Herhjemme startede det med, at teltbestyrer Søren Østergaard fik et cirkustelt i hovedet som lille. I Esbjerg. Men før det fik følger, var et nyt fænomen ved navn 'ny-cirkus' for længst kommet op at stå i verden udenfor som afløser for det traditionelle cirkus, der var blevet slapt i de kreative barduner. En karavane af fransk ny-cirkus har således i de seneste 15 år - ved Københavns Internationale Teaters mellemkomst - sat fornyende kulør på det københavnske sommerlandskab og den danske cirkusarena. Nu er turen kommet til det berømteste blandt alle ny-cirkus: det canadiske Cirque du Soleil, der får danmarkspremiere 26 juli. Med mere end 2.000 ansatte, der aktuelt er i gang med syv overdådigt teatraliserede forestillinger, har det canadiske foretagende siden starten i 1984 udviklet sig til en underholdningsindustri som kulmination på den udvikling inden for cirkuskunsten, der startede i Frankrig i midten af 1970erne som en slags 'ungdomsoprør'. Det kan man læse om i 'Det teatrale cirkus', der afgjort må hilses velkommen som den første bog om ny-cirkus herhjemme, hvor vi ikke vælter os i cirkusbøger for slet ikke at tale om ny-cirkus. Bortset altså lige fra Zirkus Nemo ved Søren Østergaard, der efter sin primaloplevelse med et cirkustelt og en konkurs med sit og kollegaen Flemming Jensens hundeshow nu er kommet så vidt, at han har fået noget erfaring, »et flot telt, nogle smukke vogne og et skide pænt toilet« - og et knaldgodt show, skal jeg love for, selv om det i modsætning til andet nycirkus ikke baserer sig på artisteri.