Bart D. Ehrman, en ærkeamerikansk historiker, har begået en Jesusbog, som på samme tid er meget lærd og meget naiv, men frem for alt et pædagogisk mesterstykke. Det er som at høre om Jesus på højskole. Alt siges glasklart, you know. Pilatus er f.eks. en »brutal fyr«, Jesus måske en »populær fyr«, der »bare valgte de fyre, han bedst kunne lide at hænge ud med«. Så er det sagt. Læserne tages retorisk ved hånden i vokativ: »I ved jo nok!«. Jeg synes nok, Ehrmans adressater er lovligt 'udanske', fundamentalistiske læsere, der tager alt bogstaveligt. De fleste herhjemme har vel lært lektien om Bibelen som en historisk bog, selv om de ikke læser den. I 1906 skrev Albert Schweitzer 'Jagten på den historiske Jesus'. Han gjorde op med enhver, der så sit eget spejlbillede i Jesus. I stedet anså Schweitzer Jesus for at have været en vild apokalyptiker, som ved at vandre til Jerusalem ville provokere Gud til at gribe ind i verdens gang, men Jesus døde som en skuffet mand på korset, hans død var et fejlgreb. Historien har det med at gentage sig. Ehrman går nu i Schweitzers spor og genfremstiller med stor nerve Jesus som en apokalyptiker, der forventede verden ende i sin egen levetid. En kosmisk dommer i skikkelse af Menneskesønnen skulle komme og knuse de onde og indføre et fuldendt rige uden had og krig, sygdom og ulykke, synd og død. Ehrman tolker i hastigt tempo teksterne: om de radikale etiske krav, der ikke skal forbedre verden, men forberede til den kommende, om skellet mellem gode og onde, om splittelsen i familien, hvor bror skal forråde bror, en far sit barn, om børn, der skal slå deres forældre ihjel. Og så videre. Alt sammen apokalyptisk lære. Intet af dette er nyt. Ehrman siger det selv, men det er godt sagt, Jesus populariseret for enhver, der kan læse indenad.