eller blot drømme om storhed, som er nedarvede drømme, holder dem oppe. Eller holder dem fast, således at de ikke kan flytte sig og bidrage til det samfund, der omgiver dem.