Christer Sturmark er noget så usædvanligt som en farverig og temperamentsfuld svensk ballademager. Den kun 35-årige IT-millionær, som for få år siden grundlagde internetvirksomheden Cell sammen med et andet svensk ikon, tidligere SAS-direktør Jan Carlzon, tillader sig at sparke ud efter selve grundpillerne i det svenske 'folkehjem'. Det gælder alt lige fra det forældede skolevæsen, nationale stoltheder som elektronikvirksomheden Ericsson til toppen af erhvervslivet, der bruger deres tid på at spankulere rundt på golfbanerne iført latterlige ternede bukser og lave forretninger, som man gjorde for ti år siden. Han tillader sig også at give de grå jakkesæt gode råd, selv om han ligner en rockmusiker og erklærer, at den gamle virksomhedskultur fra industrisamfundets dage er forbi. Men der er også ironiske kommentarer til platuglerne fra den moderne konsulentindustri, og i det hele taget stikker Christer Sturmark hovedet så langt frem, at han jævnligt får på tæven i den svenske debat. Men han kan også en hel masse, som hans nye bog med titlen 'Den nye økonomi - med passionen som drivkraft', vidner om. Her samler han blandt andet erfaringerne fra sine egne år i IT-industrien og perioden som medlem af den svenske statsministers IT-kommission og formandskab for en tilsvarende kommission under handelsministeriet. IT version 3.0 Lige nu - og det er et bærende element i bogen - er hans budskab, at IT- revolutionen er kommet for at blive. Det forløbne års nedture for IT-branchen hænger sammen med spekulation og overdrevne forventninger til virksomheder, som ikke kunne levere den lovede vare. Men kendsgerningen er, at informationsteknologien fundamentalt ændrer måden at producere, sælge og kommunikere på. Den forandrer også forholdet mellem for eksempel borgerne og de offentlige myndigheder, og den kan revolutionere det politiske liv, mener Christer Sturmark. Bogen, som udkommer på forlaget Fremad med et forord af det lukkede dagblad Aktuelts tidligere chefredaktør, Kresten Schultz Jørgensen, kan betegnes som version 3.0 af IT-debatten. Den første version var den ukritiske og naive begejstring efterfulgt af de økonomiske vanskeligheder og mørkemændenes tale om, at IT-revolutionen var en stor, kunstig boble. Christer Sturmark dementerer med flere eksempler de seneste måneders påstande om, at 'man ikke kan tjene penge på nettet'. Han nævner computerspillet Doom, som i de første versioner blev lagt gratis ud til brugerne. Firmaet bag Doom gik glip af store beløb for salg af spillet. Men spillet fik en enorm udbredelse, og virksomheden tjente derefter masser af penge på opdatering, biprodukter, servicering og uddannelse. Et andet eksempel på den nye økonomi er American Airlines booking-system SABRE, som firmaet selv udviklede og udskilte som en selvstændig enhed. Andre selskaber har siden købt konceptet, og halvdelen af American Airlines koncernværdi udgøres i dag af SABRE. I parentes bemærket har American Airlines 100.000 ansatte og 700 Boeing-fly. Netop dette eksempel illustrerer overgangen fra industrisamfund til informationssamfund, hvor produktion, salg, markedsføring og vedligeholdelse af informationssystemer erstatter den traditionelle industri. Ifølge det svenske institut for fremtidsstudier vil mere end 50 procent af alle erhverv omkring 2010 ligge indenfor kategorien viden og information, og cirka 40 procent indenfor service. Kun ti procent af befolkningen vil beskæftige sig med 'varehåndtering', herunder traditionel produktion. Idealskole fra 1600-tallet I den svenske debat har mange bebrejdet Christer Sturmark, at han glemmer disse ti procent og at han overser, at informationsteknologien kun omfatter en meget lille del af verdens befolkning, koncentreret i Europa, USA og enkelte vækstområder i Asien. Derfor er Christer Sturmark en 'hykler', hed det i en vred anmeldelse af hans bog i dagbladet 'Aftonbladet'. Den kritik er helt forkert. Sturmark har nogle meget interessante overvejelser om skolens fremtidige rolle og opgaver. Det handler ikke om - som lærere, pædagoger og politikere i både Danmark og Sverige mener - om antallet af computere i skolerne. Udfordringen er at indrette pædagogikken efter informationssamfundets krav og muligheder, mens politikere og skolefolk fortsat tænker i industrisamfundets baner. Hans idealskole er Cambridge universitet omkring år 1600. Der var intet fast pensum bortset fra et krav om indlæring af dialektik, retorik og grammatik. Med de redskaber - som i dag skal erstattes eller suppleres med nogle andre - fik de studerende mulighed for på en 'grænseoverskridende og tværvidenskabelig måde at søge ny viden, skabe sammenhæng og formulere teorier', som Sturmark formulerer det. Men Sturmarks svenske modstandere har ret i deres kritik af hans mildt sagt naive beskrivelser af den globaliserede og internationaliserede 'MTV- generation'. Netop på grund af skolens totale svigt, når det handler om IT og grænseoverskridende pædagogik, er det et fåtal af unge, som bruger nettet til andet end studiebrug og mere eller mindre kaotisk surferi. Sandheden om 'MTV-generationen' er også - som den spanske sociolog Manuel Castells påpeger i trebindsværket om informationssamfundet - at store dele af den er faldet for regionale sprog, nationalisme og flagsvingeri af enhver art. Og den type engagement, som Sturmark selv viser i forhold til kampen for et frit og demokratisk Tibet, er hverken et hit hos de unge eller deres forældre. Også selv om nettet giver helt nye muligheder for international solidaritet og politisk arbejde over grænserne, som Sturmark understreger flere gange. Politisk revolution Han ser også store muligheder for udviklingslandene i informationsteknologien, som ikke er tung og investeringskrævende som den traditionelle industri. Der er først og fremmest tale om en 'intellektuel kapital', som også på vore breddegrader vil ændre forholdet mellem lønmodtagere og virksomhedsejere. Lønmodtagerne har fat i den lange ende, for virksomhedernes værdi er i dag bundet til deres hjerner, kreativitet, viden og energi - mens den tidligere var knyttet til bygninger og de maskiner, lønmodtagerne betjente. IT-millionæren Christer Sturmark ser her en helt ny form for kapitalisme dukke frem, hvor partnerskab erstatter det tidligere bundne forhold mellem lønmodtagere og kapitalejere. Det er en meget vigtig pointe, som de store lønmodtagerpartier og fagbevægelsen ikke har fattet endnu. Men nu ligger Christer Sturmarks bog på dansk og kan vise lidt på vej.