Winston Churchill er nok det 20. århundredes mest markante udtryk for, at det enkelte individ formår at skabe en afgørende forskel. Uden hans mod og beslutsomhed havde Hitler sat Storbritannien ud af spillet på et tidspunkt, hvor briterne stod ene i kampen imod Nazityskland. Og så var det endda nærmest et tilfælde, at han kom til at afløse Neville Chamberlain som premierminister og dermed blive synonym med viljen til modstand. I 1930erne var han kørt ud på et sidespor, og ingen af de vekslende premierministre, Ramsay McDonald, Stanley Baldwin eller Neville Chamberlain, drømte om at gøre ham til minister igen. »Hvis jeg tager ham, så vil han dominere regeringen. Han vil end ikke give andre en chance for at tale«, bemærkede Chamberlain til en af sine ministre i 1937. Citatet er hentet fra den unge britiske historiker Graham Stewarts omfattende forsøg på at skildre magtspillet mellem de to mest fremtrædende konservative politikere i 1930ernes Storbritannien: Chamberlain og Churchill. Den første beherskede som stærk finansminister ikke mindst detaljerne, mens den anden var den visionære, der som en af de første erkendte truslen fra Hitlers Tyskland. Ja, i en sådan grad, at han, den inkarnerede antikommunist, ligefrem i 1936 opfordrede til at gøre fælles front med Sovjetunionen imod Hitler.
Den afgørende forskel
Lyt til artiklen
