Det er farligt at læse Nietzsche. Man skal sikre sig, når man gør det. Odysseus lod sig binde til masten, når han lyttede til Sirenernes sang, og den modtagelige Nietzsche-læser bør nok finde en tilsvarende foranstaltning, hvis ikke han vil ende på havsens bund. Den unge Nietzsche bruger selv Odysseus-billedet. Som Rüdiger Safranski skriver et sted i sin biografi: »Han hører det uhyrlige, men for at beskytte sig selv accepterer han kulturens lænker«. Disse lænker er vel også stærke nok til at holde et gennemsnitsmenneske tørskoet oppe på dækket, men Nietzsche selv endte som bekendt med at sprænge lænkerne og endte i de sorte bølgers dybe galskab. Hvorfor? Skal vi lige lægge en ekstra lænke om masten og spørge: Var det fordi, han var et overmenneske? Der er ingen grund til at læse Nietzsche, hvis man ikke vil følge ham i hvert fald et stykke ad vejen ud til den afgrund, han jævnligt stirrer ned i. Måske må man ligefrem vove den tanke, at man kunne miste livsløgnen, hvilket Ibsen og mange andre ved, er det værste, der kan vederfares et gennemsnitsmenneske. Og noget af det skræmmende og fascinerende ved Rüdiger Safranski er, at han i den grad har sans for Nietzsche, at han tør trække sin læser med derud, hvor det bliver farligt. Allerede i bogen om Heidegger sørgede han for, at det svimlede, og her gør han det igen. Der er et næsten uimodståeligt sug fra »det skrækkelige« i denne gyser af en »biografi over hans tænkning«. Bid mærke i denne undertitel: Rüdiger Safranski skriver slet slet ikke i den kendte og populære biografigenre, der ruller et privatliv ud og hen over et værk for til sidst at afsløre seksualiteten som forklaringen på det hele. Som Safranski selv skriver helt henne på side 212, hvor vi adskillige gange har været rystet både i det inderste og underste, uden overhovedet at have hørt om filosoffens seksualliv: Han vil ikke »reducere det uhyrlige i livet, som udfordrede Nietzsches tænkning, til den hemmelige historie om hans seksualitet«. Og det til trods for, at mange »gør den til det privilegerede sted, hvor sandheden manifesterer sig. Seksualiteten betragtes som sandheden om personen. Dette er det 20. århundredes måske mest prominente sandhedsfiktion, om end den allerede var opstået i det 19. århundrede«.