For ikke så længe siden overværede jeg et glimrende foredrag af en af vore førende filmfolk. Om dansk film netop nu, dens veje til magt og ære og vejen ad hvilken mod nye sejre. Virkelig godt. Og man blev helt rørt over, hvor meget branchen skylder gamle Aristoteles. Ja han blev næsten omtalt, som om han stadigvæk var i blandt os og underviste på filmskolen i manuskriptskrivning. At hans Poetik var obligatorisk pensum og at alle film burde drejes over hans tretrinsraket med en begyndelse, en midte og en slutning, krydret med de vendepunkter, de katastrofale omslag, han krævede af sin tids genre, den attiske tragedie i 400-tallet før vor tidsregning. Sådan set interessant. At mens dansk teater i en årrække har forsøgt performativt at bryde med denne græske tanke udi dramaturgisk opsætning, har man i store dele af filmkunsten forelsket sig i denne model med en rørende og trofast lidenskab. Man taler om den store fortælling, den naturlige historie og det vigtige i at plotlægge scene-på-scene. Fra fase til fase sat op på akter, der grafisk er det klassiske bjerglandskab med en tinde over de andre, en kurve, der topper, og så toner historien ud på en lukket eller åben pointe. Og denne struktur, dens forførelse, opbygning og virkemidler er sådan set essensen i Trine Breums spændende bog, 'Film, Fortælling og Forførelse 2', om filmdramaturgi og manuskriptskrivning. Plus lidt tilsætning af jungiansk psykologi og dens eventyrfortolkning, hvor alt ånder af evige arketyper og den almene rejse udi livet.
Aristoteles på filmskolen
Lyt til artiklen
