0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Når æggehoveder ser tv

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
ingen
Foto: ingen
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

The Doh! of Homer' er undertitlen på denne samling af essays om den amerikanske tv-serie, 'The Simpsons'. Og hvis man ikke ved, hvad dét betyder, kan man slå op i den elektroniske udgave af The Oxford English Dictionary. For denne sommer er doh! - tegneseriefigurens Homer Simpsons slagord - blevet indoptaget i det engelske sprog.

Denne officielle øremærkning fortæller noget om seriens popularitet. Indtil videre har den overlevet 10 år på amerikansk tv, og sidste år hædrede Time Magazine 'The Simpsons' som ikke bare årtiets, men århundredets bedste tv-serie!

Hvad betyder det så, dette hule udråb, som Homer har gjort til sit credo? Ifølge den elektroniske ordbog kan doh! bruges i to forskellige situationer. Det kan for det første være en reaktion på, at ens plan er kørt af sporet. For det andet kan udtrykket benyttes - lidt nedsættende - som tegn på irritation over noget dumt en anden har sagt eller gjort.

Foruden denne officielle brug af ordet, benytter den uartikulerede Homer udtrykket til mange andre ting. Faktisk bruger han ordet i så mange forskellige situationer og med så mange forskellige betydninger, at det ville være umuligt at opsummere dem alle. Som sådan går Homers slagord stik imod ordbogens forsøg på definition og kategorisering. Det samme kan siges om 'The Simpsons' som helhed.


Det er i hvert fald, hvad de amerikanske filosoffer, der står bag essaysamlingen, kommer frem til. Der er tale om det samme hold af filosofiprofessorer, som sidste år udgav en lignende antologi om en anden tv-serie, nemlig Seinfeld.

Hvor hovedpointen i bogen om Seinfeld var, at den handlede om ingenting, er alle forfattere her enige om, at 'The Simpsons' handler om noget:

The Simpsons er samfundskritisk satire, hedder det gang på gang, og med dens dobbeltydige dialog, dens blanding af højlitterære såvel som popkulturelle referencer (herunder ikke mindst til den selv), fremstår 'The Simpsons' som noget nær et oxymoron (selvmodstridende begreb, red.): en amerikansk tv-serie med ironisk distance til sig selv og det USA, den skildrer.

Antologien åbner med fem essays om hovedpersonerne i den lille fire-fingrede familie fra Springfield: den evigt øldrikkende og fedtfortærende Homer, hans velmenende, no nonsense-kone med det lillafarvede franskbrødshår, Marge, samt parrets afkom: Lisa, Bart, og Maggie.


I bogens første essay, 'Homer and Aristotle', slår Raja Halwanis fast, at Homer Simpson ikke just kan siges at leve op til Aristoteles etiske imperativer. Tværtimod er han uhæmmet grådig og udnytter gerne andre for at få sin vilje - hvilket som regel vil sige mere øl og mere mad - og han udviser ikke den store tolerance eller medfølelse over for sine medmennesker.

Denne ufølsomhed kom blandt andet til udtryk i det afsnit, hvor Homer skulle hjælpe sin søn med formuleringen af et brev, hvori Bart hævede forlovelsen med sin penneveninde. Homer fandt på følgende: »Kære Skat, Velkommen til Droppestrup. Indbyggere: dig«.

Homer udnytter gerne sin magtposition over for børnene som familiens overhoved, og han ligefrem opfordrer dem til at konkurrere indbyrdes. Da Lisas og Barts ishockeyhold skal mødes i en turnering, kridter Homer banen op til søskende-jalousiens store afgørelse:

»Jeg vil ikke se jer skåne hinanden, bare fordi I er søskende. Jeg vil se jer kæmpe hårdt for jeres forældres kærlighed«.

Men vi elsker Homer alligevel. Og det gør vi, hævder Halwani, fordi vi i virkeligheden har ondt af ham. Homer kan ikke selv gøre for, at han har sine begrænsninger, når det kommer til egenskaber som mådehold, velvilje og retfærdighed. For Homer har haft det svært.

I flere af seriens afsnit har vi været vidne til hans mangelfulde opvækst i den middelmådige forstadsby, Springfield, hvor moren tidligt skred fra familien, og faren ikke tog sig synderligt af ham.


Derudover er der simpelthen en biologisk forklaring på Homers manglende betænksomhed. I afsnittet 'Lisa the Simpson' erfarer vi nemlig, at Homer er bærer af det såkaldte Simpson-gen, som gør, at ejermanden af dette gen bliver dummere med alderen! Da dna-fejlen kun ligger på Y- og ikke på X- kromosomet, er det imidlertid kun de mandlige medlemmer af familien, som lider denne skæbne.

Det forklarer så også, hvorfor kvinderne i familien Simpson er bedre udrustede - etisk såvel som intellektuelt - end deres mandlige modstykker. Det gør imidlertid ikke livet nemmere for dem, snarere tværtimod.

Marges udmærkede egenskaber som forstående og kærlig mor, udnyttes på det groveste af resten af familien, og hun ender ofte med blot at være en funktion for mændene i huset, som hun laver mad til og gør rent efter.

På den vis er Marge som kvindefigur ikke kommet ét skridt længere end de husmødre, der florerede i 1950ernes sitcoms som 'Father Knows Best', skriver Dale og James Snow i deres essay om 'Simpsonian Sexual Politics'.


I modsætning til sin mor, stiller Lisa sig dog ikke tilfreds med denne selvopofrende kvinderolle. Hun er aktiv, principfast og tydeligvis intelligent - sine otte år til trods - men som Aeon J. Skoble påviser i sit essay om 'Lisa and American Anti-Intellectualism', er rollen som den kloge pige slet ikke så ønskværdig, som den umiddelbart kunne lyde.

Ligesom den intellektuelle er en mistænkeliggjort figur i det amerikanske samfund, er Lisas rolle som familiens kloge hoved en blandet fornøjelse: På den ene side anerkender resten af familien hende som den kloge, men på den anden side bliver hendes forslag ofte overhørt, hvis ikke direkte afvist.

Det er altså ikke nemt at være klog i Springfield, specielt ikke når man er født ind i en familie med et dumheds-gen. Dette dilemma var hovedtemaet for ét af seriens afsnit ('They Saved Lisas Brain'), hvor Lisa blev optaget i den lokale Mensa-gruppe. Træt af tingenes tilstand, opfordrer et af gruppens medlemmer en dag de andre til oprør:

»Hvorfor skal vi bo i en by, hvor de kloge ingen magt har, og hvor de dumme styrer det hele«, spørger han og sætter en kulturel revolution i gang i Springfield.