Spiloplevelse eller gameplay er det æstetiske kodeord i enhver spilanmeldelse. Kvaliteten af spiloplevelsen fornemmer man umiddelbart ved ethvert spil. Men den har et hav af bestanddele, som det kræver en større analyse at adskille. Det er dette beundringsværdige arbejde som Steven Poole har begået i bogen 'Trigger Happy'. Udviklingen af computernes grafiske potentialer har givet ideen om, at realisme skulle være en væsentlig del af spiloplevelsen. Jo mere virkeligt spillet bliver des bedre bliver det. Det, argumenterer Poole overbevisende, passer ikke. Det er selvindlysende, at kvaliteten i karate- og boksespil ikke stammer fra nogen lighed med virkeligheden, men heller ikke i de såkaldte simulationsspil er det tilfældet. Hvis det krævede uhyre kondition, 20 års intensiv træning og et exceptionelt talent at styre en formel 1-bil i et spil, ville ingen på nær Michael Schumacher finde racersimulatorerne attraktive. Pointen i alle spil er netop, det helt urealistiske, men guddommelige behag, der ligger i med en lille indsats, at kunne mestre en enkel kombination af knapper, der får kolossale konsekvenser i en overskuelig verden. Nydelsen ligger i den urealistiske forenkling.
Hvad er et godt computerspil?
Lyt til artiklen
