Hvorfor gjorde I det? Det var det spørgsmål, som historikeren Jørgen Hæstrup stillede den tidligere modstandsmand og Holger Danske-sabotør Jørgen Kieler efter besættelsen. I sin nye bog giver Kieler sit svar. I de senere års besættelsestidsforskning er der gjort mange forsøg på at definere begreber som passiv og aktiv modstand og dermed, hvornår modstandstandskampen egentlig begyndte. Nogle mener, at modstanden opstod spontant og lokalt uden noget egentligt lederskab før dannelsen af Frihedsrådet i efteråret 1943. Andre, bl.a. Aage Trommer, har fremhævet, at det var mindre, men velorganiserede grupper som kommunisterne og Dansk Samling som efterhånden fik befolkningen til at forstå nødvendigheden af væbnet modstand. Det er naturligvis rigtigt, at knyttede næver i bukselommen ikke kan kaldes modstand, men på den anden side skal man ikke undervurdere betydningen af fænomener som alsang og algang. Frode Jacobsen har næppe ret, når han betegner alsang og hele den nationale bølge i 1940 som sympatiske blindgyder, der ikke førte frem mod kampen. Den nationale mobilisering var et vigtigt led i den mentale forberedelse til aktiv modstand. Den unge historiker Peter Birkelund har påpeget, at forskningen ved at fokusere på Danmarks Kommunistiske Parti og Dansk Samling har negligeret den borgerligt-konservative modstand. For denne gruppe gik vejen til aktiv modstand typisk over distribution af illegale blade og anden informationsvirksomhed. Det var også Jørgen Kielers vej. I hans familie og vennekreds var der forskellige synspunkter på, hvorvidt voldelig modstand mod besættelsesmagten var legitim. For Kieler var den aktive modstand en etisk nødvendighed, og han henviser i denne forbindelse til det berømte engelske frihedsbrev Magna Carta, der giver ret til oprør, jus resistendi, hvis magthaverne overskrider deres beføjelser. Modstanden kunne ikke begrænses til kampen mod besættelsesmagten. Den måtte også rettes mod samarbejdende danske myndigheder.