Mellem Stigsnæs ved Skælskør, Ghanzi i Kalahariørkenen og Tinganes i Tórshavn har både Arthur Krasilnikoffs forfatterskab og hans personlige liv bevæget sig. Dét præger og fylder også 60-års dagens udgivelse, hvori nomaden bl.a. slår fast, at »fraflytning er al digtnings udgangspunkt«: Deri bliver erfaringen til, både om det fraflyttede og om det ny. Dét står i en række prosalyriske, på én gang fabulerende og analytiske 'Noter før Nattens Rygrad', altså op til udgivelsen af den store og vidunderlige danske roman om de fjerne buskmenneskers verden, som Krasilnikoff udgav i efteråret 1999. Men allerede bogens indledningsessay begynder med overvejelser af samme art, og dét er fra 1984, et år efter udgivelsen af 'Som landet ligger' og ét før andet bind om 'Lindas tid', tilsammen et af 1980ernes mest uforglemmelige danske romanværker. Gennem historier bliver vi til, mener buskfolket og deres danske skildrer, så i en række 'essays og andre prøvelser' får vi historier om, hvoraf han selv er kommen. 'Hurtigløberen' er hans farfar, helt bogstaveligt falden efter en roearbejderske - ned mellem roerækkerne på marken på Stigsnæs. Da knægten selv bliver far til tolv, får han støvler så store, at hvert skaft kan rumme det halve af et skydevåben - og så lærer han sig at løbe hurtigere end vildtbetjenten.
Som abonnent får du 10% rabat i Boghallen samt rabat på et Saxo Premium-medlemskab. Læs mere her.




























