0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Var det Berlingske Tidende?

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Tegning: Mette Dreyer
Foto: Tegning: Mette Dreyer

Tegning: Mette Dreyer

Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

»Det at være Forfatter er da efterhaanden bleven det usleste af Alt. I Almindelighed skal man træde frem ligesom hiin Gartnersvend på en Vignet i Adresseavisen, med Hatten i Haanden, bukkende og krybende, anbefalende sig ved gode Recommendationer«.

Således skriver Søren Kierkegaard i 1843, året for udgivelsen af 'Enten-Eller'. Bemærkningen står at læse i den 333 sider store journal, som han selv mærkede 'JJ', og som dækker årene 1842-46.

Nu er disse optegnelser, samt journalerne 'EE', 'FF', 'GG', 'HH' og 'KK' udgivet på i alt 386 sider som bind 18 i Søren Kierkegaard Forskningscentrets enorme, samlede udgivelse af Kierkegaards skrifter (som i alt kommer til at omfatte 55 bind). Til den aktuelle leverance hører også et kommentarbind, 'K18', der er ca. dobbelt så omfattende som Kierkegaards egen tekst.

Jeg har tidligere (Kronik den 18.11.00) forsøgt at få Forskningscentret i dialog om ideerne bag sådan et udgivelsesprojekt, men den slags indlader man sig åbenbart ikke på. Allerede Kierkefaderen selv havde jo også et (velbegrundet) anstrengt forhold til avispolemik.

Dog skrev en af værkets medarbejdere og væsentlige leverandører af realkommentarer, Peter Tudvad, forleden en glimrende Kronik (9.05.01), hvori han fortalte om arbejdet og dets nytte, herunder ikke mindst nødvendigheden af at forstå Kierkegaards sprog, citater, samtidsreferencer etc.


Jeg skal lige straks tillade mig kort at repetere et par af de mere afgørende indvendinger mod hele udgivelsesprojektet, dvs. imod det litteratur- og menneskesyn, som bærer det. Men naturligvis hør og bør det sig først at gøre reverens for arbejdets omfang og kvalitet: Hvis

man vil læse Kierkegaards 'papirer', altså alt muligt andet end det udgivne forfatterskab, så er man naturligvis ekstremt godt kørende med denne i enhver forstand gennemtjekkede udgivelse. Lad os blot citere fra pressemeddelelsen om de to aktuelle bind:

»Disse journaler udgives for første gang i deres helhed og i et tospaltet bredformat - et typografisk nybrud - så læseren kan følge, hvordan Kierkegaard foldede siderne på langs, skrev sine optegnelser i inderspalten og sine tilføjelser og senere bemærkninger i yderspalten. Ved hjælp af avanceret lys- og elektronmikroskopi er det lykkedes at trænge ind bag de overstregninger, han selv lavede, og de indgreb, senere udgivere dristede sig til at foretage«.

Hvis man vil have et indblik i Kierkegaards skriveværksted, så giver Forskningscentret os det i uovertruffen og formentlig uovertræffelig grad. Og det er spændende at følge filosoffens stadier på skrivningens vej, hans utrættelige arbejde med skitser, noter, indfald og tidlige versioner frem mod den tekst, han ender med at udgive.

For eksempel indelholder journalen 'JJ' et første take - Kierkegaard kalder det et 'Anlæg' - på hele den problematik om betingelsesløs tro, som udfoldes for alvor i 'Frygt og Bæven':

»Lad os antage (hvad hverken det gl. T. ell. Koranen melder om) at Isaak vidste, at det var hensigten af den Reise han med sin Fader skulde foretage til Morijabjerget, at han skulle ofres - hvis der nu levede en Digter i min Samtid, han vilde kunne fortælle, hvad disse tvende Mænd talte sammen om paa Veien«. ... og her har Kierkegaard så i margenen tilføjet en note, som Forskningscentrets typografiske bredformat giver mulighed for at placere på rette sted:

»Man kunde tillige lade Abrahams tidligere Liv ikke have været uden Skyld, og nu lade ham i sit stille Sind gumle paa den Tanke, at det var Guds Straf, maaske endog lade ham faae den tungsindige Idee, at han maatte komme Gud til Hjælp i at gjøre Straffen saa tung som mulig«.


De ledsagende ca. 3.000 kommentarer giver journalernes læsere et ualmindelig kvalificeret apparat at forstå teksterne ud fra. Hvis man ved forståelse mener for eksempel at få fuldstændig tjek på, hvad Kierkegaard mener med 'Vignet i Adresseavisen' i det indledningsvis anførte citat. Lad os slå efter i kommentarbindet, K18, side 269:

»»Hiin Gartnersvend ... gode Recommendationer« sigter til en vignet, som ikke blev brugt i Adresseavisen (...), men derimod ofte under rubrikken Ledige Tjenester i Berlingske Tidende i forbindelse med annoncer for gartneri og havearbejde: Vignetten forestiller en mand, som i foroverbøjet stilling og med en vandkande i hånden, vander et par buske, jf. fx 6., 11. og 16. feb. 1843 (nr. 34, 39 og 44).

Under vignetten den 11. feb. læses denne annonce: »For en, helst ugift Gartner, der er dulig i sit Fag og selv tager Deel i alt forefaldende Arbejde og som tillige kan producere Beviser for Ædruelighed og god Opførsel, er Tjeneste ledig til 1ste Mai, paa Hørbygaard pr. Holbek«. Se illustration 8 ) ... )«.

Det gør vi så, ser illustration 8. Men i billedteksten står følgende: »Annonce i Adresseavisen med vignet af en gartnersvend«. Ak, nu er forvirringen total: Kære Forskningscenter: er det Berlingeren eller Adresseavisen, der bringer annoncen? I må jo åbenbart mene, det i det hele taget er afgørende at få os det meddelt.


Der er noget vist betryggende i, at selv Søren Kierkegaard Forskningscentret kan lave småfejl. Men den lille pudsighed illustrerer også det illusoriske i at tro, at man nogensinde definitivt kan få kommenteret færdigt og etableret den absolut historisk korrekte inspirationskilde til de Kierkegaardske tekster.

Denne problematik er endnu mere flagrant, når det gælder de passager i journalerne, som Kiekegaard omhyggeligt har overstreget, og som Forskningscentret lige så omhyg