0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Folkets mand

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
ingen
Foto: ingen
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Ole Hyltofts 'Barn af partiet' i fjor fik en fortjent succes. Det er en vigtig bog i disse års erindringsbølge, der med selvironisk ærlighed skildrer en socialdemokratisk barndom, traumet, da faderen - leder af Kooperationens radiofirma Arako - begår selvmord og hans ambivalens mellem arbejder- småborgerlighed og boglig ambition, mellem hetero- og biseksualitet. Flot skrevet, bidsk og bevægende.

Samme direkthed præger bind 2, hvor den 66-årige forfatter ser tilbage på sit voksne liv og sine forhåbninger, men desværre taler den uden om vigtige smertepunkter.


På det ydre plan får man meget at vide. Her er glimt fra danskstudiet i 1950erne, fra 1960erne blandt flippere og 'narkosocialister' på fritidspædagogseminariet i Gladsaxe og fra Hyltofts år som sekretær for tre kulturministre.

Hans kongstanke er, at en frigjort kulturpolitik skal give retning for hele samfundet, og efter sin afsked fra ministeriet fortsætter han linjen på dagbladet Aktuelt, som formand for Socialdemokratiets kulturudvalg og fra 1980erne som fri debattør og forfatter.

Han bliver motor bag Vestegnens nutidsmuseum Arken, med maleren Egill Jacobsen og gadedrenge- billedhuggeren Robert Jacobsen som medspillere. Kapitlet om Arken er også farcen om direktør Anna Castberg, som Hyltoft tidligt kalder en elverdronning med hul i ryggen.

Portrætterne af Bomholt, Krag, Anker Jørgensen, Niels Matthiasen og Bent Hansen, der flytter Aktuelt til en pløjemark ved Hillerød, rummer fine iagttagelser om det politiske livs mekanismer og omkostninger, selv om Hyltofts syn på Matthiasen som en usikker sjæl, der drukner sig i sprut, virker som undervurdering af en stor kulturpolitiker.

Stærkest står privatlivets inderside med smukke glimt af naturglæde, ildsprudende kærester, en uventet gave af en datter, en oprører af en mor.


Når bogen alligevel skuffer i forhold til det uforfærdede bind 1, er det, fordi det brænder endnu mere på her, både eksistentielt og politisk, men det får lov at ligge hen i et tusmørke af uerkendte aggressioner og selvmodsigelser.

Hyltoft tegner sig selv som den frie fugl, den glade oprører i gule sokker, der slås for frihed, lighed og sunde instinkter. Han kalder sin debatbog 'Tør du være fri?' (1968) for »Socialdemokratiets svar på ungdomsoprøret«, og han oplyser i al ubeskedenhed, at hans satiriske spændingsromaner er »tænkt som en parallel til Jules Romains' romanserie De gode Viljer«.

Men »den forkætrede forfatter«, som han kalder sig, må alligevel stive sig af ved at citere revl og krat, der i tidernes løb har udtalt, at han burde være partiformand, kultur- og statsminister.

Han sprutter som en fyrværkerisol - eller som sin vrisseveninde Elsa Gress - mod »det kulturradikale kleresi« og mod 1970ernes »blod- og åndløse munkemarxister« som Sovjet- og Mao-lakajer. Han blæser på, at den centrale marxistiske samfundskritik var antikommunistisk og ruskede op i den afblegede socialdemokratisme.

Han raser mod »klerkenes femte kolonne« i partiet, »livsfjerne« karriere- cand. polit.er som Knud Heinesen, »kolde kræmmere« fra Krag og K.B. Andersen til teknokraterne i partiledelsen nu, den usolidariske »fhv. ungkommunist« Ritt Bjerregaard, partibosser og redaktører, der har fyret ham. Antiintellektualismen er påfaldende - ligesom de mange æselspark med sladder om druk og hor.

En særlig bandstråle rammer Birte Weiss, fordi hun ikke mødte op i Kunstfondens repræsentantskab engang, da Hyltoft var én stemme fra at komme på finansloven. Hans kommentar:

»Endnu en venlig hilsen fra partiet, jeg havde arbejdet for i en menneskealder«. Man gnider øjnene: Manden, der hævder at bekrige klikeri, ser statsydelsen som en partipolitisk erkendtlighed.


Hyltoft opfatter sig ikke bare som »søn af folket«, men som folketribun. Talerør for »manden i bussen«. Han er 4. generation af 'Bevægelsen', og da han i 1980erne sprang fra det visnende Aktuelt til at skrive tv-anmeldelser i det forkætrede Ekstra Bladet, »den mest aflyttede talerstol i dansk presse«, kunne han bilde sig ind, at han stadig sled for »Bedstefars Store Sag«. Den lille mand mod kapitalister og »papirnussere«.

Så blev han fyret fra Ekstra Bladet - »den avis, jeg havde brændt mine broer for at kunne tjene«, og nu føler han sig marginaliseret og forrådt ligesom faderen, skønt han jo repræsenterer Folket, skønt han fra barnsben brugte Arbejdernes Landsbank, sang efter Den Røde Sangbog og sled trapper som distriktsleder i 6. kreds.

'Alle disse forhåbninger' er en bog om bristede illusioner, om hvordan en idealist bliver til populist - og socialdemokratisme til fremmedangst. Mogens Camre, Hyltofts kollega fra studenterbevægelsen Frit Forum, har meldt sig hos Dansk Folkeparti, og Hyltoft selv er gået planken ud på Socialdemokratiets yderste højre fløj, derude hvor partiet er forlænget med brædder.

Det så man i hans paranoide kronik her i bladet i maj om, hvordan en sammenrotning af industriledere, EU-politikere, djøffere, journalister og universitetsmarxister er ved at sælge den danske nation og sjæl til indvandrerne.

Det er trist og grotesk. Men det sørgeligste er, at Hyltoft ikke tør analysere processen. Gid han havde taget åbent fat på den sorg og vrede, man fornemmer, over afstanden til gamle venner. Gid han havde taget tyren ved hornene, for skrive kan manden jo.