Øje for øje og tand for tand. Der er næppe mange, som ikke et eller andet sted bag civilisationens klædelige antræk, bærer på en latent trang til hævnfølelse, som blusser op, når ens nærmeste lider overlast. Straffen for den forsmædelige krænkelse skal kunne mærkes. Men et er søde bibelske tanker, noget andet praksis. Inga Floto, professor i historie på Københavns Universitet, undersøger i sin nye bog den kulturelle udvikling inden for den vestlige kulturkreds i synet på dødsstraffen og dens forskellige ritualer og metoder fra 1600-tallet og frem til i dag. Emnet er evig aktuelt, som enhver kan forvisse sig om ved at kaste et blik på avisernes udlandssider. Bogen, der ikke er en tung krabat, men en fysisk tynd sag, nærmest fire essays sat sammen, tegner et rids af hvorfor og hvordan vi er gået fra at sætte afhuggede hoveder og hænder på stage til skræk og advarsel (og underholdning) for menigmand, til at hænge, gasse og elektrokutere dødsdømte bag lukkede fængselsporte, til helt at afskaffe den mest endegyldige af alle former for straf. Frem til den tidlige Oplysningstænkning omkring midten af 1700-tallet var det almindeligt at lade eksekveringen foregå så grusomt som muligt. Den dødsdømte skulle ikke alene sone sin brøde i Guds åsyn, men gøre det gennem en optimal grad af lidelse.
Et hoved kortere - men lidt klogere
Lyt til artiklen
